Kulturkupeen

Paul Gauguin, Hvorfor er du så vred? Udstilling på Glyptoteket.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Paul Gauguin, Hvorfor er du så vred?

Lille, kompakt, mørk og ganske gennemtænkt udstilling om Paul Gauguin og Tahiti på Glyptoteket.

For moderne kunsthistorikere er det vigtigt at vinkle. For almindelige museumsgæster er værkerne det vigtigste. For det er i mødet med det enkelte maleri eller værk, at museumsgæsten får en oplevelse, der måske kan føre videre til en større og bredere forståelse af begrebet kunst.  Hermed er vi da også tæt på det sædvanlige problem, at et museum står på hovedet for at hitte en vinkel, en titel, et greb, der kan tilfredsstille personalet og de få udvalgte, men som efterfølgende måske forvirrer de fleste besøgende.

Paul Gauguin – Hvor er du vred?. Glyptoteket. 2020. Maleri af Paul Gauguin.1894. Ejes af Ny Carlsberg Glyptoteket. ( Gave i 1919).

På Glyptoteket har man i denne omgang suppleret teamet bag den nye udstilling med både feministiske forskere og interessante samtidskunstnere fra Stillehavsregionen for på den måde at sætte Paul Gauguins Tahiti-arbejder i relief. Ønsket synes også at være at detonere den drøm om det urmenneskelige, som både Gauguin i slutningen af 1800-tallet og også kunstnere tilbage i 1700-tallet havde om Stillehavsøerne. I flere århundreder havde øerne været genstand for engelsk interesse og siden fransk herredømme.

Det var da også med nationale, franske penge, at Paul Gauguin (1848-1903)  i 1891 drog helt til Tahiti på en rejse, der vist tog 69 dage.  Det var få år efter, at han i Frankrig havde stiftet familie med en dansk kvinde og kortvarigt boede i København. Derfor lever stadig slægtninge af Gauguin i Danmark. I 1889 havde et særligt hjørne  om Stillehavets mangfoldighed på Verdensudstillingen i Paris gjort indtryk på adskillige mennesker, herunder mange kunstnere. Allerede som barn havde den franske billedkunstner boet i Peru  og dermed fået interesse for det eksotiske.

Efter få år på Tahiti tog Gauguin han tilbage til Frankrig for siden at drage til Tahiti igen. Hver gang han på ny bosatte sig i det varme paradis, blev det med nye, ganske unge  (13-15 årige) kvinder, der ovenikøbet fødte ham børn.

Udstillingen på Glyptoteket ønsker bl.a. at se på Gauguins Tahiti-tid med antropologiske øjne. Men det er faktisk ikke en ny vinkel. At se på det folkloristiske, som mødte Gauguin på Tahiti er heller ikke nyt. På min reol står der flere kataloger fra Stockholm, Louisiana og Tate Modern (1970, 1982 og 2010), der netop belyser dobbeltheden imellem Gauguins inspirationskilder og hans værker og afbilder mange af de samme genstande, fotos og naturligvis træarbejder, tegninger og malerier.

Det nye er vel at lægge både antiimperialistiske og ikke mindst feministiske briller på hans værker af afklædte, sensualistiske kvinder med blomsterkranse om halsen. Samtidig supplerer Glyptoteket med nulevende, eksotiske kunstneres bud på iscenesatte, antropologiske installationer og videos. Men Gauguins farver og penselstrøg er dog uovertrufne, og jeg har svært ved at se, at de nyere kunstnere tilføjer ny viden eller dybe, kunstneriske oplevelser.Tværtimod. Gauguin synes her mere udsat for et aftenskolekursus.

Hvorvidt Paul Gauguin for en tid skal ud i mørket for sin, med nutidsøjne, skamløse og grænseoverskridende livsførelse synes derimod at forblive ubesvaret. Men det er vel et dilemma, for der er på det allerseneste rykket yderligere ved de moralske grænser – Metoo og nu spørgsmål om imperialisme og slavehandel etc.

Er det måske så i sidste ende et spørgsmål om økonomi? Glyptoteket har en større samling af Gauguin-værker. Ligeså rummer de største museer i den vestlige verden også Gauguin-værker.

Og så er der Gauguins markedspris? Et maleri fra 1892 i den udprægede Tahiti-stil med to kvinder afbildet blev solgt på auktion i 2015 til en pris af 300 mill. dollars – og som Berlingske Tidende dengang skrev, næsten to milliarder kroner.

Udstillingen har mange og lange tekster, som genfindes i det udmærkede  katalogmateriale. Gæsten hjælpes på vej ind i det univers, hvor man hele tiden skal forstå, at Gauguin forblev turist – og på den måde vel blev taget ved næsen. Hans drøm om lykke, himmerige og evig sol var en utopi. Udstillingens hovedkurator bruger i katalogen bl.a. et foto fra 1888 til at belyse, hvordan Gauguin vrider  virkeligheden, for at kunne beskrive et ikke-eksisterende paradis. Men havde kataloget medtaget et maleri, som blev vist i London i 2010, ville man kunne se, at Gauguin er fuldt bevidst om, at en ung kvinde drikker vand via et menneskeskabt rør – ude i naturen. Det ses på et oliemaleri og en tegning – og naturligvis på fotografiet, mens træarbejdet, som ikke er særligt poetisk, ændrer vandstrålen til et vandfald. (I øvrigt er billedteksten også forkert på fotoet i kataloget.)

Paul Gauguin – Hvor er du vred? Glyptoteket. 2020. Maleri af Paul Gauguin. 1891. Ejes af Ny Carlsberg Glyptoteket. (Gave i 1919).

Måske kan og må man have lov til at sige, og hvad så, hvis Gauguin gerne ville fastholde en ikke-eksisterende verden, der transformeret over på lærred og papir i øvrigt gav ham mad på bordet?

Værkerne er stadig unikke, anderledes og lige netop med en sådan intensitet, at de har holdt sig i mere end 120 år – ikke som studier af et eksotisk folk, men som indre drømme .

Det er et begrænset antal værker, museet har med på udstillingen – i øvrigt suppleret med lån fra andre museumsinstitutioner.

Udstillingen ligger i slipstrømmen af mange andre, nyere gennemarbejdede fremvisninger på Glyptoteket. Det er imponerende og museet overgår i aktivitet for tiden de statslige kunstmuseer i nabolaget: Statens Museum for Kunst, Hirschsprungs Samling og Ordrupgaard.

19.11.2020 – 16.05.2021.

www.glyptoteket.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.