Kulturkupeen

Rigoletto på Den Jyske Opera. Turné.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Rigoletto på Den Jyske Opera. Turné.

Verdi er mangfoldig, alsidig og ind imellem uimodståelig. Tænk, at den mest vidunderlige musik lige netop findes i operaen ”Rigoletto” med en næsten ubærlig handling – lånt fra Victor Hugos skuespil ”Le roi s’amuse” ( 1832).

Hofnarren Rigoletto er nok ikke ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han tror, at han, på linje med mere fordærvede skurke, kan udtænke finter og kabaler. Rigoletto er vanskabt, handicappet, pukkelrygget,  eller hvad det for tiden må betegnes som. På trods af sin lave sociale placering dog med rang som hofnar, har han fået fjender. Men ét lysglimt lever han for og med, datteren Gilda.  Og da nogle af mændene omkring Rigoletto vil drille ham, bortfører de datteren Gilda.

I disse Metoo tider er det svært at sige noget pænt om mændene og heller ikke om hertugen i Mantua. Han er kvindeforfører med så megen charme, at også Gilda falder for ham  – dog uden at kende hans høje byrd. Det ender så slemt, som det overhovedet kan. For da Rigoletto vil have hertugen ryddet af vejen, fordi han har forført datteren, bliver det i stedet datteren Gildas legeme i en sæk, han får leveret.

Verdis musik i ”Rigoletto” fra 1851 bevæger sig  fra det mørkeste mørke til det muntre og næsten livsbekræftende med hyldest til både kvinder og livet i ” La donna e mobile”  sunget med tenorstemme af hertugen. At det sker i skyggen af denne grufulde fader/datter historie, viser både Verdis spændvidde og vel også tidens og datidens dobbeltmoral.

Rigoletto. Den Jyske Opera. 2020. Pressefoto.

Den Jyske Operas version af ”Rigoletto”  på landsdækkende turné er iscenesat af den tyske instruktør Ulrich Peters. Han giver Verdis opera lov til rent fortællemæssigt at fastholde en forholdsvis klassisk opfattelse af historien uden alt for mange platte eller freudianske fortolkninger. På Det Kongelige Teater for få år siden var første scene henlagt til et sindsygehospital med en strøm af  perverse og pædofile visuelle undertoner. Sådan er det ikke her. Men  denne ”Rigoletto” er heller ikke som den elegante modernisering og opdatering i Malmø for et par år siden, flot eksekveret af instruktøren Kasper Holten.

Den Jyske Opera og den tyske instruktør lader operaen balancere imellem historiske tider med herrekoret i outreret læder/velour antræk som var det en New Yorker-bøssebar i 1970erne.  Det fungerer ok til pausen, men siden går der lidt kuk i lokaliteterne. Hvor er vi nu? For det skal både være på slottet, hjemme hos Rigoletto og ude hos lejemorderen. Det hjælper slet ikke, at et par scenearbejdere går ind og vælter stole, så det ser endnu mere tilfældigt ud.   Måske skulle rummet blot have været helt abstrakt i de smukke grålige tåger  – og ellers uden dikkedarer. For det er jo musikken, vi er kommet for.

Rigoletto. Den Jyske Opera. 2020. Pressefoto.

De tre hovedsangere  på hold A, som jeg oplevede på scenen mandag d 26. oktober på Gamle Scene, holdt skansen og leverede gode sanglige portrætter. Som ”Rigoletto” sang den gamle kending fra Det Kongelige Teater, David Kempster, og gav et dækkende portræt  af denne trætte hofnar, nærmest uden deformiteter, som ellers er hans kendetegn. Karakteristikken var måske ikke dyb på det psykologiske plan, men Kempster kunne synge Gamle Scene op. Gilda var en stor glæde denne aften, sunget overbevisende af Susanna Andersson  med en velklingende sopran – uden nykker. Den kvindegale hertug er en lyrisk tenor, og det lægger op til italienske manerer. Det gik godt de fleste gange hen gennem aftenen, selv om ikke alt sad lige i skabet hos Lurie Ciobanu.

Herrekoret og diverse andre stemmer skuffede til gengæld – og måske var der  ikke nok musikere i graven på Gamle Scene. Men sådan er det jo med en turné. Både på Fyn og på Sjælland er det Odense Symfoniorkester, der står for musikken, mens Christopher Lichtenstein dirigerer hele turnéen.

Rigoletto. Den Jyske Opera. 2020. Pressefoto.

Alt i alt kan Den Jyske Opera godt være bekendt at sende denne ”Rigoletto” rundt i landet.  Og publikum behøver ikke at frygte, at der er moderniseret for meget. Næh, et par væltede stole og en mand i lyserød flæseskjorte samt mænd i sælsomme pelsjakker er vist det vildeste, som sker i denne udgave af Verdis imponerende opera, hvor musikken er så vital.

 

Dirigent: Christopher Lichtenstein Kostumedesigner: Ariane Isabell Unfried Instruktør: Ulrich Peters Scenograf: Rifail Ajdarpasic Lysdesigner: Ib Asp

Hold A

Rigoletto: David Kempster Gilda: Susanna Andersson Hertugen af Mantova: Iurie Ciobanu Sparafucile: Alexander Anisimov Grev Monterone: Johannes Mannov Maddalena: Dorothea Spilger Giovanna: Hanne Hohwü Houmøller Grevinde Ceprano: Lina Valantiejute En page: Estrid Molt Ipsen

Hold B

Rigoletto: Jaco Venter Gilda: Clara Thomsen Hertugen af Mantova: Diego Silva Sparafucile: Zaza Gagua Grev Monterone: Jakob Zethner Grev Ceprano: Jens Bové Borsa: Joan Ribalta Marullo: Morten Wang En vagt: Jani Kyllönen

 

Kor: Den Jyske Operas Kor

  1. oktober – 4. november: Odense Symfoniorkester
  2. – 28. november: Aarhus Symfoniorkester
  3. – 23. oktober: Sønderjyllands Symfoniorkester
  4. – 14. november: Aalborg Symfoniorkester

 

www. jyske-opera.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.