Kulturkupeen

Møntvask. Forskellige steder i København, bl.a. på møntvaskerier.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

”Møntvask” spiller forskellige steder i København, bl.a. på møntvaskerier. Produktion: Baglys og Gi en historie.

Hyggelig aftenunderholdning  på et vaskeri  –  med eller uden sure sokker.

Plakat til Møntvask – af Marie Samuelsen.

Jeg elsker site specific teater, dvs. teater, hvor man går hen på et ikke-teatersted, og nogle skuespillere efterfølgende slutter sig til og begynder at ”spille”. Sådan var det netop i aftes i Elmegade på Nørrebro.

Møntvask. 2019. Afenstemning da forestillingen går igang. Foto: US.

Adressen denne aften er Møntvaskeriet i nr. 2 . Kl. er 21.25, maskinerne holder pause, og teaterfolkene har lånt lokalet. Kl. 21.30 kommer en mand hen ad gaden trækkende med en fyldt indkøbsvogn med plasticposer, gammelt tøj m.m. Han begynder at spille melodisk på sin guitar. Det kunne være en af de lokale originaler, for maskeringen er ok, men så går sangen over i noget meget konkret: ”To, to ikea-poser ….” – og langt nede ad Elmegade kommer en pæn, midaldrende mand sjoskende med sine vaskeposer. Spillet er i gang.  Musikken efterlades på gaden – manden med poserne tager over og propper tøj i en maskine. Vi er nu inde i vaskeriet.  Manden er vred, selvhøjtidelig og får flere gange fortalt, at han er forfatter fra Forfatterskolen. Her er vi vist mange, der kun tænker på #metoo og alm. sexchikane. Men manden fastholder, at det er fint at komme derfra. Og han kan både skrive haiku digte og knækprosa.

Nu begynder historien at rulle, musikeren bydes indenfor til en øl i vaskeriet (et par af publikummerne ligeså), men hurtigt skifter stemningen. Det, der først syntes at være en positiv historie om en mand med ambitioner og en aftale med Radio 24/7, bliver pludselig mere tragisk. For radiostationen dropper ham, og han lader det gå ud over en tilfældig kvinde, han har mødt på sin vej.

Møntvask. 2019.Foto: Benny Thaibert. ( Lokation ukendt. Ikke på møntvaskeriet.)

”Møntvask” er en lille, konkret historie skrevet og spillet af Hans Laurens, der i mange år har fungeret som storyteller. Hans Laurens fortæller historier, sande eller falske, med det formål at gribe tilhørerne og puste lidt til deres fantasi. I denne omgang er der skruet en hel teaterdel på: instruktion ved Jeromy Thomas-Poulsen med underlægningsmusik skrevet og udført af Andreas Ugorskij, og denne aften en genial scenografi, måske byens hyggeligste møntvaskeri med gipsrelief på væggen. Varm anbefaling! Kort sagt et velfungerende teatermaskineri, der inkluderer et trykt program med hele teksten  og musikken på nettet. Super professionelt.

Møntvask. 2019.Foto: Benny Thaibert.

Men ”Møntvask” er ikke teater i klassisk forstand, ikke mindst fordi flere forskellige teknikker støder mod hinanden. Hvor komponist og musiker Andreas Ugorskij er vant til bl.a. at spille børneteater, har Hans Laurens en anden ikke-teaterteknik. Så når han prøver at agere skuespiller,  bliver det mindre troværdigt. Hans beretning om den aggressive, midaldrende mand, der er vred på både det litterære parnas og de yngre generationer med spelt i køkkenskabet og bosiddende på Frederiksberg (og måske Østerbro), mangler en formildende humor og  en lavmælthed. Teksten bliver en spillemæssig hemsko, fordi den både vil være daglig tale og tillige demonstrere personens tilknytning til ældre forfatterårganges omgang med litterære genrer.

Men indvendingerne opvejes af det professionelle apparat, den behagelige københavnske forårsaften og mødet med et “smukt” vaskeri.

Møntvask. 2019.Foto: US.

Produktionen er støttet af både Statens Kunstfond og et par fonde.  Det er godt, for så skulle der være tilstrækkeligt med selvtillid til at arbejde videre i en endnu mere teaterkoncentreret form og meget gerne på nye, mærkelige lokaliteter, og måske med en klassisk tekst?

Der spilles kun få gange – men af sted og få en anderledes og intens oplevelse på et vaskeri  – med eller uden sure sokker!

 

Møntvask. 2019. Foto: US.

Medvirkende:

Historiefortæller: Hans Laurens

Musiker og komponist: Andreas Ugorskij

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Scenograf: Eilev Skinnarmo

Lysdesigner: Paul Damade

Kunstnerisk konsulent: Steen Haakon Hansen

Producent: Jonas Schou Hansen

Tekniker: Jakob Høgh Hansen

Grafik: Marie Samuelsen,

 

Møntvask er produceret af Gi en Historie / Baglys, med støtte fra Statens Kunstfonds Musikdramatiske Udvalg, Beckett-Fonden og Vesterbro Lokaludvalg

 

Spilleplan:

 

2. maj kl. 21.30: Victor Borges Plads 8, 2100 KBH Ø

6. maj kl. 21.30: Sønder Boulevard 59, 1720 KBH V

9. maj kl. 20.00: Korsgade 12, st. 2200 KBH N

10. maj kl. 20.00: Korsgade 12, st. 2200 KBH N

11. maj kl. 20.00: Korsgade 12, st.2200 KBH N

14. maj kl. 20.00: Korsgade 12, st. 2200 KBH N

15. maj kl. 20.00: Korsgade 12, st. 2200 Kbh N

 

En tanke om “Møntvask. Forskellige steder i København, bl.a. på møntvaskerier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.