Kulturkupeen

Michael Kvium på Arken.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Michael Kvium udnytter i en stort anlagt udstilling  på Arken cirkusverdenen til at fortælle om aktuelle politiske paradokser i Europa. En flot og imponerende  iscenesættelse.  

I flere årtier har Michael Kvium stået som en ener i dansk billedkunst med malerier af frastødende og afartede væsener med deforme legemsdele, hyppigt i gang med absurde aktiviteter forankret i gøglerverdenen.

Michael Kvium. Arken. Stand up comedy. 2016. Foto: Anders Sune Berg.Pressebillede.

 

I den nye udstilling på Arken ”Cirkus Europa” – viser Kvium en mere realpolitisk tilgang samtidig med, at hans gamle ”sprog” ikke er glemt.  En video med en veltalende og rå cirkusdirektør, spillet af stand-upperen Rune Klan,  byder publikum velkommen. Herefter afslører rum efter rum en blanding af skulpturer og malerier med både kendte og nye mærkværdige figurer som oftest i en cirkusdekoration.

Der er helhed og også klarhed over værkerne, som er blevet til igennem de seneste par år. Derfor kan det heller ikke undre, at Kvium i de sidste rum går direkte ind i den eksisterende flygtningedebat. Udstillingens stærkeste værk er nok det store ”badebillede” ( ”Beach of plenty”– hvor en dejlig badestrand er indtaget af nogle  afklædte turister,  som ses stående fra ryggen.

Michael Kvium. Arken. Udsnit af billedet Beach of Plenty. 2017. Foto: US.

Personerne stirrer passivt ud på havet, hvor en redningsflåde med flygtninge strider mod det let oprørte hav. Tæt på land kæmper en enkelt mand for sit liv i bølgerne.

Michael Kvium. Arken. Udsnit af billedet Beach of Plenty. 2017. Foto: US.

I dette billede er Kvium helt på linje med den kinesiske kunstner Ai Weiwei, der over sommeren i flere måneder har udstillet mange hundrede redningsveste på Charlottenborgs facade ud mod Nyhavn. Vi ser på katastrofen, iagttager den, men forbliver handlingslammede. Så enkelt er det.

Michael Kvium. Arken. Alien aftermath.  2017. Detalje. Foto: Lars Beyer. Pressebillede.

I de følgende udstillingsrum fortsætter Kvium ad flygtningesporet suppleret med cirkus-metaforen for at lade sidste rum være fyldt med en labyrintisk ophængning af de velkendte, kødformede deformiteter. Oven på det store badebillede virker det ganske stærk.

I det velillustrerede katalog er der en fin samtale imellem Kvium og forfatteren Carsten Jensen, hvor Carsten Jensen bl.a. spørger om publikum skal tro, at det er helt nye tanker, Kvium demonstrerer, eller der blot er tale om en form for kontinuitet. Kvium svarer ganske ærligt: ”Det er sådant set et fedt for mig, hvis de bare kan mærke det, jeg gerne vil have, at de skal mærke. Mit ærinde som kunstner er ikke at overbevise nogen med en anden politisk holdning. Jeg tror ikke, kunst kan ændre verden, men kunst kan måske oplyse og åbne op”.

I katalogets indledningstekst, skrevet af to kunsthistorikere, skydes nok over målet, hvad angår formidling, når der jongleres med ord og begreber som det affektive, det performative og det teatralske. Jeg blev lidt rundtosset, for kunsten bliver sjældent klarere, fordi den får et par fremmedord med på bagsiden og slet ikke, når det måske ikke er nødvendigt.

Men udstillingen er pågående og  relevant.

Michael Kvium. Arken.
Illusion..2016. Foto: Anders Sune Berg. Pressebillede.

Kviums interesse for teaterscenen og manegen har i øvrigt været tilstede igennem hele hans kunstneriske virke. Fra de tidlige dage på værkstedet Værst bl.a. sammen med Christian Lemmerz, hvor de skabte en række performances som også er bevaret på film og fotos. Absurde, frastødende og mærkværdige var de forskellige værker, som bl.a. i ”Grød” foregik i et virkelighedsnært køkken, hvor folk var i gang med at myrde hinanden – eller en hel margarinekrig blandet op med mærkelige gevækster. Siden blev Michael Kvium en meget beundret scenograf og forløste flere koreografers tanker på både foruroligende og formidabel vis i samarbejde med Rhea Leman i 1995 og Tim Rushton i 2007. Mest opsigtsvækkende og anderledes, men helt i tråd med Kviums kunstneriske formsprog var en række scenografier på Betty Nansen Teatret: Black Rider (1998), ”Alice i Eventyrland” (1997) og ”Store Bastian” (2001).Her blev Kviums indsats en væsentlig og afgørende del af teaterforestillingernes  gennemslagskraft.

Udstillingen på Arken er en moden kunstners kommentar til en verden, der om ikke er af lave, så i hvert fald står over for adskillige problemer. Med denne kontante kurs er der nok at tage fat på for Kvium. Og vi venter spændt på, hvor Kvium næste gang placerer sine radarøjne.

www.arken.dk

Udstillingen kan ses fra d.2. september 2017 – 14.1. 2018.