∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Skru ned for gassen”, sagde min sidemand, da forestillingen var slut. Vi var lidt forvirrede i øjne, ører og hoved. Hvordan kunne en håndfuld uddannede skuespillere, som igennem de seneste år har spillet både Holberg og Molieres komedier for et sommerpublikum, pludselig gå så galt i byen, at det blev til fri leg med publikum på. Scenen lignede ”væltet børnehave”, eller snarere ”raseret campingplads”.
Efter forestillingen. Scenens efterladenskaber. Foto: US.
Plasticstole, grillpølser, sennep, ketchup, billig rødvin og det, der er værre, fløj ind og ud af munden på skuespillerne, mens de opførte brudstykker fra flere af Molieres komedier – og iført kostumer, som ingen genbrugsbutik med selvværdet i orden overhovedet ville have inden for døren: minifodboldbukser, en joggedragt, et banankostume, plateausko med tilhørende flæsebukser etc.
Teknikken kommer ikke ud af det blå, men er blevet praktiseret på teaterscener igennem snart 20 år herhjemme med inspiration fra den tyske teateravantgarde-scene – og også med lån fra nyere amerikansk West Coast kunst af bl.a. kunstneren Paul McCarthy. Men det er altså 20 år siden, hvor der var brug for et sådant oprør. At det så af og til dukker op hos også danske skuespillere igen, (lidt post festum på bl.a. på Det Kongelige Teater i Turbinehallerne og senest i Skuespilhuset) er vel udtryk for, at skuespillere har været for længe i isolation i forhold til virkeligheden og de mange problemer, der råder derude, og som teatret måske burde tage op og arbejde med.
Pressefoto.
Fri leg for voksne mennesker med publikum på er tilsyneladende devisen her i Odense, hvor de yngre skuespillere dog i glimt viser, at der er noget bag ved den skrupskøre facade.
Men hvilket udgangspunkt, der har været: En håndfuld super motiverede skuespillere, som kender hinanden, en spilleplads inde i gården på det nysselige Odense Slot, hvor hovedbygningen oveni købet blev opført på Frederik 4. tid (1700 tallet) – altså samtidigt med Teatret i Lille Grønnegade, Holbergs første skueplads, en dansk sommerhimmel og et velvilligt fynsk publikum, der gerne vil underholdes.
Og når der til lægges fri adgang til hele verdensdramatikkens mere muntre og mundrette tekster, så er man, gruppen i Odense, skarnagtig og tåbelig, at den ikke kan få mere ud af det end ”Moliere on the Rocks”, som er tekstcollagens titel.
1600 tals stik af Commedia dell Arte-figurer i Paris – Molieres inspirationskilde.
Havde de blot arbejdet mere dramaturgisk og sammenholdt tekster fra ”Misantropen” med relevante steder i ”Tartuffe” og suppleret med ”Den Indbildt Syge” (hvad de har gjort, men ikke er lykkedes med, fordi alt muligt andet er smidt på), så kunne forestillingen snildt have vist og demonstreret den evige menneskelige dårskab inden for selvoptagethed, smålighed og ren egoisme. Men nej. Huj hej, hvor det skal gå. Intet er helligt, alt skal være grimt og frastødende – og man behøver heller ikke polere ved selve tekstudtalen. Pointen er bare, at skal man gør grin med noget, så skal man først beherske det, for siden at kunne holde det ud i strakt arm. Den dimension manglede også i både spillestil, tekstudtale og personkarakteristik.
Foto: US. Da skuespillerne har forladt scenen,
Beklager at måtte sige det. Årets Odense-forsøg er en ommer. Pokkers også, når nu de unge skuespillere er så engagerede.
Gruppen har brug for lange, alvorlige samtaler hele næste vinter.
Odense Slotsgaard: Spilledage:
Juli: fre 21.7.-
, lør 19.8. 2017
Medvirkende:
Jacob Moth-Poulsen, Henrik Blauner Clausen, Rebecca Rønde Kiilerich, Sophie Zinckernagel, Thomas Nielsen & Jonas Kriegbaum
Instruktion: Jacob Moth-Poulsen
Instr. Ass: Emma Buhrkal
Kostumer: Sophie Reble
Sceneteknik: Simon Twistmann
Pr: Emma Burhkal
Produktion: Josefine Højbjerg Bitz
Kunstnerisk Leder: Jacob Moth-Poulsen