Kulturkupeen

Riddere i Skønhedens Rige. Kunsttidsskriftet Klingen 1917-920.

 

Kommenteret af Ulla Strømberg.

Riddere i Skønhedens Rige – Kunsttidsskriftet Klingen 1917-920.

Ved Hanne Abildgaard i serien Kilder til Dansk Kunsthistorie, finansieret af Ny Carlsbergfondet.

 

Bogværket er smukt i klassisk forstand – tungt som en vognladning gods og smagfuldt layoutet.

Men bag denne kildesamling på 450 sider, som egentlig blot er diverse breve med nogle meget fyldestgørende og vidende introtekster, kommentarer og noter, gemmer sig et af de mest interessante og nok også vigtige perioder i nyere dansk kunst.  Nemlig de tre år hvor tidsskriftet Klingen udkom i Danmark og prøvede at bane vejen for en moderne kunstforståelse og tillige indeholdt litterære tekster.

Den Første Verdenskrig lakkede mod enden, fremtiden kendte ingen til, og idealerne var store og den bildende kunst om ikke magtfuld så til bristepunktet fuld af energi og nye tanker, selvfølgelig under stor indflydelse af det, der skete i Frankrig hos billedkunstnere som Picasso, Braque, Matisse og mange flere.

Det er Klingens tilblivelse, som det store bogværk omhandler, men det er faktisk en pudsig følelse, at selve tidsskriftet blot findes omtalt og kun er tilstede med nogle ikke systematiske affotograferinger af forsider og illustrationer fra tidsskriftet.

Sjældent har jeg været så forvirret over en bogudgivelse, som skulle synes indlysende, men faktisk virker lidt krukket og logeagtig. For nok er tidsskriftets tre årgange blevet digitaliseret og findes tilgængelig på nettet, men alle, der har beskæftiget sig med kunst ved, at det jo er den helt specielle fingerspidsfornemmelse, at røre ved bogpapiret eller trykpapiret,  uanset om det er kopi eller ej. Hvorfor går vi på museum? For at se selve værket med krakeleringerne og spor af ælde. Her hverken kan eller skal internettet hamle op.

Der er derfor noget jeg ikke forstår.  Man kunne have skåret ned på antal breve og kommentarer og i stedet aftrykt en eller flere årgange af selve Klingen. For det er ret umuligt at forstå dybden i de enkelte breve, når man ikke sidder med det konkrete nummer af tidsskriftet, som bataljen drejer sig om. Skal man have sin computer åben, mens man læser i en smuk kunstbog? Ikke her.

Hele værket er skrevet og redigeret af Hanne Abildgaard, specialisten over alle på denne periode i dansk kunsthistorie. Ja, de fleste tekster og bøger, jeg har på reolen om perioden, er såmænd skrevet af Hanne Abildgaard. Derfor kan det undre, at hun faktisk er mindre sprælsk i skrivestilen her end i tidligere artikler og bøger om samme periode, bl.a. i Ny Dansk Kunsthistorie bd.6. (1994).

Teksten eller teksterne i ”Riddere i skønhedens rige” synes primært forbeholdt de allerede vidende, for periodens komplicerede forløb, der inkluderer så mange store skønånder, er på en eller anden måde bagvendt beskrevet. Men personnoterne er formfuldendte. Man bliver klog på folk, man slet ikke kendte. Selvfølgelig hedder skriftserien: Kilder til Dansk Kunsthistorie, så min anke falder måske til jorden.

Det er Axel Salto, der med en lille arv, sætter tidsskriftet i gang, men allierer sig med den jurastuderende, senere jurist Poul Uttenreiter, bosat i Kerteminde,  og gør ham til medredaktør. En forklaring på, hvorfor Uttenreiter har så meget magt og faktisk fra Salto modtager uendelig mange, næsten underdanige, breve, har jeg desværre ikke fundet. Også bidragsydere som bl.a. Sophus Claussen skriver lidt ydmygt til Uttenreiter.

Klingen ændrer udseende hen igennem de tre årgange – og nye bidragsydere og redaktører kommer til. De er unge på det tidspunkt, bl.a. Poul Henningsen, men siden hen vigtige i dansk kulturhistorie. Listen over bidragsyderne er imponerende, og hvor ville det være sjovt i den rette kronologiske kontekst at læse og aflæse bidragene fra også de kommende store malere som Giersing, Lundstrøm, Rude og Scharff.

Selvfølgelig kan baggrundshistorier være interessante, men det kræver stor viden at kunne more sig over de små frem og tilbage breve og udskiftninger af illustrationer m.m. At bogen samtidig har mange sjove og måske ukendt illustrationer og et hav af fotografier af velklædte mandlige kunstnere er interessant, men det er jo først og fremmest udviklingen af de kunstneriske værker, der tæller.

Tilfældigvis var jeg netop i de dage, hvor jeg var begyndte at læse denne bog, på Fuglsang Kunstmuseum, som har en fin samling af værker fra netop denne periodes kunstnere.  På den måde fik jeg heldigvis et ganske levende indtryk af de resultater, som de danske kunstnerne nåede frem til omkring 1920.

I parallelle spor af Klingens tre år er der i øvrigt også den berømte Dysmorfismedebat, som jo gik ud på at en kendt læge Salomonsen mente, at kunstnere som Lundstrøm måtte være psykisk syge, når de kunne frembringe slige ”moderne” værker. Hans smag var den nyligt afdøde Zahrtmann.

Axel Salto var stadig maler omkring 1920 og i de følgende år var han en af ”De 4”, en sjov sammenslutning, som bestod af Salto, Svend Johansen, Wilhelm Lundstrøm og Karl Larsen. Først samarbejdede og udstillede de sammen, men efter få år gik de i hver sin retning. Lundstrøms videre vej kender alle, Svend Johansen blev snart også teatermaler (scenograf), mens Salto slog sig på keramikken, og Karl Larsen blev en dygtig lærer.

Også dette har har Hanne Abildgaard skrevet om. Kort sagt, der er et utal af spændende aktiviteter i 1920- og 1930erne.

Bogen er udkommet 15. september 2020  hos Strandberg Publishing.  ( Vejl. Pris 349,- )

www.strandbergpublishing.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.