Kulturkupeen

Miraklet 1996-2006 – ny filmbog af Per Juul Carlsen

 

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Miraklet 1996-2006 – ny filmbog af Per Juul Carlsen.

Julegaven til alle filmentusiaster, nørder etc.

Det er fornøjelig læsning på i alt 636 sider – med kraftige skrifttyper og i stribevis af fotos, primært fra de film, som de fleste danskere har taget til deres hjerte: ”Festen”, ”Italiensk for begyndere” og ”Den eneste Ene”.  Men det er ikke kun en håndfuld gode film, der kom frem i det tiår. Det var et kæmpe kurv fuld af danske film, som takket være forskellige omstændigheder blev produceret og sendt ud i hele landet og indimellem verden.

Per Juul Carlsen var for få år siden manden bag fremragende filmanmeldelser i DR radio og anvender i bogen den samme stil. Han synes at elske sit filmstof og er i stand til uden dikkedarer at smitte læseren (og lytteren)  med sin entusiasme.  At han også har interviewet en masse mennesker, er nok klogt, men de direkte udsagn er såmænd ikke så nødvendige for at forstå sammenhængen. For de interviewede husker mest festerne, skænderierne og måske nogle komiske episoder på optagelserne, bl.a.  hvordan koen blev skudt i ”Blinkende Lygter”, Anders Thomas Jensens film, der siden hen blev lidt kultagtigt, takket være både replikker og nogle unge, fremragende skuespillere.

 

Per Juul Carlsen har gemt sit eget ego langt væk. Der er ikke et eneste jeg i den omfangsrige bog, så læseren får ikke at vide, om forfatteren var med i poolen hos Ålen i Cannes eller på anden vis aktiv i de vilde år i Avedøre, hvor filmselskaberne Zentropa og Nimbus holdt hinanden i skak, og der blev drukket og festet.

Bogen er delvis kronologisk og synes meget logisk i disponeringen, men nogle lidt for sjove overskrifter og en mystisk layout vanskeliggør faktisk læsningen. For en bog på 600 sider om ti år i dansk film med omtaler af mere end måske 200 film er også et opslagsværk, og i den funktion fremstår bogen for flimrende.

Men lad hovedpersonerne komme på banen, for udover Lars v. Trier, Thomas Vinterberg, Susanne Bier, Lone Scherfig og m.fl. er der nogle vigtige personer, som ikke har fået så meget spotlys:

Filmskolen var ikke meget værd, da den fotografuddannede Henning Camre overtog ledelsen i 1975. Han fik ikke alene sat skik på det meste, men strukturerede uddannelserne, så alle på en årgang lærte at samarbejde med de andre fag. Han  gjorde uddannelserne flerårige, skaffede ekstra penge og fik tilføjet en producerlinje, der blev helt afgørende for de efterfølgende års succesfulde produktion.

Trier gik på skolen, men var vist en vanskelig elev, har tidligere Peter Schepelern beskrevet i flere bøger. Trier overlevede, og resten er vel historie med deltagelsen i Cannes  allerede i 1984, efterfulgt af de store successer i 1990erne, hvor  ”Idioterne” er en del af dogmeprojektet, mens resten blev internationalt produceret.

Her synes Per Juul Carlsens nøgterne journaliststil befriende – for heller ikke han kommer med en et svar: hvad handler ”Idioterne” om, hvad er pointen?

Andre film som siden ”Blinkende lygter” burde egentlig få samme behandling, hvad er pointen?

En anden hovedperson, ansat af Henning Camre, er Mogens Rukov, der på Filmskolen underviste i manuskriptskrivning. Han var intellektuel (vist nok), kæderyger og yderst karismatisk. Hans navn står på ”Festen”, men ellers har han måske mest være en baggrundsfigur, men sammen med Camre er det altid ham pilen peger på, når ”Miraklet” skal forklares, både i denne bog og andre steder.

På samme vis er det svært at forstå, hvad Ålen, Peter Aalbæk Jensen, bedrev, dengang det hele kørte på høje nagler i Zentropa. Også han var og er karismatisk, men med en utæmmet vildskab, som de seneste års #Metoo bølge har forsøgt at få bugt med. Var det regnskaber, fundraising, projektstyring eller noget fjerde, der var hans spidskompetence i de lykkelige dage?

I de første mange år var det mænd, der styrede den danske filmverden, og så sent som i slutningen af 1990erne står der bl.a. i Dagbladet Information, at “fire stærke mænd” sætter sig på Filminstituttet med Henning Camre som ny direktør i spidsen for det hele.

