Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Juleklassiker for hele familien – især de yngre medlemmer. 

Alle pressefotos af Oliver Hoffmeyer.

Den pæne fader bliver til monsterkonge, og familiemedlemmer og venner ender som to rivaliserende bander, der skal kæmpe om lille Klara – eller Julie, for der er faktisk flere hentydninger til den gamle Romeo og Julie-historie. For Klara er ikke en lille pige længere, men er blevet til en ung pige, der er forelsket i storebroderens ven. Sådan kan det gå. Og det går forbløffende godt i hip-hop-break-versionen af ”Nøddeknækkeren”.

Det er med ”Nøddeknækkeren” som med andre ballettemaer og eventyr: man må bøje og dreje dem efter forgodtbefindende uden at hverken teaterpolitiet, ophavsretseksperter eller lign. griber ind.( Om den originale historie  – se anmeldelsen af Det Kongelige Teaters balletversion.)

Alle pressefotos af Oliver Hoffmeyer.

Nu i år serverer Docken i Nordhavnen i København Juleteater med en ungdommelig ”Nøddeknækkeren”. Det gamle team, som stod bag en meget radikal version af ”Nøddeknækkeren”, vist første gang på Aveny-T i 2003 og siden gentaget hist og her- er sammen igen og har hen over det gamle sujet skabt en ny, sød familieversion. Steen Koerner som instruktør og koreograf er den drivende kraft. Selv indrømmer han programmet, at de 12 år, der er gået siden urpremieren, har betydet, at han har måtte stramme op i trinene. Det er sandt, og en yderligere radikalisering havde måske ikke gjort noget.

Alle pressefotos af Oliver Hoffmeyer.

Engang var det dumdristigt at sætte hip og hop sammen med en vaskeægte sylfide og at lade en smule Tjajkovskij musik lyde, mens faderen giver datteren en lussing. Men vi er blevet mere hårdføre har set for mange ”Broen-afsnit – ”Hitman” og lign.

Det eneste man kan udsætte på denne forestilling som kører overraskende professionelt er derfor, at den er for pæn. Men jeg tror, at det helt rigtige segment er de 8-14 årige – og der må jeg jo melde pas. Ikke mindst fordi min bil gik i stykker på vejen – og det var svært uden bil at samle nogle unge sjæle til et teater, der ligger derude, hvor kragerne vender.

Den sædvanlige historie om ”Nøddeknækkeren” er jo blot et påskud for at drømme – og det går dramaturgisk rigtigt fint i denne version. Først er vi i Klaras familie. Hun er 15 år og lidt forelsket i storebroderens ven. Faderen vil ikke vide af det, taler i mobiltelefon hele tiden, drikker for meget. Moderen er en mager model, mens familiemedlemmerne er endnu værre – og alle ganske morsomt præsenteret via rapperen Clemens’ gamle tekst og sjovt fremført af Anne Vester Høyer, som fungerer perfekt som en stor, lidt falmet engel. Hun er fortælleren og vel at mærke med knæbeskyttere og lidt afdankede vinger som dog godt kan være inspireret af Albrecht Dürers engle fra Apokalypsen. I det hele taget går det rigtig fint med de både litterære og kunsthistoriske lån – for historien er blevet lidt af en Romeo og Julie-konflikt. De unge må ikke få hinanden, to rivaliserende bander eller familier strides: monsterne, som repræsenterer Klara – og de bløde breakdansere, der henviser til originalens tinsoldater. Det er både sødt og fikst. Og hvor de kan breake og boggie, ikke mindst Mori Koichiro – men de er alle super velfungerende.

Alle pressefotos af Oliver Hoffmeyer.

Alt er godt, men den elektroniske musik, ved flere komponister, bliver nok lidt monoton – og det er ærgerligt, at en så fantastisk sanger som Mark Linn ikke får lov at være andet end en talende farfigur.

Mari I Dali – har stået for scenografien, som fungerer fint og passer glimrende til det store rum med den mindre scene. En dobbelt skaterbane udgør det hele. Med lidt mindelser tilbage til 2003, hvor hiphoppen måske havde en større placering i vores bevidsthed, er kostumerne forblevet tro mod det oprindelige udgangspunkt.

Alle pressefotos af Oliver Hoffmeyer.

Der er en velfungerende logistik derude, hvor kragerne også bor – så hele pakken kan anbefales – især, hvis man tager nogle børn under 15 år med. Så er ikke mindst de små solgt til juleklassikeren.

Idé, iscenesættelse og koreografi: Steen Koerner

Tekst: Clemens

Scenografi: Marie I Dali

Musik: Joakim Hjejle, Jeppe Kaas, Nico Defrost

www.docken.dk