Af Ulla Strømberg
Nye teaterledere på mindst fire danske teatre.
Teatrene er lukkede, koncertsalene er lukkede, museerne er lukkede, gallerierne er lukkede, boghandlerne er lukkede, bibliotekerne er til dels lukkede.
På trods af nedlukningen er en mængde kunstnere og kulturarbejdere i gear og knokler i håbet om, at vi snart må mødes igen. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor kompliceret det må være at holde teaterforestillinger i gang uden ret til at opføre dem – eller at træne hver dag uden hverken at måtte spille, synge eller danse for et publikum etc. Det må være mere end svært. Det er beundringsværdigt, at så mange er i gang. Og i denne mærkelige ventetid har vi fået et nyt stort teater, mens tre andre teatre har fået nye ledere.
Så her følger lidt om Fredericia Musicalteater, Odense Teater, Teater Grob og Husets Teater.
Den store succes på det gamle Fredericia Teater: Klokkeren fra Notre Dame. Pressefoto: Søren Malmrose.
Fredericia danser igen
Det hedengangne Fredericia Teater genopstår nu som Fredericia Musicalteater. Med en ny fire årig aftale og en sikkerhed på 11 millioner kroner årligt fra Fredericia Kommune og et supplement på 8,7 millioner kroner fra den socialdemokratiske kulturminister har alle partier i Folketinget sagt ja til at støtte, skriver både Kulturministeriet og flere medier.
Fredericia Teater gik konkurs næsten samtidig med, at Corona-epidemien ramte Danmark, og vi alle havde andre problemer. Men det var trist og overraskende. Hvordan konkursboet afvikles, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men mit håb er, at den nye bestyrelse og den nye, konstituerede leder, Bjørg Gamst, har lært af fortiden og måske også vil nærlæse de to bøger, som udkom i efteråret 2018. Her var Fredericia Teater netop blevet en rigtig succes uden røde tal på bundlinjen. Og jeg lod mig rive med dengang i min anmeldelse:
Fredericia Teater er, uanset hvor mange bøger, der skrives om teatret, et enestående tilfælde i dansk kulturliv. Efter ca. 10 års arbejde har egnsteatret i dag et regnskab, der balancerer omkring de 80 millioner kroner, og der sælges flere billetter end på de store, guldrandede landsdelsscener. Men forpligtelserne er ikke de samme.
Der er en stor frihed i Fredericia, som andre teatre nok er misundelige på.(….) Fredericia har haft det, der ofte er en mangelvare: store ideer, masser af energi, vedholdenhed og opbakning.
Et år senere kvitterede Kulturministeriet med at løfte egnsteatret op til et paragraf 5 teater, dvs. direkte på finansloven. I slutningen af 2019 begyndte det at buldre om bl.a. et ekstremt overforbrug på PR-kontoen. I marts 2020 kom meldingen, at Fredericia Teater havde indleveret konkursbegæring. Resten er historie, og inden for dansk teater ser man sjældent tilbage.
Det bliver spændende, hvordan den nye teaterinstitution vil tackle udfordringerne og manøvrere uden at komme i økonomisk uføre. Problemet er, at musicalgenren er et dyrt bekendtskab. Der kræves mange medvirkende etc. Samtidig rummer den nuværende officielle kulturpolitiske tendens på både landsplan og lokalplan, at der er et krav om at nå publikum. Så mon ikke der ligger et vink med en vognstang om, at alt i Fredericia skal være block busters. Det er bare ikke muligt. Man kan ikke skabe kunst og ramme plet hver gang. Man kan skabe underholdning ved at genbruge gamle opskrifter, men kunsten må nødvendigvis bygge på nybrud.
Det bliver en svær opgave for Bjørg Gamst, der har været skuespiller på teatret i flere år. Fredericia Teater ønskes alt det bedste.
“Anna Sophie Hedvig” – Odense Teater 2018. Foto: Emilia Therese. Iscenesat af Jacob Schjødt.
