∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Ideen er rigtig tænkt, udført og serveret. At skabe en forestilling over Frøken Jensens Kogebog i disse tider, hvor gourmetmad på alle planer er det nye sort. Men på Riddersalen er det hvidt. Og hvilken hvid farve. Det lille charmerende teater, der oprindelig fik nyt liv tilbage omkring 1970 med Jytte Abildstrøm og scenografen Jean Voigt, har fundet en ny æstetisk sjæl, der kan løfte teatret ind i det 21. århundrede, hvis ikke det allerede er sket.
Frøken Jensens Kogebog. Pressefotos.
Navnet er Julian Toldam Juhlin, og han er scenograf. Han er ung, har ikke lavet så meget indtil videre, men alt hvad han har vist offentligt har skabt anerkendelse og respekt og en Reumert. Han er et særligt talent. Hvorvidt det er hans fortjeneste, at Frøken Jensens Kogebog som teater er blevet så vellykket, skal jeg lade være usagt. Men smukt er det, som de medvirkende, med Tine Gylling Mortensen som en god motor i midten, står der på den lille scene i ulastelige kjoler og forklæder. Hvide og afstivede er skuespillerne og således også rummet, bordene og remedierne, musikerne – det hele.
Inspirationen kommer fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, som egentlig ikke har noget med Frøken Jensen at gøre. Selv har jeg altid følt, at der var varme farver i Frøken Jensen, men det fungerer og viser også hen til de seneste udgaver af den kogebog, som siden 1902 har været en basal håndbog for enhver dansk kvinde (og mand).
Pressefoto.
Det er absurd og alligevel ikke så mystisk endda. Tænk på Noma og myrerne ( jeg har nu ikke været der). Og tænk på alle de avis- og bladartikler og tv-programmer om Meyer og maden i Dk og senest i New York. Vi fortærer det råt.
Men hos Frøken Jensen skal det meste præpareres – og hvad jeg ikke vidste før nu, hun brugte alle dele af grøntsagerne. Forestillingen begynder med en opvisning i blomkål. Dette ret intetsigende kålhoved, som især børn ikke har meget tilovers for. Der skæres til og samles i forskellige, naturligvis smukke bøtter, og til sidst får publikum lov at smage. Opvisningen i koens forskellige dele er også morsom – og den piskede flødeskum udarter sig selvfølgelig.
Pressefoto.
Det er samtidig ensemblespil. Alle er lige gode og koncentrerede fra Tina Gylling Mortensen, Mikkel Arndt, Jens Gotthelf til Daimi Gentle i et par fantastiske opstillinger og de to musikere, også i de smukkeste hvide dragter: Henrik Silver og Hans Find Møller. Alt holdt stramt af instruktøren og koreografen Charlotte Munksø.
Forestillingen skal opleves. Så mærkværdig er den nemlig. Og både kvinder som mænd lo ad mærkværdighederne. Selv savnede jeg kun lidt om at vride karklud. Husker fra min egen skoletid, hvor husgerningslærerinden selv havde skrevet vores skolebog, at der var adskillige sider om at vride kluden på rette vis. Det må komme næste gang.
Riddersalen fortjener et besøg – og forestillingen om frøkenen bør få et langt liv på scenen.
I køkkenet ses skuespillerne Tine Gylling Mortensen, Mikkel Arndt, Jens Gottheff og Daimi Gentle.
IDÉ Signe Birkbøll
INSTRUKTION Charlotte Munksø
SCENOGRAFI OG KOSTUMER Julian Toldam Juhlin
TEKST Holdet (med inspiration fra Frøken Jensens Kogebog)
KOMPONISTER Henrik Silver og Hans Find Møller
DRAMATURG Trine Wisbech LYSDESIGN Sonja Lea LYDDESIGN Henrik Nymand FORESTILLINGSLEDER/REKVISITØR Cecilie Dujardin SCENEMESTRE Laurids Bøcher Poulsen og Jon Gelting SYSTUE Pille Behrendt og Lone Friis VÆRKSTED/AFVIKLING Maria Pi Houmann VÆRKSTED Nils Gøtzsche Frederiksen, Rika Yasui Hammen og Brian Kousgaard Kristensen REKVISITTER Maren Birkbøll Auzias og Ida Egelund Jensen PRAKTIKANT Sara Jepsen