Kulturkupeen

Museer for folk – Thomas Bloch Ravn, dir. for Den Gamle By.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Museer for folk af Thomas Bloch Ravn.

Velskrevet og underholdende bog om kulturhistoriske museer i almindelighed og Den Gamle By i særdeleshed.

Det er helt naturligt, at Thomas Bloch Ravn i det århusianske bogprojekt ”100 Danmarkshistorier” lige netop tager udgangspunkt i sit eget århusianske museum. For der er noget at være stolt af. I de seneste Corona-uger har Thomas Bloch Ravn i øvrigt været ude i offentligheden og tydeliggjort, at der var nogen i Kulturministeriet, som sov, da de første kulturelle hjælpeforanstaltninger så dagens lys. Museer, som selv kan tjene penge på entreindtægten, var der ikke tænkt på!

Den Gamle By. Foto: US.

Men nu lysner det. Bogen ”Museer for Folk” udkom d. 12. marts, dagen efter statsministeren havde lukket landet ned. Men sorg er til glæde vendt, og sammen med mange andre museer åbner Den Gamle By i Aarhus mandag d. 25. maj.  Stik imod regeringspartiet og diverse spindoktorer har det vist sig, at det danske folk, udover cafeer, bodegaer og restauranter, ikke mindst har savnet museerne.  For på museerne går man hen, glemmer sig selv, mens fortiden, nutiden og samtiden rulles op for øjnene af en og giver viden om nogle af livets eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvordan levede mine forfædre? Etc.  Corona-krisen har lært os, at museerne er essentielle for store dele af befolkningen anno 2020, på trods af en negligerende kulturminister og en statsminister, for hvem Kulturministeriets primære område er sport og højskoler.

Vejen til museernes folkelige gennembrud har været lang og sej, men i Thomas Bloch Ravns underholdende bog synes den overkommelig, og de kun 100 sider forslår næppe, for der er så meget af berette om.

”Museer for folk” lægger ud med den store Landsudstilling i Aarhus 1909 hvor en entusiast, iværksætter og uegennyttig lærer, Peter Holm, havde sikret, at den gamle Borgmestergaard fra 1597 blev bevaret og indgik i udstillingen som en selvstændig enhed. Peter Holm og co. havde indrettet en række stuer fra forskellige epoker i gårdens gode rum.  100.000 betalende publikummer ud af den halve million, som besøgte landsudstillingen, sikrede Bormestergårdens fremtid.

Aarhusudstillingen var inspireret af de store verdensudstillinger i anden halvdel af det 19. århundrede og tillige Den Store Nordiske Udstilling i København 1888. Karakteristisk for udstillingerne var bl.a. et meget højt ambitionsniveau, ikke mindst hvad angik arkitekturen. Alligevel blev bygningerne som regel nedrevet efterfølgende.  Christal Palace i London fra 1851 var en undtagelse. Den blev flyttet, men brændte ned siden.  Eiffeltårnet fra 1889 består endnu. Desværre blev Martin Nyrops hovedbygning til Den Store Nordiske Udstilling revet ned, men siden fik han lov at bygge rådhuset på samme plads!

Bogen fortæller om de lokale trakasserier i Aarhus,  hvor en selvbevidst og snæversynet  konsul og museumsmand, Frederik Ollendorff gjorde alt for at forhindre det forsatte liv for den gamle borgmestergaard.  Lykkeligvis blev den i protest genopbygget ved Selskabshaven, senere Botanisk Have,  i stedet for ved Ollendorffs Aarhus Museum nede ved åen. Dermed var der plads til to andre gamle huse og grundstammen til et kommende Købstadsmuseum og senere Den Gamle By var lagt.  Også i København på Nationalmuseet sad en krakiler, Sophus Müller, i samme periode. Han ligefrem så ned på provinsen og mente, at alt af national betydning skulle havne i København og udstilles der.  Der var et tydeligt hierarki imellem hovedstad og provins.

Hurtigt oprulles i bogen den imponerende liste over lokalmuseer og siden hen specialmuseer, som opstår i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.  Hvert museum har haft en person, der formodentlig har kæmpet næsten uovervindelige kampe mod forstokkede tanker, der ikke omfattede forandring.

Et par sjove kapitler forklarer, hvordan Nationalmuseet i årevis har forsøgt at fastholde sin magt, og uden malice beskrives hvordan det kollegiale museumsnævn bliver til en styrelse, hvor kun de statslige museer holdes udenfor og styres direkte fra Kulturministeriet i Nybrogade. Denne sidste ændring oplevede jeg selv på kroppen i begyndelsen af nullerne og havde svært ved at forstå de magtfulde embedsmænds beslutninger og handlinger. New management og centraliseringsdrømme var begyndt at florere og blive effektviseret.

Den Gamle By. Foto: US.

En anden kamp imellem museerne er spørgsmålet om publikum. Her taler bogen alene om de kulturhistoriske museer og holder dermed kunstmuseerne udenfor. Er et museum til for forskeren eller for publikum?   Der er visse steder, hvor man stadig kan være i tvivl, men ikke i Den Gamle By. Her har man i de seneste år formået at holde balancen og modtage en halv million besøgende og alligevel holde den museale fane højt. Selvfølgelig er rundviserne i kostume, og der sælges slik som i gamle dage. Men informationsniveauet er i orden, og der tales ikke ned til publikum.  Senest har museet i Aarhus fået en stor multimedieudstilling med en imponerende gennemgang af Aarhus Bys udvikling  med fikse og familievenlige ”fortællinger”, der fanger unge som gamles opmærksomhed. Midt i udstillingen står et imponerende lokomotiv. Så må drenge som modne mænd overgive sig.

”Museer for folk” kan læses som en kærlighedserklæring til museumsinstitutionen fra en mand, der har levet et halvt liv med et folkeligt museum i provinsen.  Dermed understreger bogen også nogle af de skel, som stadig ligger imellem de forskellige museumstyper. Kulturministeriet har tilsyneladende ikke ønsket at gøre noget ved modsætningerne, men har tværtimod kunnet lide, at der var lidt kamp i de lavere museumsklasser.

Bogen er underholdende og velskrevet, men mangler kronologiske oversigter og indeks. Det er åbenbart præmisserne for serien i det A.P. Møller-finansierede ”100 danmarkshistorier” på Aarhus Universitetsforlag. Men det er ikke godt nok, at man skal gå ind på forlagets hjemmeside for at finde noter etc. De skal stå i bogen.

Som de bedste kulturhistoriske museer ikke taler ned til publikum, så bør et universitetsforlag heller ikke tro, at læserne er uvidende og overfladiske.

Det er iøvrigt  mærkeligt, at en bog kan være “fagfællebedømt” og så alligevel mangle både noter, oversigter og indeks. Måske skulle forlaget tænke lidt mere over, hvem de udgiver bøgerne for.  Men det må ikke tage æren fra bogen “Museer for folk”. For bogen er velskrevet, underholdende og klar i mælet.

www.100historier.dk

www. unipress.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.