Henning Camre havde i 1992 forladt filmskolen og boede i fem år i London, hvor han også var leder af en filmskole.  Nu skulle han hjem og redde filmbranchen endnu engang. 4 mænd i spidsen. Det ville ikke gå i dag – og slet ikke efter en stor og stærk gruppe af kvindelige filminstruktører har vist nye veje for dansk film inden for alvorlige som muntre genrer:  Susanne Bier: ”Den Eneste Ene”, Lone Scherfig:”Italiensk for begyndere”,Hella Joof med bl.a. ”En kort en lang” og Paprika Steen senest. Flere og yngre kvindelige kræfter er kommet til de seneste ti år.

Denne nye magtforskydning diskuteres desværre ikke nok i bogen. Det er ærgerligt, for  den markante kvindebølge fortjente nogle filmhistoriske ord med på vejen.

Per Juul Carlsen sætter punktum ved 2006. Tiderne skifter igen, nye trends er på vej, men som alle ved, er der siden produceret film af højeste kvalitet og med international bevågenhed: ”Hævnen” og ”Druk” bl.a.  Filmfesten er ikke slut, den har bare ændret karakter.

Bagest i bogen er der en layout-mæssig udfordrende liste over alle de danske film, der er blevet produceret mellem 1996 og 2006. Denne oversigt måtte gerne have været på helt almindelig vis med vandrette linjer etc. Ligeledes ville en oversigt over kilder, litteratur og interviewede personer have været et stort plus. Nok er Per Juul Carlsen journalist, men han ved det meste og kunne godt dele kilder m.m. med læserne.

En ekstra oversigt til allersidst er helt uforståelig. Ved ikke helt, hvad det går ud på.

PS: Skal man være pedantisk – så er ”Kongekabale” (2004) ikke optaget på Christiansborg, men på Københavns Rådhus.

Dog er bogen en oplagt julegave til de fleste filminteresserede.

 

Personlige kommentarer apropos Miraklet 1996-2006. US.

 Selv om Per Juul Carlsen på eksemplarisk vis holder sig selv udenfor, er der sikker mange, der selv husker tilbage på dansk films kronede dage.

Nok var og er teater- og filmbranchen adskilte, men der skete så meget inden for filmgenren tilbage i ikke mindst 1990erne, at  en Lars v Trier og flere andre  bare var godt stof i alle kulturelle sammenhænge.

Da Lars von Trier i 1984 modtog en teknisk pris ved Cannes-festivalen for debutfilmen ”Forbrydelsens element” var både han og prisen helt ukendte.  Jeg var på Radioavisen og skulle sent om aftenen sikre mig, at oplysningerne om pris og kunstner var korrekte, så de kunne nå de sene nyheder.Fra da af var Lars von Trier almen viden.

Før Dogmebølgen, før de andre nyeste Oscar-successer som ”Hævnen” og ”Druk”, var Danmark allerede i 1991 et accepteret og værdsat filmland i USA, bl.a. takket være Gabriel Axels Oscar for ”Babettes gæstebud” i 1988 og Bille Augusts Oscar i 1989  for ”Pelle Erobreren”. En dansk journalist kunne derfor nemt få adgang til den store filmfejring i Los Angeles.  

I begyndelsen af den nye bølge var der også en vis afsmitning imellem teater og film. Jeg husker bl.a. en debat på Aveny Teatret omkring 1992. Malene Schwartz var direktør, og Lars von Trier talte om vanskeligheden ved at instruere skuespillere. Her sagde Trier noget lignende som: ”Jeg kan godt instruere skuespillere, for da jeg var yngre, arbejdede jeg som småbørnspædagog!” Vild opstandelse og vrede blandt teaterfolket.    

I 1995 var der endnu mere grøde i dansk Film, og den nye adresse i Gothersgade for et samlet Filmhus varslede spændende tider. Ved en af de mange kulturdebatter, jeg holdt for DR radio, P1,  var vi rykket ned i kælderen i den nye, endnu ikke indviede biograf. Her sad i panelet ikke mindst en ung, charmerende Thomas Vinterberg. Han viftede med et stykke papir og talte om det ukendte ”Dogme 95”. Problemet var, at de manglede penge, 10-12 mill. kr. Nede i salen rejste en mand sig op og præsenterede sig: Chr S. Nissen, DRs generaldirektør:” Vi vil godt gå med”. Så var der skaffet midler, og kimen lagt til realiseringen af projektet og et samarbejde, som vist også sikrede DR visningsret få måneder efter biografpremieren på dogmefilmene. Mere modstand var der ikke uden for de helt snævre filmkredse. 

 

Den danske filmverden blev et “Mirakel”. Det flød med troen på filmkunsten. Gad vide, hvordan det står til i dag?

MIRAKLET 1996-2006: TI ÅR DER FORANDREDE DANSK FILM af Per Juul Carlsen

636 sider

 

Book Lab, udkommet nov. 2023. ’

www.booklab.dk

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *