∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Olga Picasso. Stor udstilling på Picasso Museet i Paris.
NB Alle fotos er fjernet fra anmeldelsen.
Danserinden Olga Khokhlova har fået en revival – eller snarere: hun er blevet gravet frem af ihærdige kuratorer. For kunstmuseer over hele den vestlige verden løber for tiden spidsrod for at hitte på nye tanker, ideer og konstellationer at udstille. Med den stadigt stigende turismestrøm, både herhjemme og i udlandet, skal fantasien sættes på turbo eller også skal bøtten vendes hvert 10. år. Allerbedst går det med udstillinger om tidligere oversete kunstnere og perifere bipersoner omkring de store kunstnere. Det fungerer netop godt for tiden, hvor vi er meget personorienterede og personalhistoriske anlagte.
I denne strøm kommer udstillingen om Olga Picasso ind. Musée National Picasso i Paris’ 3. Arrondissement er et smukt lille palæ, som efter en årelang renovering genåbnede for tre år siden. Udstillingerne er meget publikumsvenlige. Det kuratorisk-pedantiske er gemt af vejen eller godt skjult, og de skiftende udstillingerne er nemme at gå til. Således også denne mastodonte opvisning af Olga-portrætter, der er udvidet til at været de fleste unavngivne kvinde- og moderbilleder fra Pablo Picassos hånd i perioden 1918 til begyndelsen af 1930erne.
Da den russiske balletdanserinde Olga også, efter lovformeligt at være blevet gift med Picasso, føder ham en søn Paul – rummer udstillingen naturligvis tillige billeder af den lille dreng i forskellige set ups ( bl.a. i harlekindragt). På stilfærdig vis fortolker billedteksterne Picassos skiftende følelser over for Olga – og understreger bl.a. melankolien i hendes øjne. Olga var Picassos første hustru, som han i praksis undsagde allerede i slutningen af 1920erne, officielt forlod i 1935, men aldrig lod sig skille fra – og derfor først var fri ved hendes død i 1955.
Det forunderlige ved udstillingen, som altså er fuldt koncentreret omkring kvinden Olga, er, at Picassos umådelige favntag af kunsten står lysende klart. Inden for samme tidsperiode er Picasso i stand til at male i alverdens stilarter, og han behersker det hele sublimt. Picasso har tilsyneladende behov for at boltre sig i alle udtryk. Netop fordi det er samme kvindehoved, der bliver afbildet som romantisk 1800-talsmaleri og i abstrakt 1920-er stil, bliver Picassos styrke og alsidighed demonstreret forbilledligt.
Udstillingen ”Olga Picasso” – er derfor endnu et fint eksempel på Picassos uovertrufne maleriske dominans i det 20. århundrede.
Udstillingen lægger også op til at grave dybere i Picasso-museets store mængde af arkiv-materiale om Picassos arbejde med teater. Det er en anden historie, som ikke mindst i bogform er veldokumenteret. Men på en udstilling vil jeg gerne se det hele – også i stort format – for nogle af teatertæpperne findes stadig.
For med det nye fokus på Olga, som Picasso netop mødte, da han begyndte at arbejde med Diaghilevs Les Ballets Russes, er det oplagt. Derfor venter jeg spændt på den store udstilling med kortlægning af Picassos fascination af teaterkunsten.
(Se i øvrigt i min nye bog ”Nyere danske Scenografer”, hvor der er et lille kapitel om påvirkningen fra Picasso til danske billedkunstnere, der under inspiration af den spansk/franske maler godt turde arbejde en smule kommercielt og skabe teaterkulisser og – kostumer !)
Olga Picasso
21.3 – 2.9.2017
Olga Khokhlova blev født I 1891 I Ukraine, som hørte under det russiske rige. I 1912 blev hun danser hos Serge Diaghilev i Les Ballets Russes med hjemsted i Paris. Picasso skulle skabe dekorationer til balletten ”Parade”, og under forberedelserne mødtes Olga og Pablo i Rom, 1917. Året efter blev de gift i en ortodoks kirke i Paris. 1955 dør Olga.