Kulturkupeen

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Matador – den ikoniske tv-serie endevendes i smuk maxibog.

Imponerende flot og velskrevet ”læs let” memory-bog om MATADOR skrevet af duoen Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard, to veteraner inden for filmkritik.

Arne Ungermanns tegning til 1. afsnit af Matador, 1978. Det blev til i alt 19 tegninger, som fulgte serien.

Det var med lidt bange anelser, at jeg åbnede den enorme bogpakke på 3 kilo,  med en bog på 436 sider, 32 cm høj etc. Men næppe var jeg begyndt at læse, før jeg blev fanget af historien. Jeg troede jo, at jeg kendte alle detaljer, men her er der både nyt om skriveproces, indspilningsdage,  struktur og selvfølgelig om de to ophavsmænd: forfatteren Lise Nørgaard og instruktøren Erik Balling.

Masser af tal

Og så er der tal, mange tal, og dem elsker jeg:  3,5 millioner seere  så det allersidste afsnit, nr. 24 i årgang fire, januar 1982. Dette tal er kun overgået af nr. 9 ved genudsendelsen i 1985, hvor 3,6 mill. seerne holdt ud. Til sammenligning var der ”kun” 2,6 millioner seere til den berømte EM afslutningsfodboldkamp i 1992.

Folkelig underholdning og snobbisme i DR

Allerede i 2000, i den i dag berømmede film ”Blinkende Lygter” af Anders Thomas Jensen, er det netop ”Matador” på kasettebånd, som bandelederen, spillet af Søren Pilmark, tvangsindlægger de unge lømler til for at lære dem lidt kultur.

Matador er så dansk og så fundamentalt i vor forståelse af det 20. århundrede eller snarere tiden lige før de fleste af os blev født. Ikke uden grund skrev Jens Kistrup i Berlingske Tidende i 1981: Så giv dog Holbergmedaljen til Lise Nørgaard og Erik Balling.  Men det skete som bekendt ikke. For der var en ekstrem snobbisme dengang i 1980erne og helt op i 1990erne i de kulturelle institutioner, hvor DR og Politiken førte an. I DR Radio var det Teater og Litteraturafdelingen og siden under nye navneetiketter, der troede, at de kendte sandheden om kunstnerisk kvalitet. Derfor bandlyste de mange, som ikke var ”fine” nok til at komme i æteren på P1.  Denne skråsikre holdning holdt sig helt frem til årtusindeskiftet. (Jeg ved det, jeg var selv ansat der!) og den samme attitude fandtes i flere TV-afdelinger.

Det var netop Underholdningsafdelingen med den nye chef, Jørgen Ifversen, der stod bag Matador, som ovenikøbet måtte produceres udenhus hos Nordisk Film. Meget interessant fortælles om, hvordan TV-teatret, der havde masser af resurser, på alle måder prøvede at spænde ben for projektet. Også Radiorådet gik ind i kampen og var i begyndelsen stærkt imod Matador.

Resultatet blev, at Nordisk Film betalte for alt det tekniske, mens DR klarere det kontraktmæssige med skuespillerne.  Også det er en sjov historie. For skuespillerne fik overraskende lidt for deres medvirken. Men i kontrakterne var der indføjet aflønning ved genudsendelse etc.  Det betød dog, på trods af at DR og Dansk Skuespillerforbund gang på gang har ændret i overenskomsterne og , tilsyneladende med tilbagevirkende kraft, at skuespillerne endte med en rimelig aflønning. For Jørgen  Buckhøj som titelperson blev det til et par millioner kroner, mens en mindre rolle, der måske kun optræder i et afsnit med få replikker alligevel i årenes løb er nået op på 100.000 kr.   Omvendt en ”trist” historie om Axel Strøbye, der hellere ville have lidt ekstra penge up front og ikke forestillede sig, at serien blev en succes.

Flere tal viser forholdet imellem det højpandede  og det folkelige i DR. Tv-teatrets produktion i 1984 af ”Niels Klims underjordiske rejse” på ca. 3,5 time kostede ca. 30 millioner kroner i datidens penge, mens Underholdningsafdelingens 24 afsnit på vel i alt 27 timers Matador blev skabt for 24 millioner kroner, ligeledes i datidens penge.

 Skrøne om anmeldelserne

Det er i øvrigt en skrøne, at der var middelmådige anmeldelser ved første serie på 6 afsnit i 1978. Fra Berlingske Tidende over Kristeligt Dagblad til Land og Folk var der respekt for projektet og ros til alle skuespillere.   Og sådan fortsatte det, med undtagelse altså af Politiken, der ved afslutningen i 1982 gav serien det endelige grundstød!

