Jeg har den sidste uge haft svært ved at få armene ned. Lørdagens koncert med Paul McCartney på Roskilde Festival levede mere end fuldt op til mine forventninger. Det var simpelt hen magisk at stå blandt omkring 60.000 af begejstrede McCartney fans kl.23 i 23 gr. og synge med på alle de gamle Beatles numre. Der var også nye numre med i de 39 numre han spillede bl.a. den lidt syrede sang Temporary Secretary og en ikke særlig iørefaldende børnesang, men hovedparten af numrene var gamle Beatles melodier. Det var dem vi ville høre, og det kom vi til.
Som barn var Beatles og i særdeleshed McCartney min store kærlighed. Jeg kunne ikke få nok af de fire sjove drenge fra Liverpool. Jeg sparede sammen til deres plader, så alle deres film og lyttede i tide og utide til deres musik. De var fornyende, talentfulde og deres musik var god at danse til. Siden kom der anden og mere realistisk kærlighed ind i mit liv, men jeg har gennem årene fulgt de fires solokarrierer og skæbner på sidelinjen, herunder ikke mindst Paul McCartneys. Hans musik er bestemt ikke altid faldet i min smag, men at manden er et musikalt stortalent helt ud over det sædvanlige, er der ingen, der er ved sine fulde fem kan bestride. Det så vi også ved koncerten i lørdags. WOW.
Han var skulle på scenen kl. 22. og på slaget kl. 22.00 trådte han ind på Orange Scene. Ikke noget med opvarmningsorkester eller med at komme på scenen til direktørtid. Sådan er det på Roskilde. Tilskuerne hujede og han gik uden introduktion direkte i gang med Magical Mystery Tour. Så var stemningen ligesom på plads. Så kom der ellers i en lind strøm hits som Got To Get You Into My Life, Good Day Sunshine, Paperback Writer, The Long And Winding Road, Maybe I’m Amazed fra 1970. Sidstnævnte dedikerede han til sin kone Linda.
Det var som om McCartney skulle mærke efter, hvor han havde sit publikum, før han kunne give sig selv helt. Den første time af koncerten kom stemmen ikke klar og markant igennem, men så vendte det, og han kørte derudad med stor styrke. Vi var alle tryllebundet. Den mand er bare i topform. Han er 73, tynd som en mynde og har en energi på scenen, som må gøre selv en ironman udøver misundelig. Han havde forberedt sig på med mellemrum at sige nogle sætninger på dansk, som han læste op med kraftig accent. Et taknemmeligt kneb, men det virkede. Folk var begejstrede.
Han skiftede i et væk mellem bas-el og akustiske guitarer, selv den lille ukulele kom i brug. På et tidspunkt sagde han med et grin til de af os, herunder undertegnede, der ikke fattede hans evindelige skift af guitarer: Ja, jeg har rigtigt nok mange flotte guitarer. Dem synes jeg bare lige, at I skulle se. Hans humor, som vi har set i Beatles filmene A Hard Night(1964) og Help(1965) har han i den grad i behold. Derefter sprang han hen til flyglet og kastede sig over tangenterne for senere at kaste sig over et stående klaver malet i psykedeliske pink striber. Sange som f.eks. And I Love Her, Blackbird, Lady Madonna, Lovely Rita, Back In The USSR, Hey Jude, Something, Obla-Di-Obla-Da, Let It Be og Another Girl fulgte efter hinanden. Man kan måske undre sig over, at han ikke havde taget Yesterday, for mig indbegrebet af McCartney, eller When I’m sixtyfour med. Sidstnævnte kunne ellers have lagt op til en kvik bemærkning, nu da han er 73.
Da jeg stod der og lyttede til alle de gamle kendinge tænkte jeg. Den mand´s virke har været meningsfyldt. Han har givet os så meget. Gjort os glade. Det skal han have en stor tak for.
Jeg kan ikke forestille mig, at det er ofte, at Roskilde Festivalen huser så mange med gråt hår. Mange af os havde købt endagsbilletter for at komme på en musikalsk rejse tilbage til vores ungdom. Og den fik vi. De unge der stod omkring mig var imidlertid mindst lige så begejstrede. De sang med for fuld udblæsning. McCartney er en legende og en stor del af hans musik klassikere. Det fornemmede man tydeligt.
Showet endte med et imponerende kæmpe fyrværkeri. En stor kunstner takkede af. En suveræn og uforglemmelig koncert var forbi, yeah,yeah,yeah.