Kulturkupeen

Maskerade hos Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets have.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Maskerade hos Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets have.

Grønnegaards Teatret serverer her i 300 året for fejringen af dansk teater en munter og moderne ”Maskerade” af Holberg, som kan glæde publikum hen over de næste par måneder.

Hermed lever teatret flot op til sin historiske placering som det teater i Danmark, der på trods af forskellige æstetiske og politiske modstrømninger alligevel har holdt klassikerfanen højt igennem 40 år.  Det har ikke været en arkæologisk fastholdelse. Tværtimod er teatret år efter år gået helt til grænsen og kun sjældent faldet i vandet. Grønnegaards Teatret har leveret en lang række bemærkelsesværdige forestillinger med overraskende gode skuespillere og velgennemtænkt regi.  Så sent som sidste år skabte instruktøren Charlotte Munksø en ”Jean de France”, der på alle måder var opdateret og alligevel forankret i en klassikertradition. Med Nicolai Jørgensen i titelrollen blev Holbergs tekst genoplivet, ja ligefrem genfødt. Det var suverænt.

Maskerade. Grønnegaards Teatret, 2022. Foto: Bjarne Staehr.

I år er det samme instruktør, Charlotte Munksø, og samme komponist, Marianne Sørensen, som  er med på sidelinjen. Så mine forventninger til årets ”Maskerade” var skruet højt op – lidt for højt.  Kort sagt, det er en pæn, men også lidt skuffende opsætning, hvor man faktisk kommer til at savne Carl Nielsens fortolkning ”Maskarade” – både musikken og de skarpe karakterer, som bl.a.  Jeronimus, der jo synger om the og chokolade.

Holberg kan ikke klandres for, at en operaversion kommer til at skygge for originalen – lidt det samme som skete med Molieres ”Don Juan”, som Mozart udødeliggjorde med ”Don Giovanni”.

 

Maskerade hos Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets have. Morten Suurballe, Laura Skjoldborg og Annette Støvelbæk. Tegning af Claus Seidel. 2022.

 

2022

Maskerade” 2022 har en stram, minimalistisk og meget grå, fast dekoration som Steffen Aarfing har skabt med referencer til bl.a. Moliere-traditionen i Paris i begyndelsen af 1900-tallet. Opbygningen havde nok haft godt af at blive brugt i sene aftentimer, hvor et lysdesign ville kunne skabe lidt bevægelse i billedet. Midt på scenen står en stor rød skulpturel størrelse, som sexologer måske kan tolke på forskellig vis, men også blot kan ses som noget midt imellem et bankende hjerte og et aflukket, hemmeligt rum.

Og det er netop hvad “Maskerade” også handler om: Skal det være lovligt og acceptabelt at gå på Maskerade, dvs. tage en maske på og lade lysterne for en stund få frit løb – og måske ligefrem spille hasard.  Spørgsmålet var helt aktuelt i 1724, hvor den daværende konge ville forbyde maskerader, som var ved at gribe om sig. Og fra italiensk kulturliv kendes jo i høj grad karnevallet, hvor en person kan transformere sig til en anden figur. Helt aktuelt er der også moderne karnevaller og parader, hvor folk klæder sig ud.  Der er altså nok af også aktuelt stof i ”Maskerade”, hvor teksten ikke er den skarpeste fra komedieskriveren Ludvig Holbergs hånd.

Maskerade. Grønnegaards Teatret, 2022. Foto: Bjarne Staehr.

Mari i Dalis kostumer er for hovedpartens vedkommende flotte og fyldige og supplerer den minimalistiske scenografi. En helhedstanke er dog svær at hitte, da der både er Commedia dell’ Arte henvisninger, som dog, ud over Arv – den laveste tjeners kostume, ellers ikke følges op.  Til gengæld kommer der lidt S/M over både et maskerade-intermezzo midtvejs  og den transformerede monsieur Leonard, der er blevet til enkefru Leonarda i Anette Støvelbæks vævre skikkelse.Hun synes meget  spansk i sit tillempede ridekostume med Marie Antoinette dimensioner – og kissemisser med Jeronimus!!

Maskerade hos Grønnegaards Teatret i Odd Fellow Palæets have. Anette Støvelbæk. tegning af Claus Seidel. 2022.

Skuespillerne har nok at bestille for at levendegøre deres figurer. Selv om der vitterlig ikke er en fælles spillestil, lykkes det pænt et stykke af vejen. De to unge elskende kan være rene fiskeroller, men Laura Skjoldborg og Lukas Toya synes forholdsvis uberørte af det taskenspil,  som folder sig ud omkring dem. Helt fint klaret.  Morten Suurballe har lagt en stram og alligevel løs figurtegning af en stout Jeronimus, der i sagens natur er imod maskerader, men selvfølgelig i sidste ende ikke vil stå i vejen for sønnen Leanders liv, og slet ikke, når der alligevel bliver ægteskab med den rige Leonardas (øh Leonard) datter Leonora.

Christiana Gjelleup Koch har et smittende humør og masser af charme og en fin sprogbehandling som den forlystelsessyge moder, Magdelone. Her er Mari I Dalis kostumer både sjove og flotte. Pokkers, at Magdelone ikke har replikker i hele midterhistorien, men må vente ude i kulissen.

Maskerade. Grønnegaards Teatret, 2022. Mathias Flint. Foto: Bjarne Staehr.

Mathias Flint er nærmest bedårende som Arv og får maximalt ud af rollen, selv om instruktøren ikke giver ham så mange udfoldelsesmuligheder. Hans sprog, hans gestik og nærvær er både tæmmet og fritløbende. Flot, men isoleret præstation.

Langt sværere er det for Patrick Baurichter som Henrik. Han synes ladt i stikken af instruktøren og må fægte sig igennem de mange og historisk berømte scener, bl.a. tamperretsscenen (se note).Den skal sidde lige i skabet, som en langtrukken pirouette.   Patrick Baurichter har det ydre med sig, men hans sprogbehandling taber indimellem pusten og forfalder til noget hjemmestrik. Der er ikke fat nok fat om Holbergs ord, selv om hele teksten er både forkortet og moderniseret.

Maskerade. Grønnegaards Teatret, 2022. Tegning af Claus Seidel.

Det musikalske er for punktvist, ikke mindst når man har en komponist med på holdet og en musiker på scenen. Det er bare ærgerligt, at musikken ikke bruges mere konsekvent, bl.a. også til at understøtte fornemmelsen af den underliggende maskerade, som jo er omdrejningspunktet. De indlagte viser virker en smule malplacerede uden at henvise til hverken Commedia dell’Arte eller andre teatergenrer.

Denne Maskerade er blevet en pæn modernisering, men savner ved premieren både sprogligt overskud og konsekvens, hvorved tempoet ikke holdes oppe og dermed svigtes den nødvendige sammenhængskraft. Men det kan komme hen igennem de næste spillemåneder. I hvert fald blev man endnu engang bekræftet i, at Holberg er en hyggelig fætter med gode synspunkter, selv om han i ”Maskerade” måske er lidt gentagende og dermed lang i spyttet. Det var jo netop det, som Carl Nielsen og co. rettede op på i operaen fra 1906.

Det store program indeholder flere artikler, bl.a. en noget ufyldestgørende artikel om Grønnegaards Teatrets 40 år. Har man, som jeg, været med på de røde publikumsbænke fra begyndelsen af 1980-erne er der en hel del ekstra detaljer, som burde have været med.

Til gengæld er teatrets egen titeloversigt et imponerende bevis. Listen havde dog været endnu mere brugbar, hvis der var nævnt instruktører, scenografer og hovedskuespillere. For det var jo dem, der bar igennem de 40 år.

Maskerade. Grønnegaards Teatret, 2022. Foto: Bjarne Staehr.

Ved premieren var der som altid mange ”kendte” ansigter og repræsentanter for det borgerlige Danmark. Men jeg så hverken bestyrelsesformanden eller direktøren for Designmuseum Danmark, to personer der var med til at lukke for Grønnegaards Teatrets fortsatte brug af Grønnegaarden, den historiske have i Designmuseet.  Alt andet lige, hvor vi dog savner Grønnegaarden og de lave, levende facader udenom. Det var den have, som tilbage fra starten i 1980-erne af scenografen Bernard Daydé på smukkeste vis blev transformeret til et udendørsteater.

Note: fra Lex.dk: 1681 blev konsistorium ved Københavns Universitet sammen med stiftamtmanden tamperret ( vdr. ægteskabssager) for Sjællands Stift. Som professor ved universitetet og medlem af konsistorium 1720-51 fik Ludvig Holberg et levende indblik i ægteskabssager, og en tamperretsscene indgår i Holbergs komedie Mascarade (1724).

NB. Jeg skal spare læseren for alle mine erindringer om Henning Moritzen som Henrik  og Jørgen Reenberg som Jeronimus.  Men deres præstationer glemmes ikke.

 

 

MEDVIRKENDE Anette Støvelbæk, Morten Suurballe, Christiane Gjellerup Koch, Laura Skjoldborg, Camilla Lau, Patrick Baurichter, Lukas Toya, Mathias Flint og Kevin Eagle Oliver (musiker)

ISCENESÆTTELSE Charlotte Munksø
SCENOGRAFI Steffen Aarfing
KOSTUMER Marie í Dali

MUSIKALSK IDÉ Charlotte Munksø og Marianne Sørensen
ARRANGEMENT OG INSTUDERING Marianne Sørensen
TEKSTBEARBEJDELSE Charlotte Munksø
MUSIKARRANGEMENTER Kevin Eagle Oliver
MANUSKRIPTKONSULENT Mette Borg

Forestillingen varer ca. 1 time og 40 minutter og spiller uden pause.

SPILLESTED:
Odd Fellow Palæets Have
Bredgade 28, 1260 København K

SPILLEPERIODE:
29.juni – 27.august 2022, man – lør kl.19.00

Haven og pladsen foran palæet er åben for picnic fra kl. 17.00

www.groennegaard.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.