Menu Luk

Ny bog: Mandarinen. Flemming Flindt – et teaterliv.

Kommenteret af Ulla Strømberg. (Biografier, selvbiografier og lign. får ingen stjerner.)

“Mandarinen. Flemming Flindt – et teaterliv”  af Knud Arne Jürgensen under medvirken af Vivi Flindt.  

En stor portrætbog om Flemming Flindt er en god idé. Flemming Flindt (1936-2009) var balletmester i 12 år på Det Kongelige Teater og efterfølgende satte han store, spektakulære forestillinger op i bl.a. Cirkusbygningen.  Senere havde han en lang periode som balletchef i Dallas, Texas – og vendte derpå tilbage til Danmark og fortsatte med at sætte egne koreografier op rundt om i verden.  Udefra set er det ikke mindst Flindts balletkoreografi, som står og higer efter beskrivelse og analyse.

Ballethistorikeren Knud Arne Jürgensen har skrevet portrætbogen sammen med Flemming Flindts hustru, tidligere solodanser Vivi Flindt. Med Vivi Flindt på sidelinjen og et tilsyneladende komplet arkiv over værker og brevvekslinger har der været nok af gods til at sammenstille et portræt af en væsentlig danser, koreograf og balletmester.

Bogen inddrager også den private Flemming Flindt og medtager tillige udsagn og flinke ord fra en række stadig levende personer, der har været i berøring med Flemming Flindt.  Men derved knækker bogen over og bliver mindre brugbar i en teaterhistorisk sammenhæng, men måske mere underholdende.

I mine øjne mister bogen dog for meget på denne privatbiografiske konto, og de enkelte værker bliver beskrevet med skiftende grundighed og systematik.

Tilsyneladende er det balletten ”Den forunderlige Mandarin”, som i øvrigt også har givet navn til bogtitlen, der kåres som Flindts største værk. Derefter følger de spektakulære forestillinger på henholdsvis Det Ny Teater og Cirkusbygningen, bl.a. ”Salome” og en genopsætning af den legendariske ”Dødens Triumf” med fl.

Flindts pionerarbejde med den absurde forfatter Ionesco om ”Enetime”, ”Den unge mand skal giftes” og Dødens Triumf” behandles lidt abrupt og ikke så systematisk. Det er ærgerligt.

At Flemming Flindt var en stor danser, ved vi fra anmeldelser, og hvis man er tilstrækkelig gammel, har man også ved selvsyn kunnet iagttage med hvilken kraft og styrke (og maskulinitet), han dansede. At han var en interessant koreograf, kan ses af de forskellige koreografiers overlevelse. Her vil jeg igen pege på ”Enetime”, der for mig personligt blev en ”døråbner” til forståelse af balletgenrens muligheder.

Flemming Flindts stil som leder er mere problematisk.  Igennem hele bogen tales om en modstand, som Flemming Flindt tilsyneladende selv følte igennem store dele af sit professionelle liv. Men denne modstand forklares ikke rigtigt og får heller ikke ”modstand” i bogen.

Historierne høres kun fra den ene side, og det står ikke klart, hvad der førte til, at Flindts og Det Kongelige Teaters veje skiltes.  Flere breve citeres, bl.a. et fra den daværende kulturminister Niels Matthiasen, men heller ikke dette brev belyser eventuelle konflikter.

Bogen har gode oversigter og indekser bag i, men er layoutet på en mærkelig, tung måde og det må undre, da Flemming Flindt var meget opmærksom på det visuelle og samarbejdede med tidens bedste scenografer. Også musikken var af fundamental betydning. Også her var Flemming Flindt yderst bevidst om at holde et højt kunstnerisk niveau.

Billedvalget i bogen har meget få illustrationer fra Det Kongelige Teater. Det kan skyldes praktiske omstændigheder, men burde måske havde haft en kommentar med i indledningen eller i en note. Det kan sagtens være forlagets skyld og et spørgsmål om rettigheder og økonomi.

Bogen udfylder et hul i nyere dansk ballethistorie, men er på nippet til at være en helgenkåring. Derved får vi tilsyneladende kun en del af sandheden.  For ingen mennesker er så fejlfrie som den Flemming Flindt, bogen ”Mandarinen” beskriver.

www.gyldendal.dk