23 år med Langdal og Hartmann på Betty Nansen Teatret. En æra er slut.
Kommentar / Ulla Strømberg.
Søndag eftermiddag var jeg til ”Black Rider” – allersidste forestilling i denne omgang – og hvad værre var – allersidste forestilling på Betty Nansen Teatrets store scene, mens Peter Langdal og Henrik Hartmann endnu residerer.
Er jeg den eneste, det synes, det er lidt sørgeligt?
Kostumeskitse af Michael Kvium, Black Rider, 1998.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på de 23 år, hvor de to herrer har fastholdt teaterkunsten på Frederiksberg Allé med en imponerende vedholdenhed.
De lagde ud i september 1992 med Shakespeares ”Hamlet”. Søren Pilmark, Susse Wold og mange andre stjerner var på listen. Så var niveauet lagt. De to direktører var langt fra ukendte. Peter havde siden ”Erasmus vender tilbage” i 1984 gang på gang overrasket og imponeret hele Norden med sine overskudsagtige klassikerfortolkninger, og Henrik Hartmann var kendt for at være en dygtig producent på Det Kongelige Teater.
Så blev de teaterdirektører og fortsatte og udbyggede forgængernes spor, fra Betty Nansen, over Bent Mejding til ikke mindst Morten Grunwald, der havde givet teatret dets rigtige navn tilbage.
Makkerparret gjorde i de følgende år arbejdet fuldt ud. Udbyggede med Edison, så teatret kunne vise både store og små forestillinger og hurtigt kom Betty på højde med nationalscenen. Igennem de forløbne år har de ikke alene kunnet måle sig med Det Kongelige Teater, de har gang på gang trumfet den skuespilscene, der har så mange flere økonomiske midler i bagagen og i øvrigt en lovpligtig opgave.
Det er et hårdt liv at være teaterdirektører på et mellestort teater og tillige have store ambitioner. Men heldigvis for dem – og os. For uden at turde slå ud med armene og engang imellem med for store bevægelser, sker der jo ingenting.
Der har været mange ”de bedste øjeblikke”. Mest imponerende har det nok været den lange række af byens bedste skuespillere, der har stået på Bettys scene – fra Ghita Nørby, Bodil Udsen til Søren Spanning, Søren Pilmark, Jesper Christensen og videre til yngre kræfter som Thure Lindhardt m.fl. Danske forfattere og dramatikere har fået opgaver, og ligeså er der i de senere år gjort flere forsøg inden for musikteatret. Men det er nok, når dramatikken har været bedst, at teatret har vist sin styrke, bl.a. i Ibsen-jubelåret 2006, hvor teatret kunne opvise en række ganske interessante bud på nyfortolkninger.
Bedste forestilling ved Peter Langdal: ”Når vi døde vågner” (2002) – Henrik Ibsens sidste, selvcentrerede, svært tilgængelige stykke, som i Peter Langdals hænder blev til en uhyggelig, moderne hverdagshistorie om følelsesmæssig smålighed og jalousi. Også englænderen Michael Fryns ”Copenhagen” og ”Demokrati” blev forestillinger, der på imponerende vis transformerede et kompliceret stof til noget jordnært og menneskeligt.
Instruktøren Katrine Wiedemann har i flere omgange forløst noget tilsyneladende umuligt. Hun løftede sammen med Michael Kvium arven efter Robert Wilson i ”Black Rider” – der ny 17 år efter netop har været genopsat. Også i Strindbergs ”Et Drømmespil” viste Wiedemann sin evner til at skabe intense øjeblikke og gøre en klassiker nærværende.
En triumf på alle måder blev amerikanerne Robert Wilson og Tom Waits ”Woyzeck” (2000). Også mange andre forestillinger, oplevelser etc. Kunne nævnes.
Nu er det slut, men 23 år i samme ramme er selvfølgelig en hel del, og både Langdal og Hartmann vil måske gerne slippe for den spændetrøje, det trods alt er at tilhøre et teater under Københavns Teater (Det københavnske Teatersamarbejde), som det vist hedder for tiden.
Lige nu er det blot at sige tak – et meget stort tak til de afgående for alle oplevelserne og så håbe på, at efterfølgerne, Vibeke Windeløv og Stefan Larsson, vil lægge ligeså meget sjæl, ildhu og talent i driften af Betty Nansen Teatret, som forgængerne har gjort. For det er nødvendigt, ellers smuldrer teatret, og det kan gå meget hurtigt.