∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kunsthistorikeren Tom Hermansen: ”Hvor Folk Færdes”, 50 kunstudsmykninger fra Ny Carlsbergfondets historie. Ny, stor bog.
Måske er det godt, at mange af de udsmykninger, som bl.a. Ny Carlsbergfondet har betalt, henlever et stille liv langt væk fra offentlighedens interesse. For tænk, hvis der nu var noget stødende i et eller flere af motiverne. Så ville selvbestaltede billedstormere måske gå til angreb. Dette skrevet med et smil, men vi lever i en tid, hvor alt kan ske, også inden for noget så tilsyneladende uskyldigt som offentlige udsmykninger. Tag eksempelvis ”Den sidste Nadver ” af Leonardo da Vinci, hvor mange kvinder er egentlig afbildet? Nul. Bare ikke feministerne opdager det.
Og det apropos en ny bog om 50 offentlige udsmykninger betalt af Ny Carlsbergfondet.
Ny Carlsbergfondet
I disse år får Ny Carlsbergfondet lidt efter redegjort for sit mere end 100 årige virke. Det er godt, og det er sikkert heller ikke billigt. På Glyptoteket har gode udstillinger med fyldige kataloger i de senere år beskrevet de forskellige medlemmer af Jacobsendynastiet og ikke mindst deres kunstneriske præferencer. Ved jubilæet i 2002 kom der store bogværker om fondets virke, og nu har kunsthistorikeren Tom Hermansen skrevet ”Hvor Folk Færdes”, 50 kunstudsmykninger fra Ny Carlsbergfondets historie.
Lidt provokerende er den nuværende forkvinde for Ny Carlsbergfondet, tidl. museumsdirektør på Glyptoteket, Christine Buhl Andersen, i forordet, hvor hun beskriver den offentlige modstand, som har ytret sig rundt omkring i verden, senest i forlængelse af Black Lives Matter bevægelsen: ” Modstanden virker voldsom med kæntrede monumenter og krav om tvangsfjernelser. Men er dette udelukkende skidt? Ikke, hvis vi betragter kunst som noget, der skærper vores dannelse.”
Tom Hermansen er ansat i fondet. Det sætter naturlige grænser for, hvad han må, og hvad han selv ønsker, at fortælle. Denne bog om Ny Carlsbergfondets indflydelse på det offentlige rum står derfor i skarp kontrast til det ”selvportræt”, som forlaget Gyldendal selv bekostede sidste år hos skribenten Pernille Stensgaard. Her blev der åbnet vinduer ind til ganske slibrige detaljer hos bogmafiaen. Sådan er det ikke her.
Ny Carlsbergfondets indflydelse kan næppe overvurderes. Men det ville da være interessant, hvis man tydeligt kunne aflæse den skiftende smag, som de forskellige fondsformænd og fondsmedlemmer har haft mulighed for at markere sig med. Men nej. Heller ikke hvilke kunstnere, der er blevet tilgodeset på bekostning af andre. Brikkerne må vi selv lægge sammen, og de 50 udvalgte udsmykninger er så få i forhold til de mange, som fondet har finansieret, at det ikke giver et klart billede. En samlet oversigt havde været fantastisk.
Jean Gauguin: Radioguden. Stærekassen. Udsnit.
Forfatteren
Bogens lidt prunkløse titel, ”Hvor folk færdes”, lover ikke mere, end den holder. Så man sidder nok tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål for at få overblik over den rige kunstfonds indflydelse på det offentlige rum i Danmark.
Til gengæld er Tom Hermansens stilfærdige indføringer i de halvtreds udvalgte værker velskrevne og fri for det sædvanlige kunsthistoriske klichesprog som ”at insistere på kunsten” eller ”udfolde sig inden for flere praksisser”. Tak for det.
Tom Hermansens åbningskapitel favner bredt og beskriver fondet og forskellige aspekter ved både fremgangsmåde og på udvalg af kunstnere: Troels Trier over Johannes Larsen til Per Kirkeby, John Kørner, Viera Collaro og til en udenlandsk kunstner som Carsten Hoeller. Det er ham, som har leveret en rutsjebane til DAC i BLOX, det store kasseformede glasmonster ved Københavns Havn. Hermansen understreger, at alle udsmykningerne er resultatet af stort slid og dedikation. Også diverse skoler og menighedsråd har igennem årene udvist engagement og udholdenhed og har ikke altid taget et nej for et nej. Men det springende punkt, hvem der vælger kunstnerne, danser bogen graciøst hen over, for det er vist primært det til enhver tid siddende tremandsråd, som også har udgjort de skiftende bestyrelser. Men forfatteren skal ikke hænge nogen ud – heller ikke afdøde medlemmer og slutter efter sit mangeårige research-arbejde med udsmykningerne: ”…om de er kedsommelige eller forsigtige, vil være op til læseren af denne bogs udvalgte udsmykninger at bedømme. ” Ærlig snak.
Fra sport til kirke
De 50 udvalgte udsmykninger er delt ind i forskellige emner: Sport, oplysning, kirker og mange flere. Det betyder, at den store kronologi forsvinder, men til gengæld kan man undersøge sit eget interessefelt.
udsnit af Wilhelm Lundstrøms udsmykning af Frederiksberg Svømmehal.
