Kulturkupeen

Ny bog: Et spørgsmål om Kultur – af Merete Sanderhoff.

 

Kommenteret af Ulla Strømberg.

“Et spørgsmål om Kultur” af Merete Sanderhoff.

Ny bog, hvor 42 såkaldte ”kulturaktører” svarer på de samme 5 spørgsmål stillet af forfatteren, som til daglig er museumsinspektør på Statens Museum for Kunst.

Spørgsmålene handler primært om:  et kulturelt danmarkskort;  armslængdeprincip; kan noget undværes?; og  drømmen om mere kultursnak i den politiske debat.

Det er altid godt med et initiativ og en indsats, så tak for bogen. Men næppe havde jeg fået den i hånden, før jeg blev overvældet af en umådelig og vedvarende følelse af déjà vue.  Så enten er det gammel vin på nye bogsider – eller også er jeg bare blevet kulturelt mæt.

Jeg har desværre hørt det hele før og sandelig også inden for de seneste uger, hvor jeg allerede har harceleret over de mekaniske taler, som en række af disse ”kulturaktører” er kommet med, bl.a. på møder op til valget d. 5.6. og senest på Folkemødet på Bornholm.

Forfatteren Merete Sanderhoff har mediefornemmelse, så naturligvis er tidens to kulturdarlinger med: Nationalmuseets Rane Willerslev og Det Kongelige Teaters Kasper Holten. Begge herrer er mere end kvikke og veltalende, men gentager sig selv, uanset hvor de står og går. Selv om de begge er ansatte som ledere af statsinstitutioner og dermed udnævnt af Kulturministeriet, skyder de lidt, men aldrig med rigtig krudt. Det er legetøjspistoler, men sjovt at lytte til. Kasper Holtens hovedbudskab, at man ikke skal tale om kulturstøtte, men kulturinvestering, er nu ikke så dumt. Rane Willerslev er sværere at indkredse, men at der skal sjov i gaden, er vist en af pointerne. Og så ligger arkæologien og etnologien hans hjerte nærmest.

De andre bidrag er på hver sin måde forudsigelige. Forfatteren blander sig af og til i samtalerne  og fortsætter tankegangen, så man ikke altid ved, hvem der taler.

Danmarks Radios generaldirektør indleder, men har på en eller anden måde diskvalificeret sig selv i mine øjne. Med en løn på næsten 4 millioner kroner og vist nok ekstra bonus, da hun fyrede 390 mennesker for at leve om til kulturministeriets krav, har hun nok vænnet sig til pengene.  Hun er djøffer og dvs., at hele den ideologiske og kulturæstetiske tankegang ikke har et dybere fundament hos hende.  Åbn for TV og check DR: En uendelig række af underholdningsprogrammer, nye som gamle, suppleret af gode nyhedsudsendelser og frygtelige aftenshows. På radiosiden de samme personer, som på 20. og 30. år fortæller lidt om kunst, kultur, Israel m.m. Det er sandelig ikke høj kvalitet i mine øjne.

En politiker som Mogens Jensen (S) foreslår hele tiden, på trods af at han har været en aktiv kulturpolitiker i mange år, at der skal undersøges ditten og datten. Han kunne eksempelvis læse de 20 kulturpolitiske bøger, som med Peter Duelund som redaktør, efter opfordring fra Jytte Hilden, blev udgivet i midten af 1990erne. Ikke mange har bladret i de bøger. For næppe var de trykt, før et par radikale kulturministre tog over (bl.a. Gerner Nielsen), og de læste naturligvis ikke socialdemokratiske propagandaskrifter.

Alex Arendtsen fra DF er selv cand. mag. i dansk m.m. Han har sat sig grundigt ind i tingene. men hans synspunkter bliver ofte holdt ud i strakt arm af andre, da hans hovedpointe er det nationale og det elitære over for det folkelige.

To magtfulde fondsmænd, fra henholdsvis Bikubenfonden og AP Møller Fonden, er tidl.  bankmand og administrator med en universitetsbaggrund.   Bortset fra at de har magt, er spørgsmålet vel, om de har evnerne til at spå om den kulturelle og kunstneriske fremtid for vort land?  Men de er gode at kende, for de rekrutterer kulturfolk som rådgivere og uddeler penge i spandevis.

De tre udvalgte billedkunstnere taler naturligvis om sig selv, hvor Olafur Eliasson, den verdensberømte kunstner, er lidt mere interessant, da han  beskriver det projekt, han er involveret i lige nu, som inddrager de store klimaglobale udfordringer, vi alle lever under.  Det skal udmønte sig i et museum eller et besøgscenter.

På spørgsmålet om noget kan undværes, er der flere, som svarer, helt i kulturministeriets ånd, at man såmænd gerne må lukke små museer, der ikke har mange besøgende. Andre vil ikke have så mange teatre og slet ikke musicals og teaterkoncerter!   (Men de får altså heller ikke støtte og klarer sig alligevel på markedets præmisser – det burde forfatteren nok have indskudt!)

Ikke mange taler om biblioteker og sport, som jo er en del af billedet, men selvfølgelig er det ikke så interessant, hvis man er kunsthistoriker eller skønånd.

Heldigvis er der et par stykker, der berører de eksisterende puljeordninger. Men ingen taler om Statens Kunstfond som en fætter-kusinefest. De skiftende kunstråds evne til at støtte bredt, har jeg for mange år siden mistet troen på.

Heller ikke integration via kunst og kultur er noget, som ligger de adspurgte på sinde. For de har jo ikke brug for det.  Integration via kunst og kultur bliver kun aktuelt, hvis der er en pulje, hvor kulturinstitutioner eller kunstnerne kan søge penge – og så vil projektet ophøre, når pengene er brugt, (siger jeg).

Embedsværket står heller ikke for skud.

Bogen er desværre som snydt ud af kulturministeriet: ”Nu skal vi sætte ord på kunsten og kulturen”. Man kan næsten høre de mange djøffere og administratorer i både departementet og styrelsen. Og så går der lidt tid med at diskutere, siden skal en ny minister briefes, og der kan holdes nye møder om fordelinger – styret centralt af djøfferne.

Bogen er velskrevet – og positiv, måske for positiv(?)  i sin grundholdning.

Men jeg ved ikke, hvem bogen henvender sig til: Kulturaktører orker nok ikke at høre på disse Tordenskjolds soldater, de ved jo det hele selv. Nye kommunalpolitikere etc. orker nok ikke at læse 300 sider, som ikke rigtig munder ud i noget.

“Men så fik vi da debatteret kulturen”. Og politikere som Mogens Jensen kan være glade, og kulturministeriet har fået en håndfuld nye og gamle navne, de kan sætte ind i alle deres råd, nævn og udvalg, som de styrer med hård hånd.

Imens løber kunsten og kulturen, præcis som en uvorn unge, derhen, hvor solen skinner, og verden ser anderledes ud.

Halleluja.

 

 

Et spørgsmål om kultur. Kulturpolitikken til debat. Gads forlag. Udkommet foråret 2019.      

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.