Kulturkupeen

Museologi mellem fagene, ny antologi.

Kommentar af Ulla Strømberg.

Museologi mellem fagene, ny antologi.

 

Rane Willerslev har måske alligevel en god pointe, når han engagerer modemanden Jim Lyngvild til både Nationalmuseet og Kronborg Slot og i øvrigt gerne selv optræder i parfumerede feel good tv-programmer m.m.

Sådan lyder min konklusion efter en følelsesladet læsning af ”Museologi mellem fagene”, skrevet af en række forskere, hvoraf halvdelen hører hjemme på Aarhus Universitet.  Værket er ambitiøst, og de tre redaktører beskriver på sympatisk vis i forordet, at hensigten er at lade mange forskellige forskningsområder vise henimod forståelsen af dagens og morgendagens museumsinstitution. Men næppe er jeg begyndt at læse artiklerne, som alle er fagfællebedømt af en unavngiven person, der takkes for sin indsats(!), før jeg bliver urolig. Den bedømmende fagfælle er måske også årsagen til, at læsningen kræver koncentration på grund af en gennemgående manglende evne til skriftlig formidling, dårligt sprog og fejlagtig kommatering. Hurtigt begynder jeg derfor at associere til alle mulige og umulige hændelser, jeg har oplevet både i og uden for museumsverdenen. Og da jeg googler lidt, havner jeg i en undersøgelse fra 2009, hvor det er beskrevet, at mange museumsansatte får stress – op imod 25 anmeldelser om året ud af 900 medlemmer i Dansk Magisterforening. Årsagen er angsten for at blive arbejdsløs, angsten for at sige fra etc. Men mon ikke det også skyldes dårligt arbejdsmiljø på grund af en mærkværdig højpandethed blandt museumsansatte? tilføjer jeg efter sammenlagt 10 års ansættelse på museumsinstitutioner og efterfølgende bestyrelsesarbejde i nogle museumsorganisationer på tværs.

Kommunikation på alle niveauer

Blandt forfatterne i antologien er en markant overrepræsentation af universitetsansatte, hvor af de færreste har været ansat i længere tid på et museum. Nej, de har tilsyneladende foretrukket universitetsghettoernes tryghed, hvor de i ro og mag kunne filosofere over museumsvæsenet.  Det forklarer måske de ufremkommelige tekster, hvor Britta Timm Knudsen, professor ved Institut for Kommunikation og Kultur, skal have førsteprisen i mærkværdig kommunikation og formidling. I slutningen af hendes artikel, som groft oversat handler om, at publikum på nogle museer simpelthen guides rundt for at se og høre om udvalgte objekter og historiske hændelser, kommer et eksempel fra et fransk kolonimuseum: ”Guidning på afveje tilbyder at dekolonisere museet qua sin materielle modalitet, hvori stedernes backstages og scener indtages af publikum, qua sin spatiotemporale modalitet ved at åbne stedet for alternative fortællinger om fortiden….”  Men så pludselig giver forfatteren los i de allersidste sætninger:  ”Her bliver man som barn igen, for hvornår har man sidst stæset op og ned ad trapperne på et museum?”

Hverken første eller såmænd andet citat lover godt for de eventuelle kandidater, som kommer ud af Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.  Og det er ikke en vittighed, men giver alligevel associationer til bl.a. Lars von Triers “Direktøren for det hele”, hvor direktøren/skuespilleren har en guru inden for skuespilllerkunsten.

Interessegrupper

Heldigvis er der også nogle bidragsydere, der kan skrive, bl.a. Gertrud Latif Knudsen. Hun har greb om både sprog og budskab. Hun vil introducere begrebet stakeholder i en dansk museumssammenhæng. Stakeholder kan vel løst oversat siges at være en interessegruppe eller grupper og kan være vigtige i museumssammenhæng. Mange mennesker kan med god grund postulere at have et medejerskab af museer, hvor der er offentlig støtte. Derudover er der selvfølgelig andre grupper, som politikere, pædagoger m.m. som har en holdning til et museum. Gertrud Latif Knudsen trækker sin 7 år gamle ph.d. afhandling frem og bruger dermed det hedengangne Aarhus Bymuseum som eksempel. Hvad gik galt? Kommunen investerede i museet, der åbnede i egen bygning i 1993. Men i 2011 blev museet lukket og samlinger og ikke mindst museets arbejdsområde blev overgivet til Den Gamle By i Aarhus, der således fik en markant ny lokal dimension.

