Kulturkupeen

Simon Boccanegra på Det Kongelige Teater.

4 stjerner – 5 til sangerne, 3 til iscenesætteren.

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Guiseppe Verdis opera Simon Boccanegra på Det Kongelige Teater med fine sangpræstationer i en lidt ukoncentreret iscenesættelse.

Verdi var næppe helt tilfreds med ”Simone Boccanegra” (den italienske titel)  ved urpremieren i Venedig i 1857, for publikum tog ikke operaen til sig. Et par år efter gik det desværre ikke bedre i Milano på La Scala. Samtidig fik Verdi succes med mange andre operaer. Fiaskoen med ”Simon Boccanegra” blev ved med at nage Verdi. I 1881 fik operaen i en revideret form premiere i Milano på La Scala i 1881 – denne gang med succes.

SIMON BOCCANEGRA. Det Kongelige Teater. 2020. KIRIL MANOLOV. m.fl. Tegning af Claus Seidel.

Gid den tysk/franske operainstruktør David Hermann (født i 1977) havde haft samme ydmyghed over for denne opera. For det er en allerede afprøvet produktion, som nu opføres på Det Kongelige Teater. Derfor har man vist lov at være skuffet over, at denne opera synes lidt fortænkt og ukoncentreret. Havde instruktøren selv været tilstede i København, kunne han måske have justeret og opdateret sit gamle koncept fra 2017 fra Antwerpen på Opera Vlaanderen. Men til København blev sendt en assistent, Ludivine Francoise Petit.

I øvrigt var ingen tilstede ved fremkaldelserne på premiereaftenen, hverken instruktør, assistent eller scenografen Christoph Hetzer. Måske kendte de til svaghederne.

Beretningen om  ”Simon Boccanegra”  er henlagt til 1300 tallets Genova, hvor Simon Boccanegra først er uden for den herskende klasse og derfor ikke god nok til at ægte den fine Maria med hvem, han har et barn, som er sat i pleje. Siden bliver Simon B.  doge, den elskede kvinde dør af savn og længsel. Sent møder Simon B. nu den voksne datter, som han aldrig fik lov at opfostre. Stridigheder hersker i byen, det ene kup afløses af det andet. Mod slutningen af beretningen, hvor datteren skal forenes med en af de mænd, som har efterstræbt  Simon Boccanegra, er man egentlig ligeglad. Det kan være et fedt, hvem der har eller vil tage magten. For de synes lige blodtørstige allesammen, skønt anger og tilgivelse ikke mindst strømmer fra Simon Boccanegra.

Kan det oversættes til vor tid? Ja, sagtens. Ikke mindst hvis vi rykker blikket lidt mod øst, hvor demokratiet har trange kår for tiden. Derfor er det rigtigt set af Hermann, at magtbegæret inden for politik findes overalt i historien og derfor er det legitimt at rykke lidt rundt på tiderne, når denne ikke så nemme historie nu skal på scenen – for musikkens skyld.

SIMON BOCCANEGRA. Det Kongelige Teater. 2020. Foto: Camilla Winther.

Det kunne såmænd være gået godt med de stilfærdige forrykkelser i historisk tid. For hvor Verdi og librettisten placerer hele historien i 1300 tallet,  lader den nye forestilling os flyve med til også andre epoker. Pludselig er vi på Rembrandts tid i 1600 tallet – så er vi i moderne tid  for derefter at slå et smut rundt om Jesus ved den sidste nadver – lånt hos Leonardo da Vinci. Og Maria er heller ikke glemt, som en ikonisk Jomfru Maria troner hun frem i den tradition, som ikke mindst renaissancen afbildede hende i.

Billederne  og tableauerne er der, men holdes meget kort af de aktive statister, mens Verdis musik sandelig tager gevaldige stemningsskift, som heldigvis er med til at holde én vågen.