Under sport er Wilhelm Lundstrøms mosaikudsmykning fra 1938 til Frederiksberg Svømmehal stadig ikke til at komme udenom. Og det synes som om, at netop mosaikteknikken er med til at gøre et værk rent teknisk meget langtidsholdbart og måske også motivmæssigt. For Else Alfelts store mosaik på Th. Langs Hf & VUC fra 1965 synes stadig dugfrisk (ifølge både tekst og affotograferinger).
Det er slående, hvor naturefterlignende for ikke at sige naturalistiske mange af udsmykninger tager sig ud. Det bemærkelsesværdige er, at de fleste udsmykninger stræber efter ”at ligne”, selv om kunstnerne bag ellers kan være nærmest abstrakte i deres formsprog. Mest tydeligt er det måske hos billedhuggeren Hein Heinsen, der fik til opgave at skabe en Ansgarfigur til den omlagte plads ved Ribe Domkirke. Hein Heinsen har i årtier været tro mod sit personlige kunstneriske udtryk, som har været ganske påvirket af bl.a. Brancusi. Men med Ansgarfiguren fremstår en mand, der ligner en mand og blot kommer til at bære på nogle udefinerlige objekter, som dog viser tilbage til Heinsens generelle genstandsophobninger i de ellers abstrakte skulpturer. At Heinsen i øvrigt er teolog og har udsmykket en række kirker, nævnes blot, men kunne have tydeliggjort hans arbejdsform og ikke mindst fortolkningsmulighederne.
Ansgar figur af Hein Heinsen foran Ribe Domkirke. Foto fra Ny Carlsbergfondet.
Også i Per Kirkebys udsmykning af en ny bygning på Aarhus Universitets Campus ”ligner” udsmykningen meget mere end hovedparten af Kirkebys værker, om det så er vægudsmykninger, malerier eller skulpturer. Og hvorfor nu det? Det får vi ikke styr på i bogen. Men da jeg selv gik rundt med Per Kirkeby i 2001 i den tomme bygning, få dage før den officielle indvielse af udsmykningen, viste Kirkeby mig demonstrativt de menneskelige fødder, som kunne ses øverst oppe i bygningen. Var det apostlene eller blot nogle vandringsmænd? Det fik jeg ikke svar på. Men at der var mange hemmeligheder i den udsmykning, var hævet over enhver tvivl og ligeså var en vis religiøsitet mere end i anmarch.
Holstebro, Maren og Giacometti
Hvor mange penge, Ny Carlsbergfondet har lagt på bordet ved de enkelte udsmykninger, forbigås ved de fleste udsmykninger. Men den fine og kendte Giacometti-skulptur i Holstebro: ”Kvinde på kærre” fra 1942 indkøbt i 1965 og opstillet i 1966, er lidt af en undtagelse på alle måder. Fondet betalte kun ca. 25 % af indkøbsprisen på 210.000 kr. Værket var da allerede 23 år gammelt og blev købt på et galleri i Paris. Hele ideen var opstået hos Holstebros kulturkonsulent, den velestimerede kunsthistoriker og forfatter Poul Vad. Tom Hermansen har i dette tilfælde en fin kunsthistorisk analyse af værket, og citerer bl.a. Jean-Paul Sartre for at have skrevet: ”Han (Giacometti) skaber en figur ”ti skridt borte”, ”tyve skridt borte” … Og denne blanding af nærhed og fravær og afstand er generel for alle Giacomettis skulpturer og såmænd også for hans stregtegninger og malerier. Mennesket eller figuren bliver uhåndgribelig. Men Tom Hermansen får ikke den interessante historie med, om hvordan Holstebros borgere i den grad har taget figuren til sig. Der er ligefrem skrevet en hymne til den magre kvinde, som i daglig tale kaldes for Maren. At hun også har fået en elevator, hvori hun sænkes ned hver aften under jordoverfladen og igen hver morgen hejses op, hører med til den samlede historie. Holstebro by vil passe på sin skulptur, som, selv om der findes fire andre eksemplarer rundt om i verden, alligevel i dag måske er en halv milliard kroner værd. Figuren har selvfølgelig også sin egen hjemmeside: www.marensvenner.dk og sin egen venneforening.
Andre offentlige udsmykninger har vist ikke på samme vis evnet at få fodfæste og kulturpolitisk betydning.
Som man læser sig igennem ”Hvor folk færdes” bliver man erindret om, hvad kunst kan betyde. Men som forfatteren indledte med at antyde, er der også nogle lidt traurige, måske ligefrem kedsommelige, værker rundt omkring, hvor vi kommer forbi.
Bogens aktualitet
I øvrigt er bogen helt aktuel, hvad angår afsnittet om Stærekassens udsmykning. For det er ikke mange dage siden, at Realdania har lagt 120 millioner kroner på bordet for at omdanne den fredede bygning med et hav af indimellem problematiske udsmykninger til et oplevelsesland for børn. Så kan man jo selv vurdere, om det lader sig gøre at skabe den rette børnestemning med Radioguden i velkomsthallen.
Bogen er stor, tung og nydelig med et effektivt noteapparat. Alle billeder er på det nærmeste nye af fotografen Anders Sune Berg. Men det er ikke altid, at de yder udsmykningerne og værkerne retfærdighed. Der er lidt tungsind over både formater og farveholdning i bogen. Det er lidt ærgerligt, men følger den trend, der for tiden er med danske kunstbøger: de bliver større og større, men rent grafisk er de som regel bagudskuende.
Udk. 22.1.2021
349,- kr. vejl.pris.
Strandberg Publishing i samarbejde med Ny Carlsbergfondet.