Kulturkupeen

Kommenteret af Ulla Strømberg.

“Mit arbejde” på Husets Teater – en dramatisering af Olga Ravns bog: “Mit arbejde”.

En gang imellem går man fejl i byen. Det kan skyldes manglende research eller også nysgerrighed eller blot gammel vane.  Forleden på Husets Teater følte jeg mig utilpas og fejlplaceret.  

Da Husets Teater har fået ny leder, instruktøren Liv Helm, var det naturligt at se frem til hendes første forestilling på Halmtorvet. Min forventning var stor, for seneste sæsons bedste forestilling var nok i mine øjne Liv Helms iscenesættelse af Henrik Ibsens ”Lille Eyolf” på Husets Teater. Et eminent greb om den komplicerede dramatekst gav to suveræne skuespillere et fremragende udgangspunkt, hvor teksten blev lysende klar og nutidig.

Mit arbejde. Husets Teater. 2021. Pressefoto.

Under samme hat, dvs. som en (teater)-undersøgelse af ”hjemmet” skulle den ret nye bog: ”Mit arbejde” af Olga Ravn, indrulleres, skriver teatret selv.

Olga Ravn er en yngre forfatter, der udgav ”Mit Arbejde” i 2020. Siden har bogen modtaget priser, måske fordi den tog et tidligere tabuiseret emne op: fødselsdepression. Måske er det ikke så nemt og lykkeligt at føde børn og blive mor. Måske er det hele en livsløgn. I hvert fald er situationen frygtelig for de få kvinder, som bliver ofre for en fødselsdepression.

Efterfølgende har bogen “Mit arbejde” og forfatteren også afstedkommet en meget nyttig, nødvendig og livsvigtig debat om behandlingen på danske fødselsafdelinger. Og de er horrible.  Vilkårene er fortsat de samme her i 2021, hvor landets ”fineste” hospital, Rigshospitalet, sender førstegangsfødende hjem efter to timer!  I hvilket uland ville det ske? I Danmark kan litteratur og intellektuelle tanker skabe debat og sniksnak, men politikerne lever i deres egen boble,  og i øvrigt har folketingsmedlemmer Danmarks bedste barselsvilkår.

Og så kan vi gå i teatret og væmmes over livet og vilkårene. Men det ændrer ingenting.

At transformere ”Mit arbejde” til teater kunne gøres på mange måder. Liv Helm har valgt den for mig gammeldags metode med ”væltet børnehave” på scenen – dvs. alt skal være grimt og udgangspunktet er en nøgen scene, men hver gang skuespillerne har brug for en rekvisit, hentes den og efterlades på scenen. Det betyder, at der efter halvanden time er godt fyldt op og det hele ligner en væltet børnehave eller indianerlejr smurt ind i rød farve.

Der er ikke gjort forsøg på at skrive en dramatisk tekst. Det hele er monologer, hvor de to kvindelige skuespillere uafbrudt på bedste teater-skolemanér skifter figur. Åh, det er set og oplevet så mange gange før og fragmenterer budskabet. For den valgte verfremdungsmetode er selvfølgelig god, hvis man er bange for at skabe vaskeægte menneskelige følelser på scenen. Men nogle gange er det jo faktisk det, som teaterpublikummet søger.

I dette ”væltet-børnehave-teater-univers” bliver der for spændingens skyld også hældt godt med blod/sødsuppe  ud over scenen og tillige hevet ganske vellignende gummiindvolde ud. Det kan skabe utilpashed på stolerækkerne, og jeg blev faktisk dårlig.

Selvfølgelig tager den ene skuespiller tidligt i forestillingen alt tøjet af for at lægge sig på gulvet for efterfølgende at tage tøjet på igen! Til ingen gavn. Fuldstændig overflødigt. Og sådan kunne man blive ved.

Olga Ravns bog har været mere end nyttig i den intellektuelle del af samfundsdebatten, men at sætte forestillingen på scenen i et gammeldags teatersprog giver efter min opfattelse ingen mening. Det kunne være gjort anderledes med større gennemslagskraft.

Jeg kan frygte, at Husets Teater, tidligere også som Fiol Teatret med en lang og kroget fortid, nu er ved at bevæge sig hen mod et parole-teater, præcis som for mange årtier siden. Dengang sad vi på ølkasser og var vrede på kapitalismen, nu er der almindelige stole, og neofeminismen er mantraet.

Da jeg på ingen måde var eller er målgruppen, vil jeg undlade at give stjerner.