∗ ∗ ∗
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
En 9 år gammel opera-udgave genopsat på Det Kongelige Teater.
Carl Nielsen skal fejres i år, og det blev han også i 2006, hvor Maskarade havde 100 år på bagen. Det Kongelige Teater har valgt at genopsætte Kasper Holtens version fra dengang med en interessant og moderne scenografi af Mari i Dali. Men denne Maskarade har alligevel så mange flagrende løsninger, at det havde gjort godt at få produktionen revideret.
Operaen Maskarade og skuespillet Mascarade har flere gange igennem de seneste 100 år været et af de væsentligste argumenter for at fastholde treenigheden på Det Kongelige Teater: musik, opera og dans. Men hvad gjorde den tidligere operachef? Han indforskriver nogle akrobater og lader dem i en højrød dekoration lave elastikhop. ”AFUK go home”, har man lyst til at sige.
Ved genopsætningen på Operaen er der noget galt med den musikalske balance. I hele første akt kæmper sangerne imod orkestret, som styrter af sted i høj volumen. Hvor er instruktør eller instruktørassistenterne henne? Det kan godt være, at Carl Nielsen ikke selv har været helt ferm til at afbalancere musik og sang, men det skal publikum vel ikke bøde for 109 år efter? Lidt komisk bliver det at læse Wilhelm Andersens libretto på de engelske overtekster for at følge med.
Pressebillede. Per Morten Abrahamsen.
Der er ikke meget dramaturgisk balance i opsætningen. Første akt lever ikke mindst via sin morsomme præsentation af ”familien” – med indblik i et dansk/svensk parcelhus: rum for rum – fra soveværelse, over stue, bibliotek til spansk drømmeunivers og samtalekøkken. Sjovt – og nok lidt mere overraskende for 9 år siden. 2. akt bliver en lang venten foran husfacaden, hvor de enkelte sangere har fået hver sin ikea-seng med. Finurligt, men ikke til en helt akt. Tredje akt foregår i drømmenes verden, i maskeradesalen, hvor alt kan ske, men præges af mangel på koreografi for et operakor, som synes helt lost i nogle håbløse kostumer, som vist er fundet bagest på garderobelageret. Det går ikke at lade 60 sangere futte rundt på må få uden struktur. Endnu en fejldisposition, som kan undre, når det er Nationalscenen med en opera-, ballet- og skuespilafdeling.
Sangerne? De kæmpede mod orkestret, bedst gik det for Gert Henning Jensens Leander, Simon Duus som Henrik og Steen Byriels underfundige Ole Lukøje, (vægter).
Programmet: Nu må opera-afdelingen lære af balletten og skabe nogle interessante, informative tekster til det alt for venlige publikum. Et tyndbenet program uden oplysninger om Ludvig Holberg og Wilhelm Andersen, og hvor selv en information om, at det er en genopsætning fra 2006, mangler. Er det uvidenhed eller disrespekt for teaterkunsten?
www.kglteater.dk