Kulturkupeen

Ny nordisk bog om kulturpolitik fra Nordisk Kulturfond.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Afspejlinger kunst kultur politik samfund (uden kommaer). 2021.

Ny nordisk bog om kulturpolitik fra Nordisk Kulturfond.

Det er som at være tilbage i forrige århundrede, dengang i 1980erne, hvor man godt måtte tale om kulturpolitik og nordisk kultursamarbejde, og det var interessant at sammenligne de forskellige lande.  Derfor er mit udbrud: Dejligt med en bog om nordisk kulturpolitik. Men samtidigt er det lidt mystisk. For måske otte år siden talte jeg med samme instans, da jeg havde planer om en bog om et nordisk kulturemne. Men i telefonen lød det: vi tror ikke længere på bogen, eller for at være præcis – ”Bogen er død”. Og de ca. 36 millioner kroner, som uddeles årligt af Nordisk Kulturfond, går netop ikke til bøger, film og lign.  Til gengæld støttes udefinerlige netværker.

Men troen på ”bogen” er vendt tilbage, eller også er det en form for testamente for en af embedsmændene i Nordisk Kulturfond, som har sæde i Danmark i et smukt hus vis a vis Christiansborg Slot, dog med flere nordiske statsborgere blandt de ansatte.

Fonden har bedt den svenske kulturjournalist Gunilla Kindstrand om at interviewe nogle særligt udvalgte personer. Men hun måtte ikke bare interviewe og skrive ned; en redaktionskomité bagved skulle være med til at stille spørgsmålene, står der i indledningen!  Det hedder vist styring – politisk og ideologisk styring.

Det viser samtidigt, at den frie tanke har det så som så i den organisation, som skal forene kultur fra Norge, Sverige, Island, Finland, Danmark – for ikke at nævne de mindre øer m.m., som dog ikke har fået plads i denne trykte publikation.

Bogen er smukt layoutet med glade illustrationer af en finsk kunstner: Robert Lönnquist, trykt i Danmark og på dansk/norsk og engelsk. Men indimellem er den danske tekst lidt eller meget google-translated. Det kan undre, for organisationen Nordisk Kulturfond favner så sandelig også litteratur, udover billedkunst, teater, arkitektur og musik, men ikke sport, som for tiden er  den vigtigste del af dansk kulturpolitik.

 

Det er vist en bevidst strategi, at der skal høres flere stemmer fra hvert af de ret forskellige nordiske lande og naturligvis ligeligt fordelt imellem mænd og kvinder, men ingen ”hen”. Fra Danmark er valgt den kendte billedkunstner, Olafur Eliasson, der har fået lov at aflevere et interessant essay fra et udstillingskatalog i 2019-2020 i Portugal. Teksten siger noget klogt om kunstens forhold til eksistens, naturvidenskab og økologisk opmærksomhed.

Den tidligere chef for Novo Nordisk, Mads Øvlisen, der i en periode var bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater og tillige en periode formand for Kunstrådet,  er heldigvis kritisk over for ikke mindst den politiske bevågenhed og de politiske prioriteringer, som måske udelukker nogle former for kunst.

Også den svenske etnologi-professor, Owe Ronström, går imod den politisk korrekte strøm, når han taler om et mere komplekst syn på kulturpolitik og i øvrigt slutter med at sige, at kulturpolitik, dette afgrænsede område, faktisk hurtigt kan miste interesse og betydning i en større global sammenhæng.

Den i Danmark så omstridte litterat, Marianne Stidsen, udtaler i interviewform, at netop litteraturen kan og bør bruges til at tænke udogmatisk. Men det er nu ikke så provokerende et synspunkt.

Flere af de andre tænkere, kunstnere og administratorer, der er med i bogen, arbejder inden for systemerne og kan ikke eller vil ikke sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende og hermed heller ikke ved den måde, som der drives nordisk kulturpolitik på.

Bagest i bogen er en oversigt over de fem landes kulturpolitiske strukturer med lovgivning, råd, nævn og udvalg.  Det er simpelthen for overfladisk og igen er oversættelsen fra svensk (?) til dansk håbløs, så den engelske tekst er at foretrække. Ak ja. Kan ikke bruges. Jeg er jo kun i stand til at checke det danske, men der er museerne faldet ud i lovoversigten, og de en gang så vigtige kulturpolitiske redegørelser er ikke nævnt. Det er som om,  der ikke er historisk overblik hos redaktørerne.

Initiativet til denne nordiske bog må hilses velkommen, men resultatet er blegt, og det er svært at se, hvordan bogen på nogen måde kan blive til nytte – højst hjemme i reolen hos Nordisk Kulturfond, som det desværre af og til kan være meget svært at se nytten af.  Der uddeles som sagt årligt 36 millioner danske kroner til alle fem lande plus diverse øer og lign.   For en dansk regering i disse gavmilde er det et pennestrøg.

Ansvarshavende redaktør: Eline Sigfusson, stedfortrædende direktør i Nordisk Kulturfond.

www.nordiskkulturfond.org

2 tanker om “Ny nordisk bog om kulturpolitik fra Nordisk Kulturfond.

  1. Dorte Skot-Hansen

    Trist, at de mange kræfter ikke er brugt bedre – og at oversættelsen til dansk er så elendig – det går totalt imod fondens idé!
    Jeg skal deltage i et sminar med temaet ‘Har kulturpolitiken nyttet noget’ i Sverige i november – en fejring at den svenske kulturpolitkker Carl Johan Kleberg, som var aktiv i 70’erne. Måske bogen trods alt kan have aktualitet i dn sammnehæng?

    1. Ulla Forfatter

      Hej, mange tak for din kommentar. Du kunne have bidraget langt bedre og mere kvalificeret. Det er som om selve Nordisk Kulturfond ikke ønsker at se bagud. Der er dog en artikel af Ove Kaj Pedersen om samfundets forandringer, men ikke om det kulturpolitiske. Min private teori går bl.a. ud på, at da Sverige blev medlem af EU havde de ikke i kulturel sammenhæng brug for Danmark. Og den regionalisering, som findes i Sverige – og som var tydelig, da Kulturbro 2000 og Kulturbro 2002 fandt sted hen over Øresund – den har Danmark aldrig taget stilling til og evt. responderet på. Måske du har bedre erfaringer med det nordiske end jeg har. Men i 1970erne og i begyndelsen af 1980erne var der inden for teaterverdenen et meget interessant sammenhold på nordisk plan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.