Memory Lane

Det er denne blanding af memory lane og relevans for nutiden, som de to forfatteren på bedste vis ikke balancerer på, men tværtimod meget driftssikkert styrer igennem. Derfor er kapitlerne også ganske afvekslende – således at næsten hver andet af de korte kapitler handler om det mere tekniske back stage og hvert andet om det indholdsmæssige, godt krydret, takket være 40 interviews; plus citater fra alle de bøger, hvor hovedpersonerne, forfatteren til det hele, Lise Nørgaard og instruktøren Erik Balling har udtalt sig.

Kvinder og relationer

Handlingen kender de fleste jo, og mange har bidt mærke i, hvordan ikke mindst kvinderne udvikler sig: Agnes, spillet af Kirsten Olesen, går fra at være en forsagt  køkkenpige til at blive en iderig entreprenør. Maude, den sarte kvinde, viser sig at være stærk i Malene Schwartz’ skikkelse.

Skuespilleren Jens Arentzen, der  i mange år  både har skrevet om og undervist folk i at agere og spille teater,  havde rollen som den voksne søn i bankdirektørfamilien. Han taler ikke om udviklingen i de enkelte personer, men om relationerne mellem figurerne som en udslagsgivende faktor for hele historien. Der er i bogen ligefrem et skema, som viser, hvordan personerne på kryds og tværs har relationer til andre på tværs af sociale skel.

Alkohol m.m.

Og fra det alvorlige til det mere platte: Et kapitel om alkoholkulturen på Nordisk Film dengang: Det var skrappe sager, men sådan var det omkring 1980, både i filmbranchen og andre steder i mediebranchen. Men afslørende er det faktisk.

Kapitel efter kapitel kastes lys fra nye vinkler. Lise Nørgaard afslører inspirationskilder, hvor mange ideer er taget fra hendes egen bardoms verden i et borgerligt hjem i en provinsby. Også mange skitser forklarer, hvordan alt er udtænkt. Her er det interessant at se hele kulissegaden i Korsbæk, hvor man af sparehensyn kun har bygget halvanden etage. Det viser sig, at vi aldrig har set et tag i byens hovedgade, meget interessant.  Gamle kendte historier om musikken er også med. Oprindelig var kendingen komponeret til et helt orkester, men endte som den elskede og stilfærdige kendingsmusik af Bent Fabricius-Bjerre.

Kostumerne har deres kapitel, men her ses det tydeligt, at det er to mænd, der skriver. Der er ellers masser af gods i de mange outfits, som blev skabt af den svenske Ulla-Britt Søderlund. Og her kunne der godt have været mere uddybning.

Den kendte anekdote om Arthur Jensen er også med. Han havde den markante rolle som hr. Swann i Damernes Magasin. Nok var han meget synlig, men han havde ikke mange replikker, og aflønningen var efter antal linjer. Da han brokkede sig, blev han efter anmodning fra instruktøren skrevet ud: Vupti, så faldt han ned ad en trappe og var død. Ingen brok på settet, var vist mottoet hos Erik Balling.

Ibsen og andre inspirationskilder

Da jeg for nylig under den tidlige corona-krise med stor glæde hver eftermiddag genså Matador, slog det mig i nogle af de sidste afsnit, hvor tydelig Henrik Ibsens  indflydelse har været, bl.a. i Ove Sprogøes dr. Hansen figur. Det er ren ”En Folkefjende”, hvor badevandet er forurenet, og dr. Stockmann  årtier kæmpede for døve ører.

Men også flere replikker er nærmest hentet fra Ibsens naturalistiske stykker. Det er ikke med i den nye bog, men andre eventuelle litterære lån eller påvirkninger diskuteres med Lise Nørgaard.

Bogens store format betyder, at den er let at læse, men måske ikke som godnatlekture. Til gengæld er de mange farvebilleder af lidt mystisk farveglød, men det kan selvfølgelig skyldes, at de måske er affotograferet fra skærmen. Dog brugte man vel også still-billeder i pr-arbejdet dengang tilbage i 1970erne go 80erne.

Bogen kommer lige til julesalget og vil være kærkommen læsning  for mange, der måske på grund af coronaen ikke kan  styrte rundt og spise de store juleborde.  Kaloriemæssigt kan det anbefales at spise sig igennem denne underholdende bog om dansk fælleseje.

Netop i dag er det meddelt, at den modne Lise Nørgaard nu hædres af Statens Kunstfond!

Det var på tide!

Titel: MATADOR

Forfattere: Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensen

Forlag: BOOK LAB

Sidetal: 436 sider

Vejl. pris: 395 kroner