Kulturkupeen

Odysseen på Det Kongelige Teaters Mellemgulvet.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Odysseen på Det Kongelige Teaters Mellemgulvet.

Vi lever desværre i en ny krigstid lige nu. Hver dag er aviserne fyldt med ufattelige beretninger om hændelser få hundrede kilometer væk fra vores lille danske verden.

Alligevel fortsætter de fleste kunstnere, som om intet var hændt. Men hvad er det, vi så skal bruge kunsten til: måske at finde forklaring, måske lindring – måske glemsel?

Ingen af delene har jeg fundet i ”Odysseen” på Det Kongelige Teater, selv om det i høj grad var en mulighed.

Odysseen. Det Kongelige Teater 2022. Foto: Emilia Therese.

Det er nemlig blevet til en kold, barsk og meget instruktørstyret forestilling. Og jeg får mere at vide ved at slå op i min papirversion af Den Store Danske Encyklopædi, der på få linjer forklarer, at Odysseus både har været set som en helt og en skurk. Og hvad jeg ikke vidste, som også stod der i spalterne: begrebet Odysseus-syndromet bruges om folk, der kastes igennem sundhedsvæsenet, uden mål og med og uden at fejle noget. Det hele uden en plan.  For sådan var Odysseus´ hjemrejse også.  20 år uden en plan, beskrevet måske af Homer ca. 700 år før vor tid.

Odysseen. Det Kongelige Teater. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Det er dejligt, at Det Kongelige Teater har høje tanker om publikums mængde af viden omkring både Odysseen og Odysseus, for der er ingen basisinfo i det lille fikse program.   Men man kan jo slå efter og dermed opdage, at det primært er fra sang nr.11 og fremefter, at forestillingen kredser.

Instruktøren Anja Behrens’ tyske baggrund fornægter sig ikke. I de fleste af hendes iscenesættelser er det filosofiske og teatralske fremherskende på bekostning af det nære og varme, hvor publikum ville kunne lune sig ved en eventuel identifikation. Med ”Odysseen” fortsætter hun for fuld udblæsning og tunge trommestikker.

Odysseen. Det Kongelige Teater 2022. Foto: Emilia Therese.

Der er tænkt over det meste og åbningen giver én blod på tanden. For når publikum lukkes ind i rummet, står alle medvirkende med hver sin tromme. Det lyder fantastisk og ildevarslende, og værre bliver det, når rytmen skifter – under ledelse af musikeren og komponisten David Hildebrandt. Alt er sort og stål i Nathalie Mellbyes overlegne scenografi med et centrum på bagvæggen – et øje – (Kyklopens?)  eller et indkig/udkig – og sorte kostumer, som var de alle klædt på til at spille bødler i en horrorfilm. Siden kommer der raslende skeletter til, og gruen er fuldbragt, når en ukendt mand affyrer fire nakkeskud. Så skulle vi gyse, men jeg var kold.

Odysseen. Det Kongelige Teater. 2022. Karen-Lise Mynster. Tegning af Claus Seidel.

Alt er fascinerende her i begyndelsen, og forventningerne er meterhøje, men så begynder de fem skuespillere at messe eller tale – og selv om ikke mindst Karin Heinemeier har hang til det teatralske og faktisk også kraft til at stå igennem, bliver det alligevel mærkeligt monotont. Pointen er bl.a., at alle er Odysseus, og alle er også hans alterego: Ingen. Og så har Anja Behrens og co. ellers sammensat en næsten monologisk fremadskridende sort fortælling med pluk fra Odysseen tilsat tekst fra en tysk fortolkning. Det er fint nok, men faktisk ville jeg hellere læse eller få læst, i et lavmælt toneleje, den gamle tekst, som den nu foreligger i Otto Steen Dues oversættelse, der vist også er benyttet og, må jeg sige, velfungerende.

Odysseen. Det Kongelige Teater. 2022. Karin Heinemeier. Tegning af Claus Seidel.

Der er simpelthen for meget tryk på og for få nuancer i spillet af de fem udmærkede skuespillere, hvor Karen-Lise Mynster og Benjamin Kitters teknik får dem nemt igennem ordene, mens Heinemeyer gerne må skrue ned og Alvin Olid Bursøe og Nanna Skaarup Voss sætte mere turbo på nuancerne.

For at vi ikke skal kede os og ærgre os over, at vi ikke stoppede op og gik ind på Lille Scene, hvor der spilles ”Kannibalen”  så forvandles skuespillerne midtvejs til svin (efter bogen). Der kopuleres på ganske teatralsk vis, inklusive med masser af vand fra en haveslange. Det har været moderne i nogle år på intellektuelle teaterscener.  Det er i øvrigt guden Kirkes kraft, der her demonstreres. Forbandelsen og forvandlingen af Odysseus´ mænd til svin ophæves kun, hvis Odysseus bliver hos hende i et år. Her sker der lidt, som er anderledes, og rejseberetningen bliver tydelig.

Odysseen. Det Kongelige Teater. 2022. Foto: Emilia Therese.

Hvor Anja Behrens for få måneder siden med Racines Fædra-tekst på Husets Teater lykkedes med at fortælle historien, så den blev nutidig #Metoo-agtig, synes det som om denne krigsberetning og den voldsmanifestation, som Odysseen også er, ikke levendegøres. Det er ærgerligt, for vi lever jo lige nu i en uhyggelig tid, hvor der er behov for at forså krigens fascination hos nogle mandspersoner. Hvad er det, disse mænd stræber efter?

Forestillingen er som sagt kold som regn og overraskende blodig og voldelig, men vil på trods af en indlysende aktualitet i disse fælles krigstider ikke forklare eller tydeliggøre krigens ansigt. Og det kan undre, for hvorfor ikke udnytte det alment menneskelige, som netop ligger begravet i de gamle tekster.

Odysseen. Det Kongelige Teater. 2022. Tegning af Claus Seidel.

Heller ikke det leporella-agtigt foldede program ønsker at tydeliggøre forestillingen. Her er ingen basisinformationer, men meget om instruktørens fornemmelser og i øvrigt henvisninger til både Adorno og Horckheimer.

Igen mødes modsætningerne på Det Kongelige Teater. For lige på den anden side af de tykke vægge spilles den nye forestilling: ”Ugens rapport” – og her er der hverken i tekst eller formidlingsstoffet lagt vægt på den filosofiske baggrund, mens mændenes afklædthed forener forestillingerne og stempler dem med ordet kongeligt teater.

 

Forfatter: Tekstmontage af Anja Behrens frit baseret på Homer med tekster af John von Düffel og Alexandra Moltke Johansen
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye
Lysdesign: Súni Joensen
Musik: David Hildebrandt
Oversættelse: Otto Steen Due (Homer) og Pernille Kragh

Medvirkende:

 Karen-Lise Mynster, Nanna Skaarup Voss, Alvin Olid Bursøe

Karin Heinemeier, Benjamin Kitter, David Hildebrandt, musiker.

www.kglteater.dk

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.