Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗    

Anmeldelse af Tom Harpøth.

Kunsten at have magt over magtfulde mænd.

Dette et en benhård film om en benhård barndom, ungdom og løsrivelse, hvor Molly (Jessica Chastain) og hendes far (Kevin Costner) udkæmper stærke dueller, som går ud på at få magt over den anden. Molly står som ung til at blive amerikansk OL-deltager i skiløb, men på grund af det vanskelige forhold til faderen kommer Molly til at overtræne og får en alvorlig rygskade efter et styrt, som sætter hende ud af spillet om OL-medaljer.

Foto & Trailer©Scanbox Entertainment

I stedet bliver Molly fokuseret på sin uddannelse, statskundskab, hvor hun lærer at analysere og argumentere på bedste vis. I en sommerferie tager hun et studenterjob som cocktailservitrice på baren ’The Viper Room’, den meget eksklusive pokerklub i Hollywood. Der bliver spillet for millioner af dollars. Molly beslutter sig for at lave sine egne spillearrangementer for at kunne styre det hele selv, og dermed tjene det hele selv.

Men udover berømte filmskuespillere, filmfolk, sportsstjerner og forretningsmænd begynder russiske rigmænd og mafiaen også at interessere sig for den unge kvindes spilleindtægter, som generer deres egne spillesteder. Molly flytter business til New York, men kommer hurtigt i søgelyset igen, og får også FBI på halsen. Det ender med retssager, hvor vi møder den i starten afvisende advokat Charlie Jaffey (Idris Elba), som ikke mener, Molly spiller med rene kort. Men han overbevises gennem lange og rappe orddueller om hendes hæderlighed og tager hendes sag.

Foto & Trailer©Scanbox Entertainment

Udover advokaten Charlie Jaffey er mænd ikke til at stole på. Derfor arbejder Molly alene, dyrker ikke escort-service, og tager ikke procenter af omsætningen. Hun er alene og bundhæderlig. Men hun ser ud som en, der godt ved, at hun ser godt ud. Kameraet dvæler ved Mollys nedringede outfit, der bestemt kun viser smukke bryster med en klar signalværdi, som de så ikke lever op til. Hun er dydig, solo og reserveret. Lige som hendes ansatte serveringspiger i spillelokalet. Så mændene får dem ikke ned med nakken.

Foto & Trailer©Scanbox Entertainment

Filmen er for lang. Der er for mange mundrappe dialoger, der understøtter hendes trang til at sige mænd imod. Hun taler ikke meget med sine ansatte piger, men taler Gud og hver mand imod af al magt. Og hun er skarp. Meget skarp. Som hendes far kun accepterede førstepladser i Mollys barn- og ungdoms skisports- udøvelse, således vil hun også fremstå som den superintelligente klart tænkende hjerne, der bare ikke vil lytte til mænds – i hendes ører – opblæste, indspiste og sexistiske argumenter.

Foto & Trailer©Scanbox Entertainment

Hold op hvor de snakker, eller rettere mundhugges i denne film. I starten tror man, at det drejer sig om kvinde mod mand, men det er i lige så høj grad sin fars strenghed, Molly argumenterer mod. Og hvorfor det udvikler sig så langt som det gør, får vi afsløret i filmens afsluttende scener.

Filmen er flot fotograferet – men der er for mange af de samme billeder med jetoner og spillekort i de store pokerhasardspil, som Molly forsvarer mod hasard-betegnelsen, fordi det efter hendes mening ikke er et tilfældighedernes spil, men et spil man kan lære at blive dygtigere til.

Filmen er baseret på den sande historie om Molly Bloom, som skrev sin selvbiografi, hvorpå Aaron Sorkin adapterede den til et filmmanuskript, som netop er nomineret til en Oscar statuette for bedste adapterede manuskript.

Foto & Trailer©Scanbox Entertainment

Filmen er fotograferet af den danske Charlotte Bruus Christensen, og den er gribende og smukt optaget, om end den er for lang.

 

Titel: Molly’s Game (2017)
Instruktør:  Aaron Sorkin
Varighed:  2:20
Censur:  15 år
Premiere: 22/2.2018