Kulturkupeen

Lassie på nye eventyr

∗∗∗∗

Anmeldelse Eva Zierau.

Lassie er filmhistoriens mest berømte hund. Den kloge, modige og trofaste collie er en sand helt, som går så meget igennem for at hjælpe dem den holder af.

Selve Lassie figuren er skabt af den engelske forfatter Eric Mowbray Knight, som i 1940 udgav bogen Lassie Come Home. Bogen har været filmatiseret flere gange bl.a. helt tilbage i 1943, hvor Elisabeth Taylor, som kun 11 år, var på rollelisten. Fra 1945 til 1953 blev der i USA produceret seks nye spillefilm om den kvikke hund. Lassie har efterfølgende dannet grundlag for adskillige film og tv-serier mv. Man må konstatere, at den har været og stadig er en utrolig populær hund. Nu er den så igen tilbage på det store lærred i Lassie på nye eventyr.

Foto: SF STUDIOS

Vi befinder os i skønne Tyrol. Det er sommerferie. Drengen Flo(Nico Marischka) har ikke lyst til igen i år at tage med sine familie til Gran Canaria. Han vil hellere være hjemme med sin hund og bedste ven Lassie. Heldigvis har hans tante Cosima tilbudt, at han kan tilbringe sin sommerferie hos hende sammen med Lassie. Cosima har to seje plejebørn Kleo(Anna Lucia Gualano) og Henry(Pelle Staacken) samt den lille kvikke Jack Russell- terrier Pippa.

Foto: SF STUDIOS

En dag forsvinder Pippa på mystisk vis. Det viser sig, at den ikke er den eneste dyre racehund i byen, der er forsvundet i området. Pippa er den 15. hund der er blevet væk. Der er tale om såkaldt hundenapning. Da Flo hører om de forsvundne hunde, sætter han sig for, med hjælp fra Lassie, at finde dem.

Lassie på nye eventyr er en tysk film om tyveri af dyre racehunde. Der er noget nærmest bedaget ved filmen. Den virker gammeldags, selv om den foregår i nutiden, men den er et fint alternativ til de hæsblæsende tegnefilm for børn, vi ellers ser så mange af i biografen.

Foto: SF STUDIOS

Filmen er med danske stemmer, så mindre børn også kan følge med. Der er grundlæggende ikke noget originalt eller nytænkende over filmen.

Danske stemmer: Neel Rønholt (Christina), Noor Nørgaard Albana (Frederik), Nora Balck Sørensen (Kleo), Molly Egelind (Cecilia), Christiane Gjellerup Koch (Brigitta), Caspar Phillipson (Edvard) m.fl.

Det er knap fire år siden, den forrige Lassie film Lassie kommer hjem havde premiere i de danske biografer. Instruktøren Hanno Olderddissen står bag begge film.

Inviter bare familiens mindre børn en tur i biffen og se filmen. Husk slikposen.

Instruktør: Hanno Olderddissen

Dansk trailer: SF STUDIOS




Plakat og trailer: SF STUDIOS

Varighed 92 minutter

Censur: Tilladt for alle

Premiere: 25. januar 2024

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *