Kulturkupeen

Præstegården i lokalsamfundet. Ny flot bog.

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Præstegården i lokalsamfundet af Jens Rasmussen.

Detaljerig og veldokumenteret beretning om den danske præstegård igennem flere århundreder.

Bogen ”Præstegården i lokalsamfundet” lægger på ingen måde bevidst op til nostalgi og længslen efter fortiden. Men sådan er det bare, når man side efter side møder tekst og billeder, der understøtter beretningerne om livet på danske præstegårde. Nok var det hårdt og indimellem ganske fattigt og usselt at være præst i 1700- og 1800-tallet. En lang række opdrag og byrder hvilede på præstens skuldre, men funktionen var så vigtig og central i de små landbosamfund, at glæden ved at være nyttig måske har opvejet præstens trælsomme arbejde.

Det er et stort og veldokumenteret værk, der nu foreligger om en vigtig del af vor kulturarv: den danske præstegård. Forfatteren, der er ph.d. i kirkehistorie, kan sit stof. Jens Rasmussen har i øvrigt selv været præst i både land- og bysogne og har tillige været nede i alle arkivalier om fynske præstegårde. Samtidig inddrager han vigtige detaljer og viden og ikke mindst billedmateriale om store og smukke præstegårde i andre landsdele.

Illustration fra bogen “Præstegården i lokalsamfundet”. 2021. Køstrup Præstegård fra 1700-tallet, men ændret flere gange senest i 1800-tallet. Fredet.

Man bliver glad over skønheden og den mangfoldighed, som stadig eksisterer: alle de smukke gamle præstegårde, hvor nogle kan dateres helt tilbage til 1600-tallet. Men man rystes mere og mere, som læsningen skrider frem og en vrede ophober sig direkte rettet mod danske fredningsmyndigheder.   Der har hverken været konsekvens eller logik i, hvad angår fredninger. Og værre endnu er de affredninger og dermed nedrivninger, som kulturministeriet jo desværre også har praktiseret i de seneste årtier. Sporadisk nævnes også Kirkeministeriets manglende interesse i at bevare traditionen med den centrale præstegård.

Jens Rasmussens værk vil dog mere end hylde de tilbageblevne smukke præstegårde. Han fortæller også om præstefamiliernes vilkår igennem flere århundreder, herunder om de forpligtelser, som helt op til midten af 1800-tallet prægede præsten, præstegården og hele familien. For præsten skulle betale for en del af husets vedligeholdelse også havde tilsyn med både skolevæsen, fattigvæsenet og ikke mindst sikre sig et udkomme af den jord, som hørte til præstegården.

Præsterne var altså både bønder og forkyndere, og ironisk nok var de i det sociale hierarki højt placeret, lige under den lokale herremand. Det kunne være fint i teorien, men i praksis var det ikke altid nemt. Mange præster var fattige, og de store præstegårde, der i dag udadtil ligner en romantisk drøm kunne dengang være nedslidte, misligholdt eller ligefrem beskidte ifølge rapporter aflagt af tilsynsførende folk.

Bogen kommer vidt omkring. Beretningerne om de forkyndende forpligtelser og diverse læsebøger og katekismer er måske mest for teologisk interesserede. For os andre er de mere sociale og sociologiske forhold værd at huske. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvor mange præstesønner, som har fundet vej til dansk litteratur.  Vi kender dem: Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Karl Gjellerup og Jacob Knudsen, alle ovenikøbet født i 1857 eller 1858.   Her stopper Jens Rasmussen desværre i det 19. århundrede, og havde det ikke været for forfatterens nøgterne stil, uden humoristiske svinkeærinder, kunne en moderne opdatering have været interessant at læse. For tænk på hvilke personer i nutiden, der har båret en dobbeltkappe som præst og forfatter eller politiker.

Illustration fra bogen “Præstegården i lokalsamfundet”. Lindelse præstegård. Langeland. Fredet.

Igennem hele bogen beskrives de forskellige retninger og bevægelser inden for kirken. Med grundloven i 1849 blev folket givet religionsfrihed og folkekirkebegrebet indført.  Folk kunne forsamles på en ny måde og vækkelsesprædikanter inden for og uden for den statslige kirke tog til.

Bogen oplyser, at omkring år 1900 var ca. 99 % af den danske befolkning medlem af den evangelisk-lutherske folkekirke. Tallet i dag er ifølge Wikipedia pr. 1.1. 2020 74,3 % med en stadig nedadgående tendens.

I 1948 fik Danmark den første kvindelige præst, som dog stred imod Indre Missions begreber.  Lige fra begyndelsen af det 20. århundrede er kvindens forandrede stilling i både samfundet og familien med til at skabe forandringer også inden for præstegårdenes rammer.  Begrebet det kønskomplementære ægteskab (et begreb jeg ikke selv tidligere har brugt) er med til at højne præstekonens anseelse.

Illustration fra bogen “Præstegården i lokalsamfundet”. Nørre Broby Præstegård. Fyn. opført 1818.

Et særligt kapitel er helliget de danske præsters indsats under Anden Verdenskrig. Mange præstegårde gav ly for flygtende jøder og andre forfulgte danskere.

I løbet af et tiår fra 2006 -2016 blev nedlagt 269 præstegårde, som enten blev fraflyttet, udlejet, solgt eller direkte revet ned. 1494 boliger til præster inden for folkekirken var dermed tilbage i 2016, men der skæres fortsat ned. Mange steder har præsten dermed ikke længere en tjenestebolig i tilknytning til kirken, nogle præster bor ligefrem i andre sogne, og den oprindelig (smukke) tanke om præstens forankring i lokalsamfundet er dermed ved at forsvinde.

Historien om de danske præstegårde er en trist, men nyttig beretning, som giver vigtig viden til forståelsen af vor fælles fortid.

272 sider

Udkommet 15.3.2021.

Forlaget Aarhus universitetsforlag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *