Menu Luk

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Husets Teater.

Kompleks ny engelsk tekst på Husets Teater.

Jens Albinus, den ene af Husets Teaters to ledere, medvirker selv, og det løfter forestillingen, for som skuespiller kan Jens Albinus ofte gøre det komplekse enkelt. Det er første gang er han på scenen, siden han i efteråret 2016 fik Husets Teater som aktionsplads for mere eller mindre intellektuelle teatereksperimenter. 

Med det engelske oplæg ”Revolt. She Said. Revolt again” er det (endnu en gang) en teatralsk laboratorieundersøgelse vi oplever, som her ikke mindst drejer sig om sprogets forskellige iklædninger og med et lidt gedulgt feministisk islæt.  For at tydeliggøre det med sproget og ordene, er scenen næsten plastret til med mikrofonstativer, der som forladte dyr står stuvet sammen i et hjørne.  I programmet understreger Albinus, at det ikke kun er sproget, der skal undersøges, det er magtforholdet imellem mand og kvinde, som det giver sig til kende via sproget!

Revolt. She said. Revolt again. Husets Teater. Foto: Bjarne Stæhr.

I og med oplægget er engelsk og omdrejningspunktet er ordet, ordene, lægges der et stort ansvar over på oversættelsen. Måske er der forsvundet nogle nuancer, for historien eller historierne, dvs. sammenstødet imellem de forskellige figurer, overrasker ikke, men giver snarere adskillige mindelser om gårsdagens teaterepoker.  Først Beckett, der eksperimenterede med sproget, ordene og ligefrem skabte teater, hvor ordet var dødt.  Rent spillemæssigt dukker også Ionesco op, og visuelt kan man ikke lade være med at tænke på ”Stolene”. Også andre teaterhistoriske nedslag anes, og forestillingen ender rent stilmæssigt i 1990ernes nye engelske bølge, der ikke mindst med stykket ”Shopping and Fucking” igen satte fokus på engelsk dramatik.  Dengang i 1990erne blev der givet fuld skrue på både vold, sex og død på scenen.

Revolt. She said. Revolt again. Husets Teater. Foto: Bjarne Stæhr.

”Revolt. She Said. Revolt again.” lægger sig i kølvandet på denne gamle bølge, bare næsten 20 år efter og altså med et feministisk tankegang.  Teksten er skrevet af Alice Birch til Royal Shakespeare Company og har, ifølge programmet, høstet stor anerkendelse, også i USA, i de seneste par år. Men det kan ikke rykke ved min opfattelse, at dette er en øvelse og en undersøgelse, snarere end en regulær teaterforestilling.

”Revolutionér verden – vend den på vrangen.

Revolutionér sproget – stop med at tale.

Revolutionér arbejdet – gå i dialog med det.

Revolutionér kroppen – begynd at lukke den ned.

Gør oprør. Sagde hun. Gør oprør igen.”  ( Citat fra informationsmaterialet om stykket.)

 

Stykket, som er aftrykt i programhæftet, synes ikke at være  interesseret i den teatralske  realisering. Det understreges også af, at det er Albinus og Marina Bouras, der som ”tovholdere” og altså ikke instruktører, har stået for både iscenesættelse, scenografi og kostumer, mens Hannah Schneider er kvinden bag det musikalske koncept.

Det visuelle, med de uendelig mange mikrofonstativer, og lydsiden fungerer smukt sammen og understøtter tilsyneladende intentionerne om et sprogligt og auditivt sammenstød og sammenbrud, men det kræver total stilhed på publikumsrækkerne, som i et radiostudie. Hver lyd har betydning, og så hjælper det ikke, at manden på rækken bagved sidder og klirrer med papir.

Revolt. She said. Revolt again. Husets Teater. Foto: Bjarne Stæhr.

Stykket er i sekvenser og uden sammenhæng imellem figurerne, som har svært ved at samle sig til personer. Men man har lyst til at tro, at de går igen i de forskellige afsnit.  Åbningsscenen er stærk og frastødende med en mand og en kvinde i et brutalt frieri, ligeså goldt som et regnestykke. Dialogen udvikler sig rent sprogligt til at være en beskrivelse af kærlighedsakten med sprogets tristeste gloser. Ordene har mistet al sødme og poesi. Spændende, hvis det var sat op over for et par Shakespeare-strofer fra fortiden.  Men sådan er det bare ikke. Senere fænger en anden dialog imellem mand og kvinde, hvor hun er ansat, han er boss. Her drejer det sig om arbejdstid, hun vil ikke arbejde om mandagen. Men en kønskamp bliver det næppe. Igen golde ord, men interessante kropsattituder takket være gode skuespillere.  Og senere igen andre brutale møder, hvor sproget ikke står i vejen, men bare er blottet for varme og personlighed.

Revolt. She said. Revolt again. Husets Teater. Foto: Bjarne Stæhr.

At forestillingen skal afklæde magten i ord og sprog  er svært at forstå – og ligeså med kønskampen. Forestillingen bliver højst en eksercits, der visse steder fænger, takket være de gode skuespillere.

De sidste ord lyder: ”Hvem kunne vide, at livet kunne være så forfærdeligt”. Sørgeligt, men måske mest for dramatikeren.

 

REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN.

DANMARKSPREMIERE

Medvirkende: MARINA BOURAS, JENS ALBINUS, CHARLOTTE MUNCK, STINE GYLDENKERNE, ALVIN OLID BURSØE

Komponist og musikalsk koncept: HANNAH SCHNEIDER

Lyddesign: ASGER KUDAHL

Lysdesign: MADS VEGAS

Original tekst: ALICE BIRCH

Oversættelse: Pernille Kragh.

 

www.husetsteater.dk