Kulturkupeen

Ny biografi om Poul Bundgaard af Jacob Wendt Jensen.

Boganmeldelse.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Ny biografi om Poul Bundgaard af Jacob Wendt Jensen: “Meget mere end Kjeld fra Olsen Banden – en biografi om Poul Bundgaard”. 

Endnu en kunstnerbiografi fra den myreflittede journalist og forfatter Jacob Wendt Jensen, og nu på eget forlag.

Egentlig er det vel filmbranchen, som er Wendt Jensens domæne, men da han tilsyneladende ikke kan lade være med at skrive skuespillerbiografier og grave i arkiver og papirklip, klarer han også at portrættere en kunstner som Poul Bundgaard her ved hans hundredårsdag.

Det var en mand, der måske allerhelst ville være operasanger. I hvert fald tilbragte Bundgaard næsten et år i Rom sammen med sin nygifte hustru Bente. Tanken var, at den kommisuddannede, meget velsyngende unge mand skulle uddanne sig til operasanger. Med den rette lærer skulle hans tenorstemme formes, så den kunne blive både robust og spændstig.

På trods af en tid på Det Kongelige Teaters operaafdeling, blev det i de lettere genrer Poul Bundgaard fortsatte karrieren i Danmark. På forskellige teaterscener sang og spillede han, mens det blev det nye TV-teatret, der skabte den folkekære sanger via operetten ”Farinelli” i 1961  med ikke mindst  sangen: ”Sangen har vinger”.

Poul Bundgaard elskede at synge og elskede at være munter. Han  havde en sød tand, der i hans tidlige voksenalder forvandlede den smukke, slanke unge mand til en venlig bulderbasse.

Poul Bundgaard (1922-1998) har ikke som sådan medvirket til bogen. Men Wendt Jensen har flittigt brugt den interviewbog med Bundgaard, som udkom i 1988. Det er ikke nyt for Wendt Jensen at skrive om en person, han ikke har mødt på anden vis end på filmlærredet eller tv-skærmen. Det er helt legitimt, for sådan arbejder mange film- og teaterhistorikere, men det bliver altid lidt penibelt, når hovedpersonen er død, mens menneskene udenom gerne vil male et lyserødt portræt.

Wendt Jensen har vist været hele vejen rundt hos de efterladte børn, enke, eks-svoger, venner, bekendte, kolleger og arbejdsgivere. Der er foretaget adskillige interviews og mange gengives i måske lidt for lange passager. Men facit er enslydende: Poul Bundgaard var en ualmindelig venlig, imødekommende mand, der helst ønskede, at hele verden havde et smil på læben.

Titlen på bogen ”Meget mere end Kjeld fra Olsenbanden” siger måske mere om Wendt end om Bundgaard, for den store runde skuespiller medvirkede i mere end 70 film, som stadig huskes af dem, der ikke er født i går.

De mange interviews, også med familien til den første kone, kan hurtigt blive lidt ugebladsagtige. For kone nr. et, Bente, var ud af en  ”fin” familie med penge og akademiske uddannelser til mændene. Her passede Poul Bundgaard ikke ind. I næste ægteskab med Kirsten, senere Bundgaard, der var solodanser på Det Kongelige Teater, syntes rollerne, de sociale klasser og respekten for hinanden at passe  bedre.

Også Poul Bundgaards tre børn interviewes og gentager alle på linje med de mere perifere stemmer den samme flinke historie. Og selvfølgelig er hustru nr. to også rigeligt repræsenteret.

Den positive holdning som lægges for dagen kan godt blive lidt triviel og koster måske i sidste ende lidt på troværdighedskontoen.

Via indspilningen af de mange Olsenbanden-film, udviklede de tre hovedroller Morten Grunwald, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard et kollegialt sammenhold, som måske, måske ikke, udviklede sig til kammeratskab. Men det fremgår ikke så tydeligt. Den sidste Olsenbanden-film: ”Olsenbandens sidste stik” blev optaget 17 år efter den næstsidste. Produktionen blev ramt af en række meget sørgelige hændelser. Poul Bundgaard døde, før filmen var færdig, men filmselskabet besluttede at fortsætte og afslutte arbejdet. Men kort tid efter døde den 56 årige instruktør Tom Hedegaard endnu før de sidste indspilninger var afsluttede.

Filmen blev færdigproduceret med bl.a. Tommy Kenter som Poul Bundgaard. Men var det mon den rigtige beslutning? Dermed slutter bogen faktisk med mindre optimisme end stemningen har været på de foregående mange sider. Dog får Kirsten Bundgaard lov at sætte det endelig punktum.

Bog er fuld af oplysninger og er skrevet ind i en tid, hvor det private og det offentlige er ved at flyde sammen. Denne tendens kan der være flere meninger om, men bogen skal nok skabe glæde i de små hjem, hvor de mange filmentusiaster bor.

Bogen er ikke tænkt som en indføring i ”En skuespillers arbejde med sig selv” (gamle Stanislavskijs bibel til skuespillere). Den er snarere en lang, meget lang featurehistorie om en person, der på en måde, længe før alle de sociale medier kom i cirkulation, gav sig selv hen til den store offentlighed. Ikke for at blive kendt, snarere for at få lov at synge for og med publikum. Samtidigt voksede antallet af proselytter.

Måske er det til dem, Jacob Wendt Jensen har skrevet bogen. Dermed er det legitimt, at der ikke bagest i bogen er en totaloversigt med alle film- og teaterroller samt plade- og cd-indspilninger.

Udgivet på eget forlag: Forlaget format.

www.forlagetformat.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.