Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldt af Ulla Strømberg.

Cool, moderne, tysk stil gør Madame de Sade til gennemarbejdet nutidsteater, men den varme, vedkommende teateroplevelse udebliver på Betty Nansen Teatret.

foto: das büro.

Barren er lagt imponerende højt i dansk sammenhæng, når det nye makkerpar, Vibeke Windeløv og Stefan Larsson, lægger ud med det præcis 50 år gamle stykke Markise de Sade – af den japanske forfatter Mishima. Historien er hentet hos den berygtede Marquis de Sade, der levede i slutningen af 1700 tallets Frankrig og ligefrem har givet navn til begrebet sadist og sadisme. Hans udskejelser var hans varemærke, privat og i skriverierne, og nedskrevet bl.a. under hans årelange liv i fængsel for sadisme og maltraktering af bl.a. prostituerede kvinder.

Ironisk nok er Mishimas private liv, præcis som De Sades, næsten mere dramatisk end det, der kom ned på papiret, idet Mishima efter et mislykket, nøje planlagt kupforsøg, begik seppuku (en form for harakiri) og døde 45 år gammel i 1970. Mishima var homoseksuel og beskriver det i flere romaner, men i Madame de Sade er hovedpointet mere spørgsmålet om loyalitet, underkastelse og lyst frem for seksualitet.

Hovedpersonen, Madame de Sade, er tro mod sin mand, uanset at han har bedraget hende, misbrugt hende og socialt fornedret hende i offentligheden.

Foto. das büro.

Mod ham kæmper hendes moder, mens andre adelsdamer forsøger at trække hende i alle retninger, den ene mod kirken og den anden mod undergangen. Selv står hun og flagrer midt imellem, som om hun er blevet en del af hans projekt, men da han endelig løslades, vælger hun at fornægte ham og gå i kloster. Uden forklaring. Regnestykket går ikke op. Marquis De Sade ser vi ikke. Som et fraværende centrum og en Godot er han dog tilstede i hver en replik.

Egentlig taler en lang række forhindringer imod at sætte Madame de Sade op netop nu, men Betty Nansen Teatret har dumdristigt forceret dem:

I Danmark har vi aldrig været gode til den store tragediestil, med få undtagelser nær. Racine og Corneille ligger ikke til sidebenet. Vi er mere til Ibsen end Strindberg – og mere til Feydeau end til Racine.

I København har vi ikke, som i Stockholm og Berlin, et feinschmecker-publikum af så stor en volumen, at der kan spilles ordteater i den høje stil for fulde huse – i månedsvis.

I Danmark har vi gode skuespillere, men ikke alle er rundet af en tekstnær, diktionsstærk tradition, som den tyske eller den bergmanske skole, kunne man sige.

Og så er vi glade for at kunne se nytten af teater. Lige nu er det måske lavpraktiske spørgsmål i den væsentlige flygtningedebat, der beskæftiger de fleste. Sex, vold og sadomasochisme er og bliver et sekundært spørgsmål, selv om fænomener som ”Fifty shades of gray” både læses og opleves på lærredet af tusinder. Men for at fænge på en scene skal der være et gran af menneskelighed.

….

Mishimas ordteater med blomstrende billeder, er pr. definition fint, intellektuelt og accepteret som pirrende på den ikke-farlige måde. Vi inddrages ikke, vi er blot auditive voyeurer. Men måske Josefine Klougarts nye oversættelse ikke er så nem at gå til? De 6 kvindelige skuespillere kommer med meget forskellig baggrund og tilgang til at sige replikkerne, der på en gang skal tømmes for betydning og samtidig lægge op til, at publikum skal kunne fylde tomrummet.

Dog kan det tænkes at netop kvindernes forskellighed har været et af instruktørens redskaber, således at de med hver sin spillestil faktisk favner hele spillespektret?

Foto: das büro.

Sonja Richter er suveræn i titelrollen. Her er ingen slinger i valsen, kold og blød siger hun de klare replikker, og hendes ansigt og kropssprog følger trop. Kirsten Olesen, som moderen, folder hele sin stemmevolumen ud, gør det overbevisende, men anderledes end de andre, som har mindre bund i stemmematerialet. Kontrasten bliver næsten for mærkbar. Cecilie Stenspil spiller charmerende, let og vulgært den vovede adelsdame, som er en kvindelige pendant til Marquis de Sade, mens Sonja Oppenhagen synes neddæmpet og meget stram som den evige tjenestepige, der ser alt. Mishima er ikke nem. Mishima er faktisk meget kompliceret at spille.

Foto: das büro.

Scenografien ved tyskeren Rufus Didwiszus er et smukt, minimalistisk rum – tomt, med graffiti på væggene og nedsilende vand eller sand samt nogle afdankede metalstole. Her er til gengæld ingen hjælp at hente for skuespillerne, det er enten skuespilkunst – eller ingenting.

Madame de Sade er instruktørteater, på godt og ondt, en øvelse og en leg, som instruktøren i samarbejde med scenograf og kostumier får lov at gennemføre. Dvs. at alle valg i realiteten kunne være lige så rigtige, hvis de var negerede!

Larsson satte stykket op på Dramaten i Stockholm for et halvt år siden, hvor han valgte at lægge tiden helt konkret i 1700-tallet – i tilsyneladende underskønne silkekjoler og rokokofrisurer, men stadig stramt konverserende. Her i København gives den moderne version med alle kvinder i smukt afstemt sort og hvidt tøj, der synes hevet ned af hylderne i en af tidens dyre modebutikker. Kostumieren er svenske Ann Bonander Looft, der også designer tøj.

På Betty Nansen Teatret er de 6 kvinder af vores tid sat på række og har at blive på scenen – selv i de scener, hvor de ikke er aktive. Alt det har vi dog lært af Bergman, Trier i ”Dogville”, Staffan Valdemar Holm og mange andre instruktører. Det er ok, hvis teksten er gribende og interessant i sig selv.

I sidste ende er det måske her, det hele halter. Mishimas stykke er ikke det mest nødvendige udgangspunkt lige nu, hvis man ønsker at proklamere teatrets nødvendighed. Men kunst er det vel.

Teatrets program er smukt at skue – æstetisk i overensstemmelse med hele forestillingen og fuld af gode informationer fra både dramaturg, instruktør og svensk litterat. Joh, vi bliver klædt på til en alvorlig aften.

www.bettynansen.dk