Kommentar (anmeldelse) af Ulla Strømberg.
Mombie – live straming fra Team Teatret i Herning,
Mombie. Flot initiativ fra Team Teatret. Live streaming af urpremieren hjemme i Herning. Man skulle købe billet, (85 kr.) men det er ok, for det kan være svært at hitte sponsorer i denne tid, hvis man ikke er et stort teater eller måske inden for dyrevelfærd.
Mombie. Team Teatret. 2021. Pressefoto.
Jeg ved ikke, om streaminger yder en levende teaterforestilling fuld retfærdighed. Derfor er det følgende blot en kommentar om et imponerende initiativ fra et egnsteater i Jylland, hvor ikke mindst københavnerne sjældent har mulighed for at komme forbi.
Det kunstneriske niveau syntes højt, hele vejen igennem. Og når jeg ikke er oppe i sofitterne, er det fordi ”Mombie” som historie på en måde skyder forbi egnsteatrets målgruppe anno 2021. Historien handler om en ung kvinde, for hvem livet er for meget: barn, mand, svigermoder, drømmearbejdet og først som sidst det alterego, der hvisker hende i øret hele tiden. Det lyder som noget bekendt, og er det vel også på et tidspunkt i livet for ca. 40 % af befolkningen. Men det er bare ikke dem, der går i teatret.
Ifølge de uendelig mange sociologiske undersøgelser, jeg har læst om teaterpublikummet, så skal man glemme alt om at lokke småbørnsfamilier i teatret til voksenforestillinger. Men når menneskeheden (i byerne) rammer de 50 år, kommer især kvinderne tilbage til teatrets verden. Problemet er bare, at ganske mange af de yngre kvindelige instruktører og dramatikere måske tror, at alle har lige netop deres problemer inde på livet. Der for har jeg i de seneste par år set rigtig mange teaterstykker om dybt frustrerede, overarbejdede, semineurotiske, eller fuldneurotiske kvinder på ca. 30, der ikke kan få livet til at hænge sammen. Men for teaterpublikummet er det sandelig ikke det nemmeste at identificere sig med. I øvrigt er de fleste tekster også banale og er mange gange blevet reddet af en scenograf og en hårdtarbejdende skuespiller. For 40 år siden var det nyt, da Dario Fos kones havde samme budskab: Franca Rame spillede masser af roller, hvor barnet endte i køleskabet i stedet for mælken etc. Dengang lo vi alle. Nu må der gerne ske noget nyt.
Sagt med andre ord: Team Teatret burde måske have spillet noget andet med de gode skuespillere, scenograf og instruktør, der er til rådighed.
Mombie. Team Teatret. 2021. Pressefoto.
”Mombie” er ikke indisk, men vist amerikansk slang for en kvinde, mor, der er i søvnunderskud. Med mine ord er Herning-historien, skrevet af Jeanette Munzert, et dystopisk kvindeportræt i feminismen navn – sat ind i en sjovt pink fantasiunivers, hvor personerne må agere som en blanding af Barbie- og Pippie- figurer.
Det er en mærkelig oplevelse at være med på en streamer af ”Mombie”. Her taler jeg ikke om de mange udfald, som min computer havde i begyndelsen, og hvor glad jeg blev, da der endelig stod teknisk uheld på skærmen. Så var det ikke min skyld det hele.
Men forestillingen synes konstrueret med spredehagl fra dramatiker og instruktørs side, i mere eller mindre overensstemmelse med komponist og scenograf.
Mombie. Team Teatret. 2021. Pressefoto.
Lydsiden er avanceret og suveræn på sin egen måde af Turkman Souljah. Scenografien er PINK, som tiden for tiden kræver, når emnet er kvinder. Pink er altid godt (!) senest i en streamet, højpandet ”Maria Stuart”, som jeg så i forgårs fra Teaterfestivalen Lessingtage, men også på både Teater Grob, Teater Republique flere gange etc. etc. Scenografen Laura Rasmussen kan sit kram, så den uspiselige historie ryger ned som jordbæryoghurt. Scenen er en pink kasse med en sandbunke a la Becketts ”Glade Dage” og nogle trappetrin i baggrunden, der synes at henvise til en i dag klassisk skulptur af Donald Judd. Fint nok og ganske velfungerende.
Skuespillerne er alle gode. De er velspillende, veltalende, hvor manden er godmodig, svigermor er lige så irriterende, som svigermødre altid synes at være, mens vor hovedperson og hendes alter ego er stærkt tilstede på scenen også rent figurmæssigt. Det hele står faktisk fint, klart i denne søde suppeopera, for at blive i det lyserøde. Men det er og bliver teksten, som synes triviel og dermed også smitter af på iscenesættelsen, der giver plads til en alt for lang fødsel og videre til dagligdagens skænderier i familien. Moderen lukker sig inde på toilettet for at skrive om sig selv, for efterfølgende at finde redningen i at være Pippi Langstrømpe. Barnet lades umotiveret i stikken, og til sidst hører man den klare barnestemme(?), mens moderen lader sig suge ud af det lyserøde maxitoilet. Svigermoder ligger død under et tæppe som en anden Polonius, mens manden er væk. Så er der pludselig rigtig meget Jess Ørnsbo over det hele. Kort sagt en tekst og en forestilling med mange referencer!
Mombie. Team Teatret. 2021. Pressefoto.
Kan se, at der er udarbejdet skolemateriale til forestillingen, så måske er det hele tænkt som en indvielse til voksenlivet. Men det synes jeg er en rigtig dårlig idé. I stedet må nutidens unge som gamle måske lære at prioritere på alle fronter. Ingen kan få alt hele tiden.
Glæder mig til igen at møde Team Teatret, men forhåbentlig med en mere moden tekst.
Der streames igen fredag kl.19.30 – varighed ca. 90 minutter. Husk at købe billet.’
MOMBIE
Instruktør: Anne Zacho Søgaard
Dramatiker: Jeanette Munzert
Komponist: Turkman Souljah
Scenograf: Laura Rasmussen
Medvirkende : Line Vejgaard Kjær, Hanne Windfeld, Stig Reggelsen Skjold og Marie Vestergård Jacobsen
Producent : Team Teatret