∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Åh, endnu en forestilling, hvor dramaturgen har været på overarbejde for at skabe noget aldrig før set – og så alligevel ikke med denne “Othello”.
Instruktøren Elisa Kragerup har i de seneste år nærmest kunnet gå på vandet. Hendes forskellige klassiker-iscenesættelser er blevet modtaget med applaus, selv om det måske ikke hver gang har klædt de gamle tekster at få en kraftig make over.
Othello. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo. Othello som kvinde i hvidt tøj.
Med Shakespeares jalousidrama ”Othello” er det overkill. For historien er så grundfæstet god og skismaet imellem tillid og mistillid så effektiv, at stykket vel kan spilles næsten ”rent” – eller i hvert fald, så teksten kommer frem. Og så er der Jago. Denne figur er jo så berømt, at han har lagt navn til den menneskelige attitude at falde i ryggen, at være ond, at være intrigant, at være umenneskelig. Han kunne nok bære en forestilling – og ikke mindst når Jens Jørn Spottag har rollen. Men modspil får han ikke meget af, og det er synd.
Othello. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo. Jens Jørn Spottag.
Othello, titelpersonen, ”moren”, den mørke mand fra Nordafrika, er i denne version blevet til en kvinde, spillet af Lila Nobel.
Rollen er svær, for Othello er en god og moralsk mand, uden humor, der har kæmpet sig frem til sin position som ledende militærmand. Nu er det en kvinde i hvidt fægtedress med sort hår, der står i spidsen for en række muskelmænd og i øvrigt har forelsket sig i den lyshårede Desdemona. Der skal virkelig et stort skuespillerregister til for at klare den opgave. Desværre mobiliserer Lila Nobel slet ikke den nødvendige autoritet, så det bliver postulat på postulat.
Othello. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Jonas Flys flotte scenografi.
Flot ser det ellers ud med ca. 400 herrejakker i formation – fra gulv til loft på bagvæg og ved sidefløjene, skabt af scenografen Jonas Fly. Men selv om skuespillerne kravler rundt på hylderne er den imponerende scenografi lidt af en gimmick. Endelig kommer det halve af Det Kongelige Teaters garderobe på scenen. Jeg troede i øvrigt, at hele garderobeskabet skulle illustrere begrebet vendekåbe, altså Jagos attitude, men programmet skriver bl.a., at Othello er utilpasset og skal lære systemet at kende, dvs. jakkesættenes verden. Men soldaterne er jo i stramme bukser og bar overkrop, mens Jago er i tjeneruniform a la Jean i ”Frøken Julie”. Der er noget, som halter!
Othello. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo. Her Othello og Desdemona i øm omfavnelse.
Det store problem i denne opsætning er såmænd ikke, at Elisa Kragerup partout vil bytte om på kønnene i sine forestillinger eller altid ønsker et meget fysisk nærvær og en stor kropslighed. Det er fint nok, så længe det understøtter det centrale. Men iscenesættes ”Othello” som et klassisk værk, en tragedie af Shakespeare, og altså ikke hverken som ballet, stand-up eller opera, må aktørerne kunne tale og fremsige Shakespeares ord, som her er i Niels Brunses velfungerende oversættelse. Det synes at være svært for flere af de medvirkende. Elisa Kragerup arbejdede en tid lang i det nu nedlagte ”Det Røde Rum”. Den faste skuespillergruppe blev bedre og bedre til både at tale og kravle med hovedet nedad. Nu er det nye, unge skuespillere, og det sproglige halter.
Jeg vil så nødigt være negativ, men denne ”Othello” er ikke den rette vej at gå, hvis man vil have flere og nye mennesker i teatret. For grundhistorierne skal jo fastholdes, så de kan forstås. Det er vel fortsat teatrets mission at åbne vore øjne og ører og vise nogle grundlæggende facetter af livet, samværet – og døden.
Othello. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Jens Jørn Spottag som Jago med sort sværte i hovedet og på kroppen giver skæve associationer til den klassiske, italienske maskekomedie, hvor skuespillerne kunne bære halvmasker af læder.
Othello af William Shakespeare.
Instruktion: Elisa Kragerup
Scenografi: Jonas Fly
Oversættelse: Niels Brunse.