Anbefaling af Ulla strømberg.
(Erindringer får ikke stjerner).
Kragereden – en bog med erindringsforskydninger af Hans Kragh-Jacobsen.
“Kragereden – Erindringsforskydninger” er både velskrevne og hyggelige iagttagelser og rekonstruktioner fra et liv levet i Danmark anno 1945 til nu. Hans Kragh-Jacobsen blev født netop som krigen sluttede, og Danmark kunne ånde lettet op. Men der var småt med meget, for samfundet skulle jo først rulles i gang igen. Hverken det, eller diverse op- og nedture i det professionelle liv, har plaget Hans Kragh-Jacobsen, der tilsyneladende altid har set lyst på livet. Sådan er ånden i bogen også: livsbekræftende, uden ærgrelse og kun med få negative følelser, der dog giver det hele en aura af oprigtighed.
Hans Kragh-Jacobsen har bevæget sig imellem flere verdener: født i en såkaldt almindelig familie i København NV, men med to excentriske farbrødre, hvor den ene var billedkunstner og værtshusholder, Bamse Kragh-Jacobsen, mens den anden var datidens mest velanskrevne borgerlige balletanmelder og journalist, Svend Kragh-Jacobsen. Ud af det kom en ung mand som ikke rigtigt vidste, om hans skulle være skuespiller, forfatter, dramatiker, teaterinstruktør eller arbejde med tv og film. Resultatet blev, at Hans Kragh-Jacobsen har prøvet det hele og intet fortryder. Hovedkulds gifter han sig som ung, får siden en datter og først som 35-årig finder han sit livs kærlighed, Rhea Leman, der er amerikaner og fra danseverdenen. Rhea er siden blevet både instruktør og dramatiker. Heller ikke her er der nogen misundelse at spore. Kun stolthed.
Beskrivelsen af den tidlige barndom er hyggelig. Selv om Hans Kragh-Jacobsen er lidt ældre end mig, giver det mindelser om en lidt trist tid.
Faderens familie fik stor betydning for opvæksten og udviklingen. Faderen var den midterste i en søskendeflok på tre, og da han tilsyneladende ikke var dygtig i skolen, bliver han mejerist og forbliver i den verden. Hans far dør meget ung og efterlader sig penge i Landmandsbanken. Måske var det aktier, i hvert fald kommer farmoren til at sidde hårdt i det og ender med at leve sammen med sin søn Svend resten af livet og bliver også begravet alene med ham og ikke i det store familiegravsted. På mødrene side er Hans Kragh-Jacobsens familie fra Sjælland, gode borgere, hvor morfaren både var stationsforstander og postmester.
Hans Kragh-Jacobsen ville gerne være skuespiller og kom med på Studenterscenen og siden med i de vildeste af teatergruppen Solvognens aktioner, både Julemandshæren og i Rebild, med indianerridtet. Her måtte der gerne være flere detaljer og lige så i forbindelse med de mange produktioner i DRs børne og Ungdomsafdeling.
Vi mangler stadig en klar og præcis udviklingshistorie om de mange unge, der i 1970-erne stod på barrikaderne og i dag sidder i store ejerlejligheder, har sommerhus og tunge biler. Hvordan og hvornår skete transformationen til borgerskabts vaneliv?
Den historie får vi desværre ikke her i “Kragereden”, men til gengæld serveres mange andre gode anekdoter og oplevelser, bl.a. om et par år i Prag, hvor Hans Kragh-Jacobsen omkring 1969 gik på filmskole og blevet ”formet”.
Bogen sprudler af levet liv og lyst til endnu mere. Ikke noget om hverken død eller alt for ulykkelige oplevelser fra barndommen, bortset fra de mange tæsk, som der bl.a. blev uddelt i det danske skolesystem og såmænd også inden for hjemmets fire vægge. Der har jeg været heldig, for på min skole var det forbudt.
Gid alle erindringsbøger havde den samme lethed og livsglæde som ”Kragereden”, og min fornemmelse er, at det meste såmænd også er sandt.
Bogen er udkommet efteråret 2021 på Forlaget Løfbergs.