Kulturkupeen

Misery på Revolver, den ny scene på Teater Republique.

∗∗∗∗∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

 

Oplev mørke skyer og snigende uhygge i ”Misery” på Republique.  En Kvindelig dr. Jekyll/mr. Hyde har slået sig ned på Østerbro. Ingen kan vide sig sikre.  

Alle ingredienser til en gyser er til stede i denne dramatisering af Stephen Kings roman af samme navn. Et lukket rum, to personer, den ene gal, den anden hjælpeløs, og så er det bare om at tage ned fra alle hylder i horrorshoppen.  Og det gøres her på den mest delikate og sofistikerede måde. Ingen billige tricks.

Misery. revolver. Republique. Østerbro Teater. 2018. Pressebillede.

”Misery” starter i den stilfærdige, næsten gammelnaturalistiske og angelsaksiske stil. En kendt forfatter er forulykket med sin bil og er havnet hos en yngre sygeplejerske i et afsidesliggende hus. Hun kender ham, hans bøger, de fiktive figurer, og afslører sig hurtigt som lidt af en stalker. Hun er nærmest besat af hans litterære univers. Da mandens ben er brækkede, er han prisgivet hendes omsorg, hendes pleje og hendes medicin. Han er kort sagt hjælpeløs.

Kvinden udvikler sig hurtigt til et monster, – en dr. Jekyll og mr. Hyde, det ene øjeblik blid og venlig, det næste sekund en utæmmelig voldsperson.  Med en imponerende musikalitet, også i baggrundslydene, udvikler dramaet sig, mens vi som publikum identificerer os med den hjælpeløse skabning indespærret i en nedslidt, aflåst rum.

Misery. Revolver. Republique. Østerbro Teater. 2018.

Med Mads M. Nielsen som forfatteren og Lise Baastrup som den nådesløse sygeplejerske bliver hver en nuance i stykket gennemlyst. Imponerende præstationer, hvor ikke mindst Mads M. Nielsen også på det fysiske plan må yde maksimalt. Han kravler rundt på gulvet for at prøve at undslippe, men tro ikke, at der er hyggelige løsninger i denne Stephen King dramatisering. Han er i øvrigt en underholdningsforfatter, der har solgt mere end 360 millioner eksemplarer igennem årene.

Men tag ikke fejl.  ”Misery” er som teater formfuldendt i sin struktur, opbygning og iscenesættelse ved den unge Sargun Oshana og den altid eminente scenograf Benjamin la Cour. Også oversættelsen ved Niels Brunse er en nydelse.

Det kunne have været plat og vulgært, men bl.a. takket være Mads M. Nielsens nuancerede stemmeføring og økonomisering med både skrig, skrål og suk virker det plausibelt, hvordan en person, der er taget til fange og lever bag tilskoddede vinduer og overklippede telefonledninger, alligevel kan mobilisere en smule venlighed overfor sin fangevogter. Stockholm Syndromet hedder det, når ofret begynder at fatte sympati for sin vogter. Men også andre historier fra den barske virkelighed trænger sig på.

Misery. Revolver. Republique. Østerbro Teater. 2018.

Lise Baastrup har godt fat om det psykopatiske i sygeplejersken og hendes vredesudbrud er afmålte. På et splitsekund kan hendes mund og attitude ændre sig til fornuften selv og en sygeplejerske, der udstråler tryghed. Også det kender vi jo fra diverse historier fra danske sygehuse. Tror ikke alt, hvad du ser! Mere uvirkeligt er det jo altså heller ikke. Det er bare ikke en verden, man vil leve i. Her har Benjamin la Cours raffinerede nedslidte rum med højt til loftet og et giftiggrønt, falmet, storblomstret tapet sin del af æren. Det hele er så velfungerende og godt hjulpet af en lyssætning med masser af knaldeffekter.

Emmet Feigenberg er den nye direktør for hele tre scener: Den gamle Kanonhal som hedder Republique, den mindre scene, nu Revolver, engang  Dansescenen, og så Østre Gasværk, som genåbner om en måneds tid.

Misery. Revolver. Republique. Østerbro Teater. 2018.

Feigenberg er kommet godt fra start med denne super kvalitetsspækkede horrorforestilling. Det eneste minus er, at de på PR siden har smidt Danmarks bedste teaterlayout ud, som forgængerne i øvrigt høstede megen ros for. Den nye identitet er uden substans og alt for gennemsnitligt til et teater, som vil mere end bare sælge billetter til folk på gaden. Hjem til de gamle layoutere og arbejd videre med den visuelle identitet. Det er en del af spillet i dag.

Men ”Misery” er en forestilling som lykkes på et højt kunstnerisk plan. Hatten af for det. Og en god start for Revolver!

Dramatiker

William Goldmann (efter roman af Stephen King)

Oversætter

Niels Brunse

Medvirkende

Lise Baastrup, Mads M. Nielsen & Henrik Birch

Instruktør

Sargun Oshana

Scenograf

Benjamin la Cour

Lysdesigner

Christoffer Gulløv

Lyddesigner

Erik Christoffersen

Spiller til og med 24. oktober.

www.osterbroteater.dk

køb billetter:

https://www.osterbroteater.dk/forestilling/misery/?gclid=EAIaIQobChMIv4CAu5a63QIVTIuyCh14DQIXEAAYASAAEgL9NvD_BwE