∗∗∗∗∗
Den kun 26 årige skuespiller og instruktør Xavier Dolan vandt sidste år Cannes Jury Pris for sin femte spillefilm Mommy. Dolan er Canadisk films enfant terrible, en titel han til fulde lever op til i filmen. Mommy er en delvis selvbiografi, der kommer til udtryk i en sand eksplosion visuelt, lydligt og ikke mindst dramatisk.
Vi befinder os i et arbejderkvarter i en lille flække udenfor Montreal. Mommy udspiller sig i et fiktivt socialpolitisk scenarie. Den canadiske regering har vedtaget en lov, hvor utilpassede børn skal passes hjemme hos forældrene, hvis de ikke ønsker dem tvangsindlagt på psykiatiske hospitaler. Allerede i første scene, hvor den enlige, white trashede og konstant bandende mor Diana (Anne Dorval) skal hente sin tvangsindlagte søn på et behandlingshjem, bliver vi klar over, at den er helt gal med sønnen Steve (Antoine-Olivier Pilon). Han har sat ild til et cafeteria på behandlingshjemmet, og en ung mand er blevet voldsomt forbrændt. Da hun tager Steve med hjem, kører på lydsiden Dido´s sang White Flag en forførende ørehænger med teksten ” I will go down with this ship, and I won’t put my hands up and surrender. There will be no white flag above my door…” Lydsporet understreger Diana´s næsten overmenneskelige gåpåmod og styrke. Hun er ikke sådan at slå af pinden, selv da hun også mister sit job. I det hele taget er lydsporet en fornøjelse, med alt fra klassisk og elektronisk musik til 90er pop og ballader. Nogle gange kontrapunktisk andre gange understøttende handlingen.
Foto: Camera Film
Diana bliver gang på gang presset til det yderste af den utilregnelige og farlige Steve, der har fremskreden ADHD. Han elsker sin mor- også på et ødipalt plan, men kan ikke styre sig selv. Naboen Kyla(Suzanne Clément), en ensom gymnasielærer på orlov, forsøger at hjælpe ham til at få en studentereksamen. Deres liv flettes ind i hinandens.
Som i andre af Dolans film benytter han sig af et anderledes formsprog. Formatet er 1×1. Dvs vi ser filmen gennem en kvadratisk ramme i stedet for den almindelige brede lærred. Wide screen ser vi kun kort to gange. En gang i begyndelsen af filmen og en gang i en drømme sekvens i slutningen, hvor Diana drømmer om hvordan livet kunne have været, hvis Steve havde været rask. 1×1 formatet virker godt og man vænner sig lynhurtigt til det. Filmen har mange nærbilleder, og her fungerer formatet rigtigt godt. Flere scener er i slowmotion, som står i kontrast til filmens i øvrigt hurtige tempo, hvor vi bevæger os fra det ene hektiske højdepunkt til det næste. Man fornemmer, at det er en ung og visionær instruktør, der står bag filmen.
Foto: Camera Film
Det, der imidlertid bærer filmen, er fremragende skuespilpræstationer. Ikke mindst er den 17 årige Antoine-Olivier Pilon som Steve fremragende. Han bevæger sig på et knivsæg mellem det faretruende udfarende og det introverte. Man ved aldrig, hvor man har ham. Meget uhyggeligt. Anne Dorval gør det også strålende som Diana. Hun har spillet med i flere af Dolans tidligere film. Diana er en kompleks karakter. Midt i al tragedien både morsom og tænksom, og så har hun en forrygende mimik.
Hvis man er til en hyggeaften i biografen, skal man ikke gå ind og se Mommy. Emnet for tungt. Men har man lyst til at se en nyskabende film og gerne vil blive klogere på ADHD, er filmen et must.
Trailer: Camera Film
Instruktør: Xavier Dolan
Premiere: 1. april 2015