Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Velkommen i AA land.

Johanne Louise Schmidt er formidabel som den sprit- og stofafhængige skuespillerinde i det engelske stykke ”Personer, steder  og ting”. Og i Rune David Grues instruktion og Jonas Flys scenografi er det blevet til interessant og gedigen teaterkunst, som lægger op til både diskussion og eftertænksomhed. Hvad er det vi gør ved os selv, ved omgivelserne og ved det liv, vi nu engang har fået?

Pressebillede
Pressebillede

Stykket er engelsk og bliver i denne version til en afspejling af det univers og den verden, som hun, hovedpersonen, befinder sig i. Omtåget af sprit og stoffer og alligevel ved bevidsthed kæmper hun en brav kamp for at nå ud på den anden side af misbruget. Men hvad hedder hun egentlig? Er det Sarah, Emma, Nina eller noget helt fjerde? Hun vil gerne være anonym, for hun er jo en offentlig person og noget helt særligt, tror hun. Men sådan er det jo ikke. Alle er specielle, som de træder frem af cirklen, disse anonyme skikkelser, som hun møder på afvænningsklinikken.

Så sidder de der i rundkreds og skal DELE: ”Hej, Jeg hedder Emma”. ”Hej, Emma,” siger de andre mekanisk, som var de dukker. For alle har prøvet det så mange gange, at skulle sige goddag til en ny, selv at sige goddag til nye, starte forfra i en uendelighed.

Et hamsterhjul, kunne scenografien have illuderet – i stedet er det blevet til et meget velfungerende, smukt rum med søjler eller lygtestandere, hvor personerne kan træde frem, når der er brug for dem. Først indsnævret som et klunkehjem, da hun midt under en scene i ”Mågen” bliver forvirret og mister fornemmelsen af tid og sted. Hun spiller Nina, Tjekhovs ulykkelige pige, der må ty til flasken, fordi skæbnen ikke har gjort hende lukkelig. Så derfor skal vi langt hen i scenen for at finde ud af, om hun blot spiller den fordrukne Nina – eller…

Johanne Louise Schmidt. Pressebillede.
Johanne Louise Schmidt. Pressebillede.

Derfra går historien videre til klinikken, hvor gardinet falder – og søjlerne står med hvid baggrund, for at scenen til sidst kan stå afskrællet. Det store tomrum. Og alt det får scenografen Fly stilfærdigt markeret.

Egentlig er det kun hovedpersonen, som udvikler en vis personkarakteristik. De andre er blot redskaber, eller forbliver skabeloner, fordi hun ikke evner at se andet end sig selv? For hele forestillingen er tilsyneladende anskuet fra hendes synsvinkel.

Stykket kan ses som portrættet af en ulykkelig kvinde, der forsøger, med alle odds mod sig, at holde fast i livet.

Johanne Louise Schmidt gør det dybt overbevisende, nuanceret, rent, uskyldigt og kan nu tilsyneladende spille alle roller – også de neurotiske. Da hun var Hedda Gabler for få år siden, var hun stadig lidt for ”sund”, men har nu så mange farver i både krop og stemme, at hun kan bevæge sig fra ren glæde, over neurotisk opstemthed til uudslukkelig sorg. Godt gået, har man lyst til at sige om en skuespillerpræstation, der igennem to en halv time viser uafbrudte svingninger fra nul til 100 og tilbage igen – uden mislyde. En kunstnerisk præstation, som også er instruktøren Rune David fortjeneste.   I øvrigt er hans iscenesættelser generelt så velovervejede og tilpassede, at de må aftvinge respekt.

Det hele kunne nemlig nemt have været afsporet i denne forestilling og gået ud i alskens karikaturer af afhængige og hospitalsindlagte misbrugere. Lidt spil på galleriet får Jens Jørn Spottag dog lov til i bedste Jack-Nicholson-gøgeredestil, mens både Benedikte Hansen, Esben Dalgaard samt den unge Thue Ersted Rasmussen klarer det kliniske med stor overbevisning. For egentlig er de blot brikker i et terapiforløb: ”Hej, jeg hedder….

Johanen Louise Schmidt og Jens Jørn Spottag. Personer, steder og ting. Pressebillede.
Johanne Louise Schmidt og Jens Jørn Spottag. Personer, steder og ting. Pressebillede.

Det Kongelige Teater har gjort er godt valg ved at sætte dette stykke på scenen, men der er ikke noget trykt program, og det er nok dumt. Eller også har teatret for en stund nulstillet programproduktionen. Og det er til gengæld godt. Det seneste program til ”Ødipus og Antigone” var nærmest ulæseligt. Bogstaverne var så små på mørk baggrund og billeder så grumsede, at de lignede, jeg ved ikke hvad. Og tidligere har ikke mindst operaprogrammerne været ret karrige med oplysninger. Så alletiders hvis nationalscenen bruger penge på at tænke forfra eller blot skele til andre teatre, som faktisk kan trykke læselige og læseværdige programmer. Og tag gerne hjemmesiden med.

I øvrigt  er forfatteren Duncan Macmillan  født i 1980  og er en succesfuld engelsk dramatiker, som skrev stykket ”Ilt”, der har gået på Husets Teater, og han stod bag dramatiseringen af Orwells ”1984”, som Betty Nansen Teatret spillede. Lige nu er et af hans stykker på Schaubühne i Berlin, men han også har været spillet i Londons Westend.

Der kunne i teatrets materiale  snildt have været nogle statistikker om alkohol og stofmisbrug i Danmark, i England, blandt unge og gamle. Se, det havde også været brugbart – men selvfølgelig kan vi selv google – også hvad teatrets nye skuespillere har bedrevet i deres liv, veteranen Jens Jørn Spottag og Esben Dalgaard.

Men måske er det der på hjemmesiden – gemt væk for os – jeg har i hvert fald ledt forgæves.

Men for at gentage:  ”Personer, steder- ting” er en meget seværdig forestilling, som også kan bruges af og til unge mennesker. Der er nok at diskutere.

Tekst: Duncan Macmillan

Iscenesættelse: Rune David Grue

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Lysdesign: Clement Irbil

Oversættelse: Simon Boberg

Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Benedikte Hansen, Esben Dalgaard, Jens Jørn Spottag, Thue Ersted Rasmussen m.fl.

www.Kglteater.dk