∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Min Far på Folketeatrets Turné.
Ole Thestrup i superform – som gammel og dement.
Min Far med Ole Thestrup. Pressefotos: Thomas Petri.
Det er ikke sjovt at blive gammel, det er ikke sjovt at blive senil, det er ikke sjovt at være dement, og det er slet ikke morsomt at være lidt konfus og at have svært ved at skelne imellem dit og dat – uden at ville indrømme det.
Sådan er det bare, uafvendeligt, uhelbredeligt. Man er heldig, hvis datoen for, hvornår alderen, forvirringen og afmagten sætter ind, kan skubbes lidt ud i fremtiden.
Det var med modvilje at jeg gik ind at se ”Min far”. Åh, det er jo ikke til at holde ud, tænkte jeg på forhånd!
Men forestillingen er løst på en meget fin og hyper æstetisk måde af alle fra instruktøren Geir Sveaass, scenografen Marianne Nilsson til alle skuespillerne med Ole Testrup til en hel guldmedalje.
Min Far med Ole Thestrup m.fl. Foto: Thomas Petri.
Manuskriptet er ikke ueffent. Vi ser og hører faktisk det, der sker inde i hovedet på den smådemente André. Ole Thestrups spil er imponerende, ned i hver en detalje kommer han, som om han allerede har været der. Vi ser verden med hans øjne og ører. Og forstår lidt efter lidt hans reaktioner. Det hele virker som en gentagelse. For de har jo lige været der, og det hun siger nu, har hun jo allerede sagt, etc.
Datteren fortæller, at hun skal til London. Lidt senere skal hun ikke til London, og er også en helt anden person. ”Hvem er hun egentlig gift med? Ham Thomas, hun blev skilt fra eller den nye Pierre? Og hvem var det, som var så ubehagelig lige før? Hvor bor jeg egentlig? Er det min stol? Og hov, nu er vi jo på et andet sted med en sygeplejerske.”
Alle disse tanker, som vendes og drejes, kommer igen og igen i tilbagevendende små optrin. Det vil være ubærligt, hvis det ikke var for scenografen Marianne Nilssons kliniske grå univers. De er alle i gråt. Smukke grå nuancer i stole, borde, tøj, gulv og en blød kurvet baggrundsvæg. Kun André, Ole Thestrup, er i farver Først i pænt tøj, men når den totale afmagt sætter ind, i pyjamas. Meget begavet tænkt og løst.
Min Far med Ole Thestrup m.fl. Foto: Thomas Petri.
Stykket er skrevet af den kun 37årige franske forfatter Florian Zeller og giver gode mindelser om de fantastiske 1970ere og 1980erne, hvor de guldrandede engelske og amerikanske dramatikere kunne skrive tekster, så det var en fryd. Denne tekst er ikke raffineret som hos Pinter, slet ikke, men det er gedigent håndværk, der er løftet op af Geir Sveaass og skuespilleren Ole Thestrup. Uden Ole Testrup ville der ikke være noget, mens Anette Støvelbæk og de andre løfter pænt, selv om de ikke har så meget at rive i.
Min Far med Ole Thestrup m.fl. Foto: Thomas Petri.
Forestillingen lægger op til det store kaffebord bagefter – hvor man kan losse alle sine indeklemte frustrationer af om angsten for at blive gammel – og erindringen om forældre, bedsteforældre og andre slægtninge, der har været igennem turen fra at være velfungerende samfundsborgere til at være reduceret til meget, meget lidt.
Ps. Forfatteren Florian Zeller er fransk, født i 1979 og har for forestillingen ”Kære Fader” vundet flere priser. Stykket har gået sin sejrgang i både Frankrig og England. Og det fortjener det.
Folketeatret. På Turné – siden på Hippodromen.
Forfatter: Florian Zeller
Oversættelse: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Instruktion: Geir Sveaass
Scenografi: Marianne Nilsson
Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz
Medvirkende: Ole Thestrup, Anette Støvelbæk, Morten Hauch-Fausbøll, Kristine Yde, Morten Lützhøft, Karin Bang Heinemeier