Hele setupp’et er på en mindre drejescene i nogle ekstremt pappede kulisser, som mest forestiller et italiensk palazzo, som næsten altid er præget af en vis forfaldsæstetik. Alligevel er det svært at se, om den lidt slaskede scenografi er bevidst eller måske tegn på uformåen.  Men indrømmet: på scenefotografierne ser det rigtigt ud – men oplevet  fra salen med et lidt goldt lys af og til, fungerer det slet ikke optimalt.  Lysdesignet skulle måske have en make over. Det samme med kostumerne, hvor Jomfru Maria er formfuldendt, glipper det lidt med Jesu disciple og de andre borgere, hvor nogle synes grangiveligt at have badehætter på, mens andre fremstår magre og udsultede. Også Maria/Amelia bliver som moderne kvinde  rent kostumemæssigt til en lidt alvorlig skolefrøken.

SIMON BOCCANEGRA. Det Kongelige Teater. 2020. KIRIL MANOLOV i titelrollen. Tegning af Claus Seidel.

Når det er opera og ikke en koncert, kommer det visuelle jo til at spille inde.

Men midt i det hele troner Simon Boccanegra, sunget med fuld overbevisning af den bulgarske baryton Kiril Manolov. Han er fysisk stor og det giver figuren vægt, selv om han måske ikke investerer så meget i psykologisk indføling. Men man tror på ham og formildes af hans stemme. Gisela Stille er Maria/Amelia i denne lidt kiksede handling. Endnu en fin musikalsk præstation skabt af Stille – helt lydefri og klinger flot i det halvtomme opera-auditorium. For der må jo i denne corona-tid kun være 350 i salen, der kan rummer op mod 1500 tilhørere.

SIMON BOCCANEGRA. Det Kongelige Teater. 2020. Jens Søndergaard.  Tegning af Claus Seidel.

Udenom opleves præstationer af samme gode kaliber, hvor Jens Søndergaard, som den værste skurk, giver et diabolsk og indlevet portræt, helt på linje med Shakespeares Jago i “Othello”. Og det kan være lidt svært at forstå, hvorfor Maria ikke hellere vil giftes med denne velsyngende barytonskurk. Gert Henning–Jensen får lov at agerer ung revolverklædt oprører, der elsker pigen og samtidig har efterstræbt hendes far. Som vanligt giver Gert Henning-Jensen sig hen i rollen, og som publikummer bliver man taknemlig.

Med de forskellige internationale sangere, som hjemmevant synger Verdi, ville netop denne Simon Boccanegra måske have fungeret meget bedre som en koncertopførelse. Så havde man været fri for at spekulere så meget over, i hvilke retning, instruktøren ville have følelsesregistret. For nok er magtkampe altid aktuelle, men hvordan skal denne magtkamp egentlig fortolkes i denne aktuelle iscenesættelse.

SIMON BOCCANEGRA. Det Kongelige Teater. 2020. Gisela Stille. Foto: Camilla Winther.

Det Kongelige Teaters kor er altid en glæde at lytte til og ligeså med kapellet. Men opera er jo både for øret og øjet. Og det kræver en dobbeltindsats af alle at forene elementerne på en scene så det ikke bliver ren staffage.

Som ekstra bonus er der små finurligheder som en lille rød brandslukker, der står et sted langt ude, men dog af og til synlig på drejescenen. Det er en uløst gåde. Ligeså med en umærkelig udskiftning af en skulptur i dogens kontor: først en ganske realistisk skulptur af en lille pige på en stol, vel som symbol på den forsvundne datter. Da Simon Boccanegra har afgivet magten og er død, og den efterfølgende doge sidder ved det moderne skrivebord, er en ny, skinnende metallisk og abstrakt skulptur på plads.  Jeg bliver lidt i tvivl om, hvad man skal mene om de nye tider.

Instruktør: David Hermann

Instruktør ved genopsætning: Ludivine Françoise Petit

Dirigent: Nick Fletcher

Dirigent: Paolo Carignani

Scenografi og kostumer: Christoph Hetzer

Lysdesign: Fabrice Kebour

Dramaturg: Luc Joosten

 

 

Paolo Carignani /Dirigent

Nick Fletcher/ Dirigent

Kiril Manolov /Simon Boccanegra

Gianluca Buratto /Fiesco

Jean Teitgen /Fiesco

Jens Søndergaard /Paolo Albiani

Kyungil Ko/Pietro

Gisela Stille/Amelia Grimaldi

Gert Henning-Jensen /Gabriele Adorno

Det Kongelige Kapel

Det Kongelige Operakor

www.kglteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.