Med masser af skemaer m.m. forklares hvordan forskellige aktører påvirker en museumsinstitution, og det kan være nyttigt at erkende, bl.a. i en opstartfase eller måske, når det begynder at trække op til storm udefra, om det så er pressen, kommunen, ministeriet eller hvem, der er ude med riven.

Forfattermuseer og mindestuer

I det behagelige og letlæste hjørne er Per Dahls artikel om danske forfattermuseer.  Desværre har den bedømmende fagfælle nok forbudt Per Dahl at give karakterer. Det er ærgerligt, for der er nok at påpege på den måde, som nogle enkeltmandsmuseer og mindestuer er blevet forvaltet på i de seneste mange årtier i Danmark. Men det er et område som afgjort er ved at komme ind i varmen, fordi danskere er blevet mere individ- og stjerneorienterede igen. Hvor det var politisk ukorrekt for 40 år siden at hænge museumsoplevelser op på enkelte kunstnere, hvis det ikke enten var Karen Blixen eller H.C. Andersen, er publikum, og herunder også politikere, nu igen interesserede i at markere KUNSTNEREN. Vi er i Danmark dog ikke nået derhen, hvor bl.a. Sydeuropa og ikke mindst Latinamerika befinder sig. I de lande er der nemlig ingen fine fornemmelser, og fortidens rigmandsvillaer omdannes hyppigt  til såkaldte house museums, hvor publikum inviteres indenfor for opleve en svag afglans at et eventuelt glamourøst liv, som engang har udfoldet sig.

Forfattermuseer har forskellige problemer, bl.a. at manuskripter og breve m.m. kan være sendt til Det Kongelige Bibliotek. Bedre står det til med kunstnerhjem, hvor mit yndlingsmuseum for tiden er Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Tidligere var Anna og Michael Anchers Hus i Skagen ligeledes fuld af autentisk charme.  Men mange faktorer spiller ind. Museumssammenlægninger kan være ødelæggende og måske også de mange universitetsansatte museumsspecialister, som hjemme ved skrivebordet udtænker nye veje for museerne.

Det performative – kunstneren i aktion på museer

Et meget stringent indlæg er skrevet af  performancespecialisten Ida Krøgholt og her analyseres  bl.a. den i dag legendariske performancekunstner Marina Abramovic. I et stramt tøjlet universitetsprog beskrives i mindste detaljer, hvordan  Abramovic engang optrådte på Moma, Museum of Modern Art.  Beskrivelsen og detaljerne for at forklare performativitetsbegrebet er helt i orden, men har man selv oplevet at stå på et nedlagt posthus i Berlin og se Abramovic højt til vejrs, nøgen og som en anden rovfugl sidde på en pind i timevis, mangler der nok lidt saft og kraft i beskrivelsen.

Arkæologien

Sidste bidrag i bogen er old school og dermed i mine øjne formfuldendt skrevet og meget informativt. Peter Pentz, museumsinspektør på Nationalmuseet i Afd. for Danmark og Middelhavslandenes Oldtid, når vidt omkring og får fremhævet mange af de aktuelle problemer inden for museer med forpligtelser vedr. fortiden.  I dag må man ikke udstille mumier fra eks. Grønland, men gerne fra egen fortid og Ægyptens. Jim Lyngvilds viderefortolkning af datidens vikinger kan diskuteres, men har vakt  genklang hos publikum, understreger Peter Pentz. Også museumsinspektørens fremtid sættes der spørgsmålstegn ved. For alt i kulturens verden er i transformation.

Det er vel fint nok med alle disse teorier, men det er trist, når nogle af forfatterne kløjes i det sproglige. For så bliver skandalen om den dematerialiserede Frederik 5. buste pludselig igen meget nærværende, og man kan blive bange for ikke mindst de humanistiske  uddannelsesinstitutionernes videre færd.

Gad vide, hvad denne antologi kan bruges til? Og tænk, hvis den havde givet os redskaber til at forklare, hvorfor Jim Lyngvild ikke er den rette løsning for et nationalt museum i tvivl.

Udkom    15.1.2021.

www.unipress.dk

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.