Kulturkupeen

Shirley Valentine på Teatret ved Sorte Hest.

 

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Shirley Valentine på Teatret ved Sorte Hest af Willy Russell.

Med en suveræn Vivienne Mckee som Shirley Valentine er denne mere end 35 år gamle kvindemonolog stadig levende og desværre fortsat sand. For konklusionen lyder:  Alt for mange ægtemænd er nogle ubevægelige skvathoveder, der har svært ved at tænke på andre mennesker. Sådan var det i underklassens England i 1980ene – og sådan kan det stadig være, også i Danmark, og ikke kun ”nede” i underklassen.

 

Monologen “Shirley Valentine” er gået hen og blevet en lille klassiker. Og det er ikke det eneste pletskud fra dramatikeren Willy Russell, for han har også begået ”Educating Rita” (Lærenemme Rita).  I begge stykker er det den lidt forknytte, men også fandenivoldske underklassekvinde, der bryder de snærende klasse- og ægteskabelige bånd og genfødes. Der findes nogle fremragende filmatiseringer af begge tekster.

”Educating Rita” handler om den lille frisør, der vil lære noget og derfor tager timer på Folkeuniversitetet hos en udbrændt lærer og hurtigt bliver grebet af storheden i den engelske litteratur.

Shirley Valentine med Vivienne McKee på Teatret ved Sorte Hest. 2022. Tegning af Claus Seidel.

”Shirley Valentine” er anderledes. Her er historien kogt ned til en husmoder, der har verdens kedeligste ægtemand. Men via en veninde får hun mulighed for at tage til Grækenland, væk fra Manchester og ned til havet og solen. Det er plottet, som med den rette skuespiller kan foldes ud og beskrive en fuldstændig almen situation om at rive sig løs og turde være sig selv og give sig selv lov til at leve.

Vivienne McKee mestrer det hele. Og selv om den sprogtone og udtale, hun han anlagt, er irriterende, er den sikkert rigtig. Britiske skuespillere elsker at spille enten provinsboere, amerikanere eller andre, der afviger fra det mere aristokratiske teatersprog.

Ved at ”Shirley Valentine” spilles på engelsk, bliver det hele naturligvis mere autentisk. Så man skal ikke forsøge at ”oversætte” historien til en dansk nutid. Vi er i 1980ernes England, hvor den sjove husmoder år ud og år ind har serviceret den kedelige mand og et par uvorne unger, der nu er flyttet hjemmefra. Nabokonen er irriterende og skal altid overgå Shirley, uanset om det er godt eller skidt – men så er der veninden, der er blevet feminist og hader mænd, fordi manden var utro.

Shirleys verden er lille. Egentlig burde hun være ensom, men hun taler til sin væg i køkkenet – og da hun når frem til Grækenland, er det en sten, som bliver den tålmodige lytter.  I Grækenland svigtes hun af veninden, som allerede i flyveren får fat i en mand. Shirley oplever også det ret banale, at en bartender inviterer hende ud.  Og her sker forvandlingen.  Hun erfarer, at hun er attraktiv.  Historien kendes senest fra filmen ”All inclusive”. Hændelsen er jo både til at le ad og græde over.

I løbet af de to akter får Shirley sagt det meste om hverdagsliv og det moderne menneskes trivsel. Verdenssituationen kommer også med, og da det er i 1980erne, lyder en af hendes replikker (citeret efter hukommelsen) ”Ægteskabet er lidt som situationen i Mellemøsten. Der er aldrig fred, men man ved ikke, hvad der kæmpes om.”

Shirley Valentine med Vivienne McKee på Teatret ved Sorte Hest. 2022. Foto: Hasse Ferrold.

Publikum ler hele tiden for til allersidst, lige som jeg, at blive varm om hjertet af sympati for den helt igennem ”ordentlige” Shirley. Turen til Grækenland har ændret hende. Hun bliver aldrig den samme, men alligevel drømmer hun om, at den urokkelige ægtemand måske også kan flytte sig en smule ved hendes oprør.

Man kan ærgre sig lidt over, at Vivienne McKee ikke oftere spiller mere seriøse ting, men bruger alt krudtet på det årlige juleshow Christmas Cabaret. For hun er en både god og interessant karakterskuespiller med alt, hvad der hører til af perfekte pauseringer og spring i tempo og humør.

Shirley Valentine med Vivienne McKee på Teatret ved Sorte Hest. 2022. ( ved fremkaldelserne). Foto: Hasse Ferrold.

Nok er ”Shirley Valentine” en kvindehistorie, men den er så velfortalt og her velspillet, at det er teater for alle.  Ikke mindst for ægtemænd!

Medv. Vivienne McKee

Director / Instruktør: Helen Tennison
Set Designer / Scenograf: Kirsten Brink
Light Designer / Lysdesigner: Bjarne Olsen
Production / Producent: London Toast Theatre

til og med 14.maj 2022

www.sortehest.dk    Gæstespil af London Toast Theatre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.