Kulturkupeen

Pour it hos Åben Dans i Roskilde.

5 stjerner til komponisten, 2 stjerner til koreografi og dansere.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Pour it hos Åben Dans i Roskilde.
Et fascinerende foto af to mennesker i en mild urskov lokkede både mig og tegneren Claus Seidel til Egnsteatret Åben Dans i Roskilde. Et aktivt sted, som er smukt indendørs, mens det udenfor stadig er en stor byggeplads – lige ved siden af museet Ragnarok.
Forestillingen ”Pour It” var en hel del anderledes end forventet. Urskoven var visnet, vist nok, i stedet var der et meget hvidt gulv, et par eller fire store grå sten og nogle siv i vaser. De to dansere var i lidt strimlede kostumer med grønne vandassociationer og noget andet udefineret, for Snorre Elvin var i begyndelsen i stilethæle og minimale lederhosen. Fortolkning springes over.

Pour it. Åben Dans. Snorre Elvin.  2021. Tegning af Claus Seidel.

Men over højtaleren lød der igennem hele forestillingen den lifligste sound. Harmonisk, disharmonisk, vandig, jordagtig. Et lydtæppe hele tiden fuld af alle de billeder, som de to dansere Nanna Stigsdatter og Snorre Elvin ikke skabte, hverken i deres kropssprog, i deres bevægelser eller såmænd i den samlede visuelle oplevelse.
Komponisten Minais B reddede aftenen for mig, og jeg behøvede såmænd ikke andet end hans lyd for at være i en evig cirkulerende, underjordisk organisk bevægelse.
Men selvfølgelig fik jeg associationer til store akvarier med evigt svømmende fiskestimer – og såmænd også til Henrik Ibsens mystiske Havsens bund derinde på loftet i ”Vildanden”, mens jeg iagttog de to dansere Nanna Stigsdatter og Snorre Elvin.

Egentlig var det ikke så kompliceret, hvad de kom med: Alle kunne være med, for det gik i amøbetempo. I de første 20 minutter virrede de to dansere blot med hovedet, fra side til side med deres halvlange hår slaskende mod ansigtet, i hvert sit hjørne af gulvet. Var de vandplanter eller blot siv i vinden? Som publikummer kan man ikke lade være med at tænke: Måske er de bare to gopler uden hjerner?

Pour It. Åben Dans. Snorre Elvin og Nanna Stigsdatter. Tegning af Claus Seidel.

Halvvejs inden i den én time lange forestilling går de lidt i clinch med hinanden. Han nu nærmest klædt ud som en Don Quixote, (stiletterne er væk) hun kunne ligne en Dulcinea, men opfører sig ikke helt som den elskede kvinde. Men hvad går det ud på? Salgsmaterialets foto har lovet alt for meget. Thi det hele foregår på det meget hvide gulv. Der er ingen natur, jungle eller havsens bund, som flere litterære referencer kunne henvise til. Der er heller ingen dansereferencer.

Man kan blive lidt bange for, at meget inden for den nyere ”kunst” går op i dyre ord, som på forhånd sælger et scenisk værk eller en performance til Kunstfonden eller måske private fonde. I dette tilfælde noget om venskab. Men har siv og amøber følelser overhovedet?

Pour It. Åben Dans. Nanna Stigsdatter. 2021. Tegning af Claus Seidel.

Og tænk blot på den dematerialiserede buste på Kunstakademiet. Det var dog så latterligt, at vi alle kunne se det. Her i denne danseforestilling kan man godt føle sig lidt snydt – eller bombet tilbage til slutningen af tresserne, hvor avantgarden så noget anderledes ud. Men vi lever altså i 2021, hvor de store verdensomspændende problemer er tilgængelige i alles bevidsthed – om det så er en pandemi, forurening eller klimatiske forandringer, der optager os. Så må vi ikke spises af med dette amøbeværk.
Tak til den spændende komponist Minais B. Til de to dansere vil jeg blot sige: bliv konkrete og vær bevidste om, hvad I har lyst til at fortælle os om. Og det skal helst være vigtigt.

Koncept, koreografi og performance: Nanna Stigsdatter og Snorre Elvin
Musik: Minais B
Kostumer: Alecsander Rothschild
Dramaturg: Ida-Elisabeth Larsen
Scenograf: Yoav Admoni
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Foto: Veronika Vidø
Forestillingen er co-produceret af Åben Dans og Dansehallerne.
Støttet af Statens Kunstfond.

www.abendans.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *