∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Fransk madkunst.
Vi befinder os i slutningen af 1880erne på et gammelt slot i Anjou, der ligger omkring byen Angers i Loiredalen i det vestlige Frankrig. Her bor Monsieur Dodin(Benoit Magimel) og hans kok Eugénie(Juliette Binoche). De bor under samme tag, men er ikke gift. Han har forgæves friet til hende adskillige gange, men hun ønsker at være fri og uafhængig og værdsætter, at hun kan låse sin soveværelsesdør, hvis hun vil. De to har en stor passion til fælles: Gastronomi.
Foto: UIP
Dodin er en berømt gourmet kok, men det er Eugénie, der udfører de gastronomiske mirakler, og han er dybt afhængig af hende. De har udviklet et særligt samarbejde ved komfuret og gennem 20 år og har forfinet madlavningen til kogekunst. Han inviterer sine bekendte til middag, og når gæsterne er gået fortsætter Dodins og Eugénie samtalen om hendes kulinariske mirakler.
En dag bliver Dodin inviteret til en overdådig middag, hos én fremmed fyrste, der besøger Frankrig. Dodin vil gerne kvittere for middagen med en mindre overdådig, men, i hans optik, bedre komponeret middag. Han beslutter sig for at servere en gourmet version af en simpel fransk gryderet med kød og grøntsager pot-au-feu. Til at hjælpe i køkkenet, får de hans niece den unge pige Pauline, som har en særlig udviklet smagssans, og et brændende ønske om at blive indviet i Dodins og Eugénie kulinariske hemmeligheder.
Foto: UIP
Filmens instruktør, den vietnamesiske født Tran Anh Hung, som har taget udgangspunkt i romanen The Life and Passion of Dodin Bouffant, fortæller i et interview, at historien i filmen egentlig er en forhistorie til romanen, og at han dermed fik frihed til at udforske, hvad der egentlig får et parforhold til at fungere. Passion for de mennesker man omgås og det man beskæftiger sig med er, ifølge filmen vigtigt for et at få et lykkeligt liv.
Der sker umiddelbart ikke ret meget på lærredet ud over, at der bliver lavet mad i lange baner. Binoche spiller stille og afstemt. Man fornemmer en urkraft i hende. Der er noget nærmest mytisk ved hende. Hun siger ikke meget: Hvad tænker hun på? spørger man sig selv. Dodin, der har været forelsket i hende i 20 år, har en dyb respekt for hende og hendes professionalisme. Der er mange ordløse scener, hvor kameraet bare panorerer hen over karaktererne, maden og den skønne natur udenfor huset. Det virker godt.
Foto: UIP
Filmen handler også om at formidle kunsten, i dette tilfælde gastronomien, til den næste generation. Dette personificeres gennem den unge videbegærlige Pauline, der trods sin unge alder er fast besluttet på, at hun også en dag skal arbejde med fransk gastronomi på højt niveau.
I POT-AU FEU: Vejen til hjertet er maden ægte og spiselig. I mange andre film, arbejder man med noget, som ser ud som den ægte vare og meget belejligt kan friskes op fra optagelse til optagelse. Den ægte gastronomi, var efter sigende noget skuespillerne satte stor pris på under optagelserne. Det forstår man godt. Kendetegnet for den mad vi ser er, at den er enkel, og råvarerne altid er af høj kvalitet. En dag laver Eugénie frokost til fire af Dodins bekendte. Menuen består af norsk omelet(omelet med kartofler og røget kød) og en marengskage. Dertil et glas af husets bedste vin. Gæsterne føler sig som i himmerig.
Når man ser filmen, kommer man uvægerlig til at tænke på Gabriel Aksels film Babettes Gæstebud fra 1987, der vandt en Oscar samme år. Den bygger på Karen Blixens historie, om den franske flygtning Babette, der serverer et udsøgt måltid for nogle indbyggere i et meget religiøst lille samfund. Historien foregår i 1880erne dvs. nogenlunde på samme tidspunkt som i POT-AU FEU.
Instruktør Tran Ahn Hung vandt for POT-AU-FEU: VEJEN TIL HJERTET prisen for bedste instruktør på Cannes-festivalen sidste år. Endvidere er filmen er dette års Oscarkandidat.
Er man lidt af et madøre og interesseret i fransk gastronomi så gå endelig ind og se denne smukke og velspillede film.
Instruktør: Tran Anh Hung
Trailer: UIP
Varighed 145 minutter
Censur: Frarådes børn under 7 år
Premiere: 25. januar 2024