Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Græske tragedier på Det Kongelige Teater.

Selvfølgelig skal Det Kongelige Teater, bare af og til, spille de græske tragedier. Det er en nationalscenes pligt. Og hvad er mere naturligt end at lade instruktøren Elisa Kragerup prøve kræfter med to tragedier, når hun mere end vellykket bl.a. har fortolket både Ovids ”Metamorfoser” og Shakespeares Sonetter. Oveni har Det Kongelige Teater skiftet ud blandt skuespillerstaben, og i programmet understreges vigtigheden af at have et ensemble. For en gruppe skuespillere, som er vant til at arbejde sammen, tør mere i indstuderingsfasens improvisationer, får vi bl.a. at vide.

Men prøven skal stås på scenen – ensemblespil eller ej.

Ødipus og Antigone. Alle Pressefotos: Natascha Thiara Rydvald.
Ødipus og Antigone. Alle Pressefotos: Natascha Thiara Rydvald.

Sammen med en hær af specialister, herunder bl.a. scenografen Maja Ravn og Shakespeare-oversætteren Niels Brunse har Elisa Kragerup skabt en moderne, tyskorienteret dekonstruktivistisk version af Sofokles’ to tragedier, der hører til vor basale fælles europæiske kulturarv. Men spørgsmålet er så, om vi får hele historien. Det gør vi vel, men mister måske nogle af de lange tekstlige forløb, som er en del af tragediekulturen. For dertil kræves gode, velskolede stemmer, der er vant til at kunne formidle svære tekster, så det også bliver en nydelse at lytte til. Her mangler opsætningen noget – og intensiteten daler i øvrigt hen igennem aftenen. Der er fuld udladning, fysisk og spillemæssigt, i Ødipus, selv om Peter Christoffersen er rigelig ung i stemmen, men der kompenseres med Tammi Øst’s suveræne beherskelse af både figur, historie og spillestil. Måske som den eneste har hun fattet den balancegang mellem høj tragediestil og fri impro, som Kragerup har lagt op til.

Tammi Øst som Iokaste. Ødipus og Antigone.
Tammi Øst som Iokaste. Ødipus og Antigone. Alle Pressefotos: Natascha Thiara Rydvald.

Iokaste bliver pludselig hovedpersonen. Kvinden, der har giftet sig med sin søn Ødipus og fået nye børn, bliver vidne til at sønnen i sorg stikker øjnene ud.

Så går historien videre, og to af sønnerne kæmper mod hinanden og dør, mens Antigone står tilbage. Nu er der mindre aktion og flere beskrivelser, mens Kragerup fermt fylder på med raffineret live musik af Jeanett Albeck, spillet af Tore Nissen fra et hjørne af scenen, som jeg ikke kunne se. Men fint og moderne lød det – også når Tammi Øst sang.

Ødipus og Antigone. Her Musikeren Tore Nissen som en integreret del af handlingen.
Ødipus og Antigone. Her Musikeren Tore Nissen som en integreret del af handlingen. Alle Pressefotos: Natascha Thiara Rydvald.

Musikkens rytmiske modernitet passede perfekt til Maja Ravns scenografi.   Elementer af alt muligt sat sammen, så det kunne være et afskrællet palads – hvor alle tilhørerne lige har forladt festsalen. Række efter række stod de industrifremstillede stole der i starten. Siden blev de redskaber, mod hvilke figurerne kunne aflade deres fysiske overskud. For findes der noget mere irriterende end lyden af væltede metalstole? Samtidigt gav dekorationen andre mindelser, midt imellem Vega på Vesterbro og Thorvaldsens museum – som jo netop er bygninger, der både bygger på og fornægter fortiden. Farvemæssigt blev det hele, inklusive kostumerne, igen en blanding af guld, grøn,(røgelse) og myrraskær. Meget imponerende og symbolladet. Det virker som om Kragerup i Maja Ravn har fundet en ny, varmblodig soul mate.

Ødipus og Antigone. Her Iokaste og Ødipus i en pieta stilling!
Ødipus og Antigone. Her Iokaste og Ødipus i en pieta stilling! Alle Pressefotos: Natascha Thiara Rydvald.

Første del med Ødipus evnede ganske vellykket at få helt dagligdags scener til at fungere med uvorne børn, der sad på rad og række og spiste af deres Mc Donaldposer, mens Antigone-delen faldt i en anden grøft, som jeg ikke helt kan analysere. Karen-Lise Mynster havde den lidt utaknemmelige rolle som Kreon, ham der bliver konge og tager magten, som Antigone sætter sig op imod. Retorisk ikke noget at påtale, men Kragerups hang til at bytte lidt rundt på kønnene var måske ikke relevant her.

Men alt i alt et interessant livtag på de gamle tragedier – og faktisk slet ikke for meget. Det er bare lige til sidst, at regnestykket måske ikke går helt op.

Medvirkende:   Peter Christoffersen, Tammi Øst, Karen Lise Mynster, Maria Rossing, Mads Rømer Brolin-Tani, Maria Dalsgaard, Peter Plaugborg, m.fl.

Tekst: Sofokles

Iscenesættelse: Elisa Kragerup

Scenografi og kostumer: Maja Ravn

Lysdesign: Åsa Frankenberg

Lyddesign: Jonas Vest

Koreografi: Signe Fabricius

Komponist: Jeanett Albeck

Gendigtning: Niels Brunse

 

www.kglteater.dk