Kulturkupeen

Mindeord om Carsten Thau, arkitektur- og idehistoriker.

Af Ulla Strømberg

Mindeord om Carsten Thau, arkitektur- og idehistoriker.

Carsten Thau blev kun 73 år, men nåede igennem de seneste årtier at sætte sit personlige præg på det offentlige debatniveau, når det gjaldt arkitektur og byrum på alle niveauer.

Fra 1996 var han ansat på Arkitektskolen i København, de sidste mange år som professor i arkitekturens teori og historie. I årene før var det på Arkitektskolen i Aarhus, at de studerende nød godt af hans enorme viden, som han evnede at sammenholde og transformere til en besnærende og moderne samfundsanalyse. Han var uddannet på Universitetet i Aarhus med efterfølgende studier i både Frankfurt am Main og i Cambridge i England. Han var i øvrigt aarhusiansk teateranmelder ved Dagbladet Information i 1980erne, blot for at nævne hans bredde.

Forsiden til bogen Arne Jacobsen af Carsten Thau og Kjeld Vindum.

Den store, grundlæggende og ultimative bog om Arne Jacobsen, fra 1998, skrev han sammen med Kjeld Vindum, og en fascinerende filmbog, der inddrog mange andre kunstområder: ”Filmen som verdensteater, omkring Peter Greenaway” (1995) blev til i samarbejde med kollegaen Anders Troelsen.

Carsten Thau var en polyhistor i gammeldags forstand. Han vidste det meste om alt, herunder også om de nyeste tendenser inden for de fleste kunstarter. Hans retoriske evner og hans sprogbehandling fik tilhørerne op på naglerne. For det var nødvendigt at være årvågen, når Thau kastede sig ud i overraskende beskrivelser af byrummets liv og måske død. Det kunne man bl.a. opleve, da han holdt den fine tale ved Akademiets Årsfest engang i 1990erne med bl.a. Dronningen på tilhørerpladserne. Her havde han en malende og meget sand beskrivelse af et fremtidsscenario for området omkring Kongens Nytorv. Thau beskrev, hvordan halvfulde svenske turister var det eneste liv tilbage i gaderne omkring de forladte, historiske bygninger, som ville blive drænet for liv, hvis stål og glas indtog Bremerholmen.  Eller da han måske som den eneste nåede at fremprovokere en kunstnerisk stillingtagen hos den første direktør på kunstmuseet Arken, Anna Castberg. Ved samme debat på Arken og sendt i Radioen kunne han igen malende sammenligne det danske museumspublikum med lemminger, der nu skulle drives fra det nordsjællandske Louisiana ned til sydkystens Arken, hvor de kunne kaste sig i vandet.

Også ved en radiodebat, denne gang om Guldalderen, kunne Thau blæse to velbevandrede kunsthistorikere af banen, da han tilsyneladende kendte til den særlige opskrift på mørtel, som håndværkerne brugte ved opførelsen af C.F. Hansens råd- og domhus i begyndelsen af 1800-tallet.

Sammen med Carsten Thau blev man klogere på det meste. Vi må håbe, at han forstod vores taknemlighed.

2 tanker om “Mindeord om Carsten Thau, arkitektur- og idehistoriker.

  1. Anne Krebs

    Carsten Thau var en ualmindelig dansker, der sammentænkte fag på tværs af deres grænser til et nyt meningsgivende niveau, der lettede udsynet og kastede lys over både emnets kontekst, aktuelle forudsætninger og mulige konsekvenser.
    I 70’erne på Kunstakademiets Arkitektskole tog vi til Århus for at høre hans forelæsninger – ingen nåede ham til knæene. Noget han tilsyneladende ikke selv lagde mærke til
    Han var et ualmindeligt menneske. I 70’erne, da ungdomskulturen som massefænomen etablerede sig især rundt om musikken – havde han også groupies – hvilket ellers kun popstjerner havde. Hans forelæsninger
    begejstrede så mange, at han havde mange ‘følgere’ 30-40 år inden de sociale medier gjorde noget sådant nemt.
    Det er et kæmpe tab. Jeg håber, at hans forelæsninger og virke er optaget og bevaret og at materialet må blive gjort tilgængeligt for mange så hurtigt som muligt, fordi – selvom han sørgede for en forankring i fortid og nutid, så var hans fokus ofte aktuelt eller fremtidsorienteret. Derfor skal vi studere hans produktion nu.
    Men han og hans virke rækker langt ud over tid og sted

    1. Ulla Forfatter

      Tak Anne Krebs for de sande ord. Selv lærte jeg først Carsten Thau at kende i begyndelsen af 1980erne. Og første gang han medvirkede i en af mine radioudsendelser, var det i et portræt af Aarhus Festuge. Her kom barer, teatre og anden underholdning til at være ligeværdige i en postmodernistisk sammenhæng, hvor Habermas’ ånd svævede over det hele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.