Kulturkupeen

Når Musikken fortæller – ny bog af Leif V.S. Balthzersen.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Når Musikken fortæller – en koncertfører af Leif V.S. Balthzersen. Ny bog.

 

Før nettet og googles fødsel var mine operaførere og balletførere livsnødvendig litteratur både før og efter et teaterbesøg. Nettet har dog gjort mange ting nemmere. Alligevel er det dejligt, at der stadig er folk som Leif V. S. Balthzersen, der orker at skrive en koncertfører i bogform – på papir. Tusind tak. For det er jo beroligende at sidde med en bog, bladre, læse og blive klogere.

”Når musikken fortæller” er bevidst begrænset til de ”fortællende” værker, dvs. den såkaldte programmusik. I indledningen forklares begrebet meget down to earth.

Balthzersen er en god pædagog, der uden at bruge for mange fagudtryk næsten får delt 3-400 års klassisk musikhistorie ind i to modpoler: den fortællende musik, der relaterer sig til ”billeder”, dvs. programmusik, som gerne må få nogle ord med på vejen allerede inden selve koncertoplevelsen og heroverfor den musik, som eksisterer i egen musikalske ret og begrebsverden.

Balthzersen har været musikformidler i mange år på Folkeuniversitetet og for oplysningsforbund. Det har nok lært ham, at årstal kan være lidt af en stopklods for koncentrationen i mundtlige sammenhænge. Men faktisk er det ærgerligt, at der ikke er indsat flere historiske linjer i bogen. For sådan er jo både kunsten og virkeligheden – kronologisk. Men måske er det ikke alle, der tænker sådan.

Heldigvis begynder bogen med barokken og fortsætter med klassikken. Vivaldis ”De fire Årstider” er helt oplagt og det perfekte udgangspunkt.

Efterfølgende bliver musikken, altså den fortællende, delt ind næsten geografisk, og det er måske også et fornuftigt valg.  At bogen så slutter i USA med Gershwins vidunderlige ”En amerikaner i Paris” fra 1928, viser bogens spændvidde. Netop i forbindelse med Gershwins musik, som er så vild og sprudlende, er det alligevel vigtigt at blive ”klædt på” med baggrundsviden og sjove detaljer om bl.a. de rigtige taxihorn, som blev benyttet ved uropførelsen i Carnegie Hall i december 1928. Mindre end to måneder senere var værket i øvrigt indspillet på plade.  Også et musikstykke som ”Rhapsody in Blue” fra 1924 måtte såmænd godt have fået flere ord med på vejen.

Bogen har en god og pædagogisk ordliste, en lang litteraturliste, men jeg savner introduktioner til de enkelte komponister. I stikord ville det også have været nyttigt, hvis det behandlede værk blev sat ind i komponistens samlede oeuvre. Derfor kan det synes som om, Balthzersen både under – og overvurderer sit publikum.

Mens jeg har haft bogen, har jeg desværre ikke været så heldig at være stødt på et af de behandlede værker i en koncertsal, men jeg håber det snart sker ved en af sommerens mange koncerter. Så skal bogen stå sin praktiske prøve og jeg vil forhåbentlig få endnu mere ud af koncertturen.

Udkommet på Aarhus Universitetsforlag.

www.unipress.dk

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.