Kulturkupeen

Marianne & Leonard – Words of Love

∗ ∗ ∗    

Anmeldelse af Tom Harpøth.

Marianne and  Leonard: Words of Love

En utroligt smuk, vedvarende og tragisk kærlighedshistorie mellem to mennesker fra hver sit kontinent.


©Camera FIlm

Leonard Cohen kom til den græske idylliske ø Hydra i 1960, og her mødte han den skønne norske kvinde Marianne, der var taget til Hydra med sin søn, Lille Aksel, efter et forlist ægteskab. Hydra var et sandt paradis på jord i en tumultarisk verden, et tilflugtssted for kunstnere, musikere, digtere. Et frirum fyldt med solskin, varme, vin, euforiserende stoffer, fri kærlighed, fri sex. Alt det der giver grobund for et smukt og varmt forhold mellem forfatteren Cohen og musen Marianne.


©Camera FIlm

Efter hvad Cohen selv fortæller, var hans skrivekvote på tre ark om dagen, og i øvrigt mundede det hele ud i Cohens anden og sidste roman, Beautiful Losers, som fik en ret ublid medfart af datidens (snerpede) kritikere. Bogen var ”obskøn og poetisk, mystisk og profan, en invitation til at spille russisk roulette med en fallisk pistol”, som en kritiker skrev. Jo, der var gang i noget dér på Hydra i tresserne. Cohen og Marianne udviklede et stærkt, heftigt og vanskeligt forhold som kunstner og muse uden faste regler.

Det blev et ulige forhold i længden. De kom aldrig til at blive et monogamt, fast par, men de elskede hinanden gennem hele livet. Cohen havde derudover adskillige forhold kørende, men var jo også adskillige år i munkekloster for at finde sig selv, mens Marianne fortrak til Norge.

©Camera FIlm

Filmen består at mange samtidige filmstumper, optaget af instruktøren Nick Broomfield, og af D.A. Pennebaker. Desuden er der mange senere interviews med folk der har stået Cohen nær. Og det virkede på denne anmelder, som om man bedre kunne have oplevet filmen ved at høre den i radioen, som en af mine venner formulerede det. For der er meget ”telling”, og ikke meget ”showing” i filmen udover de første års ’voice over’-optagelser på Hydra.

Men det er jo altid spændende at opleve rigtige mennesker, som ikke bare spiller nogen, men er sig selv, især når det er nogen som Cohen, som mange af os har fulgt på den efterfølgende lange musikalske karriere.




©Camera FIlm

Titel: Marianne & Leonard – Words of Love
Instruktion: Nick Broomfield
Varighed: 97 min.
Censur: ingen
Premiere: 14/11-2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *