Kulturkupeen

Mette F. og Joy M. har talt: kultur til halv pris – i 6 uger!

Glad kommentar af  Ulla Strømberg.

Mette F. og Joy M. har talt: kultur til halv pris – i 6 uger!

Halv pris til store dele af kulturens verden i Danmark  – allerede fra i forgårs!

Fra d.27.6. – til og med d.9.8. 2020 er der som sædvanligt gratis adgang til museer for alle under 18 år, men det nye og vilde er, at der for voksne er 50 % rabat på billetten til museer, teatre, revyer, cirkus, idrætsarrangementer  – eller for at være præcis og citere ministeriet: Foreninger, som udbyder kultur- og idrætsaktiviteter, museer, kunsthaller, spillesteder, orkestre og andre koncertudbydere med siddende publikum, teatre, Folkeuniversitetet, videnspædagogiske aktivitetscentre, som er godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet, zoologiske anlæg (herunder akvarier), som er godkendt af Fødevarestyrelsen, cirkusser, revyer, slotte og herregårde.

Men, for der er et men: Biografer får ikke tilskud – eller som det lyder med ministeriets ordvalg:  Biografer, forlystelsesparker, bade- og sommerlande, madfestivaller, større sportsbegivenheder, højskoler m.v. er ikke omfattet af ordningen. Partipolitiske og kirkelige/religiøse foreninger/organisationer er (heller) ikke omfattet af ordningen.

Baggrunden er jo den såkaldte Sommerpakke, som her midt i corona-krisen blev vedtaget af regeringen for et par uger siden, men måske druknede i strømmen af alle mulige andre tiltag.

På et tidspunkt var der bl.a. et vismandsforslag om, at udvalgte befolkningsgrupper skulle have en pæn portion penge i hånden for at kunne spendere. Det er så blevet til denne kulturelle hjælpepakke direkte til institutionerne, men med henblik på publikum og altså ikke mindst det danske publikum. Nu skal folk bare vænne sig til, at det ikke er så dyrt at gå på museum – eller f.eks. i Den Blå Planet, ude hos fiskene i Kastrup. Nu koster det ”kun” 97 kr.  for en voksen og noget mindre for et barn at bese de fantastiske akvarier.

Den blå Planet: Foto: Bogo Group.

Direktøren for organisationen Danske Museer er dog på foreningens hjemmeside bekymret og opfordrer museerne til hurtigst muligt at søge om penge, da sommerpakkens 700 millioner kroner måske ikke forslår.

Pakken må i øvrigt afføde et stort bureaukratisk udredningsarbejde, når ministeriet skal godkende og sidenhen refundere de forskellige institutioner for ca. 6 ugers aktiviteter. For hvem ved, hvad det i realiteten vil betyde. Godt jeg ikke er embedsmand.

Men det er synd for bl.a. de mange teater-, revy- og cirkusaktiviteter, som for lang tid siden blev aflyst på baggrund af corona-krisen: Cirkusrevyen, Cirkus Nemo og mange andre aktiviteter, som for mange er en del af sommerens bedste oplevelser.

Vi lever i en mærkelig tid, problemerne er slet ikke overstået, men det er imponerende at så mange inden for det kulturelle nu forsøger at genoptage et hverdagsliv, som før krisen  – dog med alle de mange hensyn, der skal tages.

Regeringen og Kulturministeriet har meldt en sommerpakke ud. Vi må blot håbe, at både kulturlivet og befolkningen kan finde ud af at udnytte mulighederne.

Af sted til halv pris, men check  på forhånd – mange steder skal der reserveres tid!

I øvrigt har vi her på kulturkupeen en lang række anmeldelser af udstillinger og tillige en sommerserie om museer, indtil  videre:

Louisiana

Danmarks Tekniske Museum

M/S Museet for Søfart

Nivaagaards Malerisamling

 

God fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *