Kulturkupeen

Mahlers 3. Symfoni. Ballet på Det Kongelige Teater.

∗∗∗∗∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Mahlers 3. Symfoni. Ballet på Det Kongelige Teater.

Smuk og elegisk helaftensballet med hele Den Kongelige Ballet på scenen.

Mahlers 3. symfoni. Ballet af John Neumeier. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

Med mere end et års ventetid, eller måske snarere 46 års venten, er Mahlers 3. Symfoni, en helaftensballet af John Neumeier endelig på Den Kongelige Ballets repertoire. Hvilken glæde – og med hele balletkorpset på scenen i lange passager.

Forestillingen er et must for balletomaner. Og de fremmødte ved premieren var taknemmelige.

”Mahlers 3. Symfoni” blev skabt af den unge John Neumeier netop ankommet til Hamborg i 1975, og balletten gjorde ham meget anerkendt. Men hans kunstneriske udtryk tog siden en anden retning, for som bekendt er John Neumeier ikke mindst berømt for sine store fortællende balletter, der bygger på historier fra litteraturen: ”Romeo og Julie”, ”En skærsommernatsdrøm”, og ”Kameliadamen” for at nævne nogle af de balletter, som med stor publikumssucces har været danset på Kongens Nytorv.

Mahlers 3. symfoni er som musikværk stort og krævende. På grund af den aktuelle corona-situation har Det Kongelige Teater valgt at lade kapellet med 82 musikere plus sanger og flere kor være i et par øverum flere etager nedenunder scenen i Operaen. Lidt mystisk må det være for alle, men imponerende gennemført. Man tænkte ikke over det før til allersidst, hvor lyden var perfekt, men måske manglede gnisten af det uperfekte i de kraftigste passager.

Det er også beundringsværdigt, at balletten har kunnet gennemføre prøveforløbet endda med John Neumeier selv i spidsen. Derfor komme vi ikke nærmere det oprindelige værk med de tanker, som koreografen selv havde dengang i 1970erne.

Mahlers 3. symfoni. Ballet af John Neumeier. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

Handling er der ikke, men følelser og fornemmelser. Neumeier har dog sat overskrifter på de 6 satser, og de harmonerer slet ikke med, hvad Mahler selv foreslog.  Hos Neumeier bevæger vi os fra ”I går” – over ”Sommer”, ”Efterår”, ”Nat” forbi ”En engel” for at slutte med ”Hvad kærligheden fortæller mig”.

Åbningen er imponerende, og de følgende satser eller afdelinger overgår ikke det udtryk, som det mandlige korps med solodansere i spidsen formår at skabe. Der er nøgne overkroppe, der afslører kraftfulde arme, som skaber alle mulige billeder på maskulinitet og styrke. Men kroppene kan også slynge sig om hinanden – og bygge menneskebjerge, imponerende og synes stadig spritnyt og moderne. Musikken er ekstrem varieret fra march, over folkedanse til mere elegiske passager.

For Neumeier har det altid været vigtigt at understrege, at der ingen handling er, og så alligevel. For han lader en mand, klædt anderledes end de andre, i kødfarvet trikot, som var han urmennesket,  være tilstede igennem hele balletten som deltager, som leder, som hersker,  men også som besejret og til sidst som taber. Partiet blev danset med stor overbevisning  og menneskelighed af Jonathan Chmelensky.

Mahlers 3. symfoni. Ballet af John Neumeier. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

 

Ellers lægger balletten ikke på nogen måde op til bravurdans – bortset fra hos mændene. I anden sats ”Sommer” er det yndefulde kvinder, der får lov at træde ind på scenen. Både Ida Praetorius og Holly Dorger giver altid nærvær uanset hvem, der har formet deres trin. Også Gregory Dean og Tobias Praetorius føjer sig til de blidere trin,  som vender tilbage senere i balletten. I tredje del får Astrid Elbo lov at folde sig stilfærdigt ud. Smukt.

Netop ved at Neumeier selv har været i København og forestået opsætningen er der garanti for at alt er, som koreografen ønsker det. Samtidig kan det også være en hemsko, for den nyeste teknik inden for belysning  får ikke lov at løfte balletten op i nutiden, Det er noget med lyset. Nogle gange er der for meget stilstand, for meget fladt lys. Men heldigvis opstår der ind imellem nogle interessante kontraster, der sætter dansernes kroppe i relief og skaber anderledes billeder, silhuetter, der brydes, når kroppe løftes op. Et lille, hvidt bagtæppe, der på et tidspunkt bliver større, giver heller ikke tilstrækkeligt til dansen. Et stort hvidt univers kunne med de samme trin have tilføjet ukendte dimensioner til danserne, som selvfølgelig er det primære. Men det er bagateller, og dog et tilbagevendende spørgsmål, når der danses de ikoniserede balletter, om de er af Balanchine eller Neuimeier.

Mahlers 3. symfoni. Ballet af John Neumeier. Det Kongelige Teater. 2021. Foto: Henrik Stenberg.

Hvor Mahlers 3. Symfoni som ballet begynder i en mandsverden og først lidt efter lidt introducerer kærligheden mellem menneskene, ender hele balletten, sikkert i Mahlers ånd, trist og undergrundsagtigt. For manden går mod bagscenen, mens den lille, smukke, udkårne engel kommer dansende ind i forgrunden. I denne verden når de aldrig hinanden.

En smuk balletaften – En af de sjældne. Skynd jer. Der danses kun få gange i denne sæson.  

Musik: Gustav Mahler

Scenografi og kostumer: John Neumeier

Lysdesign: John Neumeier

Iscenesættelse: John Neumeier

Dirigent: Hossein Pishkar

www.kglteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.