Kulturkupeen

Mus og Ræv i den syvende himmel

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Himlen er ikke ligefrem den mest brugte lokation for tegnefilm for mindre børn. Af gode grunde. Det kan være svært at forklare børn om døden, og hvad der sker derefter herunder oppe i Himlen. Og dog. Sidste år havde tegnefilmen Knudsen og Ludvigsen- og det store dyr premiere i de danske biografer. En film som netop foregik i Himmeriget hos Sankt Peter.

Foto: Angel Films

Lidt i samme stil følger nu den tjekkiske film Mus og Ræv i den syvende himmel. Her vågner den lille mus Vilja en dag op i dyrehimlen. Det samme gør den forsigtige ræv Hvidbug. De har åbenbart stiftet bekendtskab med hinanden nede på jorden. I himlen spiser dyrene ikke hinanden, og de er befriet fra deres naturlige instinkter. Sammen begiver det umage par sig ud på en forunderlig rejse for at finde sig selv og deres kære, som de har mistet.

Mus og Ræv i den syvende himmel udmærker sig ved at være anderledes end den traditionelle Disney tegneserie formel. Den maner mere til eftertænksomhed, og er ikke helt så actionfyldt som den typiske Disney film. Der er er scener, der kan være lidt skræmmende for de yngste. Derfor er censuren fastlagt til 7 år. Det er ikke en film for de helt små.

Foto: Angel Films

Filmen handler om nogle af livets store spørgsmål såsom venskab, kærlighed, og ikke mindst et tabuemne som døden. Den handler også om mod og turde stå ved, den man er. Vilja er i virkeligheden en lidt frygtsom mus, der, som tiden går, bliver mere og mere modig.

Foto: Angel Films

Visuelt er der tale om et mix af computeranimation og en stop-motion teknik, hvor man tager et billede, flytter objektet, tager det næste billede osv., så det giver en illusion af bevægelse. En lidt omstændig teknik, som virker godt. Derudover er der fuld knald på hele farvepaletten.

Alt i alt er Mus og Ræv i den syvende himmel en original, fantasifuld og noget anderledes tegnefilm for større børn med karakterer, som de vil kunne identificere sig med. Filmen vises i en lang række biografer landet over. Gå ind og se den.

Instruktører: Jan Bubenicek, Denisa Grimmová




Trailer og forsidebillede: Angel Films

Premiere: 21. april 2022
Længde: 80 minutter
Censur: 7 år

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *