∗ ∗ ∗ ∗
(6 stjerner til Anders Baggesen, 4 til Annette Heick og 3 og derunder til resten)Anmeldelse / Ulla Strømberg.
My Fair Lady på Aarhus Teater.
My fair lady er ikke kun britisk arvegods, den er dansk allemandseje.
En dramatisk danmarkspremiere i 1960, hvor Eliza måtte udskiftes på falderebet, var rent mediemæssigt noget af det mest omtalte, som fandt sted i den kulturelle verden i efterkrigstiden. Folk lå i kø foran Falkoner Teatret i halve nætter for at sikre sig billet til premieren. Alle mand var af hus.
Derfor er det en uklog disposition af Aarhus Teaters ellers dynamiske irske teaterchef at importere tre yngre britiske herrer til at sætte My Fair Lady op. Vi har gode kunstnere nok i DK til at løfte arven. Det har teaterhistorien allerede vist adskillige gange i de forgangne 55 år med fremragende professorer i interessante dekorationer. Og My Fair Lady handler i øvrigt om ordets magt!
Pressefoto. Isak Hoffmeyer.
Historien om Pygmalion er hentet hos Ovid, dramatiseret af George Bernard Shaw i 1913 og gjort legendarisk som musical af Learner og Loewe via først Broadway og siden som film – om kunstneren, der former en kvinde efter sit eget hoved og siden ikke forstår, at der er noget galt! Helt konkret: blomsterpigen Eliza skal lære at tale pænt for at kunne begå sig overalt! Det er et eventyr, men et af de mere charmerende, fordi musikken og replikkerne er så gode, og mulighederne indlysende for de rigtige kunstnere.
Resultatet på Aarhus Teater er blevet en Eliza uden instruktion og samspil, og som rent sprogligt må klare sig igennem med en engelsk instruktør, der ikke kender til danske nuancer.
Annette Heick er ikke noget dårligt valg og klarer sangene ganske imponerende, men der er så meget skuespil, udvikling og kærlighed i rollen, at der er brug for modspil fra både instruktørs, professor og oberst side. Heldigvis er der lidt liv i Freddy, der normalt er en fiskerolle. Her lyser Carsten Svendsen op sammen med moderen, Elisabeth Steentoft!
For sjældent har der været så lidt udstråling af sex og charme hos professoren og obersten. Hvad har den unge instruktør tænkt på?
Pressefoto. Isak Hoffmeyer.
Forestillingens overlevelse og lyspunkt er en uovertruffen Anders Baggesen, der kører sit eget perfekte show som skraldemand Doolittle. Både besøget hos professoren og sangene kommer hjem på en overbevisende og indlysende form. Den bedste Doolittle jeg har set. Uden ham var der slet ikke noget spil i Århus. Men danseoptrinnene udenom har som resten ikke meget med Bernard Shaw og Learner og Loewe at gøre.
Det fatale valg ligger i tidsplaceringen, ca. 1956 med hvad dertil hører af fineret træ, grimme kjolelængder, triste damefrisurer og rækker af uinspirerede dansepiger. Professor Higgins i grumset kontortøj sat ind i et småborgerligt hjem med spolebåndoptager og teaktræsmøbler med et ulogisk stort personale i mixet flonelsnatdragter. Det er ikke til at bære.
Er jeg forudindtaget? Ja. Elsker jeg Cecil Beatons geniale kostumer til filmen fra 1964? Ja. Hader jeg ugly art og 1950ere på scenen, når det ikke er nødvendigt? Ja!
www.aarhusteater.dk