Odense Teater
Odense Teaters chefkontor er netop blevet overtaget af instruktøren Jacob Schjødt, der siden 2012 har siddet i teatrets dramaturgiat og iscenesat flere forestillinger i Odense, bl.a. en bevægende smuk “Anna Sophie Hedvig” i 2018. Odense Teater har et meget velspillende fast ensemble, og i modsætning til både Aalborg Teater og Aarhus Teater er der også flere modne, fastansatte skuespillere. Det giver tyngde og betyder, at forestillingerne som hovedregel har været præget af det, som vist er et kulturministerielt udtryk: høj kunstnerisk kvalitet. Det er allerede afsløret, at skuespilleren Søren Pilmark gæstespiller i Odense og efterfølgende på Nørrebro Teater i Henrik Ibsens ”En Folkefjende”. Det er en god idé med den eviggyldige historie om manden, der går op imod flertallet. ”Den stærkeste mand i verden, det er ham, som står mest alene”. Forestillingen skabes i samarbejde med Nørrebro Teater. Interessant om Odense Teater fremover kan favne både universitetsbyen og de socialt udsatte områder i Odense.
Denungewertherslidelser spillet på Aarhus Teater og Sort/hvid, instrueret af Sargun Oshana. 2019. Pressefoto.
Nørrebros Teater Grob
På Teater Grob på Nørrebrogade har instruktøren Sargun Oshana netop overtaget chefstolen, mens Maja Ries fortsætter som producent og administrationschef.
”DenungeWertherslidelser” iscenesat af Sargun Oshana blev for et par år siden på både Aarhus Teater og Sort/Hvid en overraskende romantisk og tillige nutidig indgang til Goethes univers. Det bliver spændende at se, hvordan Sargun Oshanas ofte meget kunstneriske og følelsesmæssige iscenesættelser vil sætte aftryk på det lille Nørrebro-teater., der hyppigt har stået for forestillinger med en samfundsmæssig slagside.
Jens Albinus i “Lille Eyolf”, instrueret af Liv Helm. Husets Teater, 2020. Foto af Henrik Ohsten Rasmussen.
Husets Teater på Halmtorvet
På Husets Teater ønskede skuespilleren og instruktøren Jens Albinus at stoppe, netop som det var lykkedes at sikre både Teater Sort/Hvid og Husets Teater fortsatte tilskud fra Københavns Kommune, som egentlig ville trappe de kunstneriske teatre ned til fordel for nye teaterinitiativer i Københavns omegn.
Nu skal instruktøren Liv Helm vise, om hun magter at løfte den tunge kunstneriske arv efter Albinus, som i sine fem år som leder evnede at markere dette Vesterbro-teater på et højt plan. Det var i øvrigt Liv Helm, der på Husets Teater med Jens Albinus og Signe Egholm Olsen instruerede den sublime fortolkning af Ibsens ”Lille Eyolf”. Det er kun et halvt år siden, men føles som uendelig lang tid siden.
Der bliver konkurrence, på den gode måde, med de nye unge kræfter i chefstolene på så mange teatre. Lige vilkår bliver det ikke, for økonomien i Odense og på de store københavnske teatre som Betty Nansen Teatret og Teater Republique kan ikke sammenlignes med Grob, Husets Teater og S/H.
Men når vi sætter os i mørket, og forestillingen begynder, forventer vi det samme kraftfulde engagement forløst sublimt.
Vær dog kke misundelig, men kæmp så godt du kan med de midler, som ministeriet og de lokale har givet dig.
I øvrigt er det vel værd at bemærke, at Kulturministeriet er stærkt inde over dannelsen af det nye Fredericia Musicalteater, og på samme vis vælger ministeriet bestyrelsesmedlemmer til de store københavnske teatre og til Det Kongelige Teater. Betyder det noget? Ja, men det er en anden historie, som vi først tager op, når verden er genåbnet, og man igen må være kritisk.