∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Romeo og Julie på Vendsyssel Teater.
Velspillet kærlighedshistorie iscenesat på den klassiske måde af Rune David Grue, men alligevel ganske moderne. Især det unge elskende par, Lue Støvelbæk og Luise Kirsten Skov, står markant med en blanding af ulydig stædighed og fin beherskelse af sproget.
Lige siden Vendsyssel Teater fik det flotte nye teaterhus i Hjørring har ambitionerne bevæget sig i himmelfart. Hver ny produktion har været et eksperiment med teaterrummet og endnu et skridt fremad og opad rent kunstnerisk.
“Romeo & Julie” Vendsyssel Teater 2020/21. Foto: Emilia Therese.
For anden gang prøves kræfter med Shakespeare. Det er aldrig nemt, men Vendsyssel Teater er dumdristig og lykkes langt hen ad vejen også denne gang – nu med en ganske musikalsk version af kærlighedstragedien ”Romeo og Julie”.
”Romeo og Julie” handler bl.a. om forbudt kærlighed imellem to unge fra hver sin stridende familie, et arrangeret ægteskab er i pipelinen og appellerer måske også til vor tid. ”Romeo og Julie” spilles mange steder for tiden: som ren Shakespeare, som musicalen ”West Side Story” og som ballet, bl.a. den gamle Neumeier-ballet, der stadig er på Det Kongelige Teaters repertoire nu på 47. år.
Det er i øvrigt så nemt at oversætte intrigen til forskellige nationaliteter, stridende religioner eller blot ulige klasser og måske bander.
Romeo og Julie på Vendsyssel Teater. Luise Kirsten Skov og Lue Støvelbæk. 2021. Pressefoto.
Vendsyssel Teater holder sig til kærligheden på flere niveauer og har skåret godt og effektivt i teksten for at fremhæve netop den uskyldige kærlighed imellem Romeo og Julie, det vulgært erotiske hos Romeos kammerater, Mercutio og Benvolio samt understregning af en lidt infantil erotik hos Julies fader, så han bliver studentikos som en anden Polonius i Hamlet. Men opstramningen og koncentrationen får alle skuespillerne til at klare det sproglige. Flot gået. Beskæringen giver samtidig plads og tid til Benjamin Koppels nykomponerede musik, som minder om jazz fra 1960-erne med både saxofon og meget slagtøj. Mellem scenerne placeres forklarende sange med Molly Koppel, der elegant sortklædt som en dødsengel, bevæger sig rundt blandt skuespillerne og ligefrem afslutter scenerne. Sangeren kan også bistå figurerne, bl.a. Julie, der får sin brudekjole overrakt. Alle ordene er hentet ud af Shakespeares tekst.
Personerne er klædt i kostumer i lyse farver, stilmæssigt med renaissancehenvisninger. Da Romeo og venner gatecrasher det skæbnesvangre maskebal hos Julies familie, iklæder de sig italienske masker med vellignende fuglenæb. Vi er jo i Verona!
Hele historien udspiller sig på en smuk formalscene, dvs. en fast sceneopbygning med buegange og antydning af den obligatoriske balkon skabt af scenografen Mie Riis. Netop sådan en fast scene kendes fra den sene renaissance og altså også fra Shakespeare-tiden og blev igen dyrket i begyndelsen af det 20. århundrede på bl.a. parisiske teatre ved klassikeropførelser.
Det fungerer flot i det cirkelrunde rum, som endnu engang er ændret til næsten ukendelighed. På spillepladsen forrest er der brun, blød muld. Et moderne teatertrick praktiseret i de seneste årtier, så personerne på symbolsk vis bliver mere og mere tilsmudsede, som handlingen skrider frem.
Romeo og Julie Vendsyssel Teater. Foto: Emilia Therese.
”Romeo og Julie”s scenesucces afhænger dog i høj grad af de to unge. Her er Lue Støvelbæk suveræn som en både følsom grønskolling og alligevel eftertænksom Romeo, mens Julie er mere moderne end normalt. For Luise Kirsten Skov er både bestemt og sikker i sin sag. Hun elsker Romeo, og uanset om han har myrdet hendes fætter og siden også den mand, som hun ikke ville giftes med, er det intet vigtigere i verden end Romeo og kærligheden.
“Romeo & Julie”, Vendsyssel Teater 2020/21. Pressefoto.
Beskæringen er kraftig, men der er alligevel givet lidt for meget frirum til Romeos venner, så de både verbalt og gestisk kan understrege en juvenil, fysisk erotik – i både ord og bevægelse. Her får ikke mindst Mercutio alt for meget spillerum med seksuelle fagter og hentydninger og ”fri leg” i Niels Brunses måske for tydelige oversættelse.
Heldigvis bruger Vendsyssel Teater også modne skuespillere, og det er altid en glæde at lytte til garvede og rutinerede kunstnere, som har rystet teaterskolemanererne af sig. Helt charmerende som ammen er Lone Rødbroe, der har en utraditionel karriere bag sig som revyskuespiller. Hun når ud over den usynlige rampe, og hendes amme er både varm, naiv og alvidende.
Romeo og Julie på Vendsyssel Teater. Lue Støvelbæk. 2021. Pressefoto.
Det er ikke indlysende at pakke hele forestillingen ind i Benjamin Koppels jazzede toner og Molly Koppels lidt for markante stemme med en alt for utydelig tekst. Det er rigtigt set, at i en så barberet udgave er der behov for små intermezzi, men de bliver hurtigt stereotype og er prøvet bl.a. med Tiger Lillies’ ”Hamlet” iscenesat af Martin Tulinius for få år siden. En historisk pointe er, at Anders Koppel, Benjamins fader, i 1988 komponerede musik til Det Danske Teaters opsætning af ”Romeo og Julie”. Jeg husker den som meget dynamisk og moderne rockagtig.
Med “Romeo og Julie” har Vendsyssel Teater noget at have ambitionerne i, og forestillingen er overbevisende gennemført. Synd at de vist ikke kan turnere med den tunge ”formalscene”, for de unge skuespillere fortjener at blive oplevet også syd for Limfjorden.
Tekst: William Shakespeare
Oversættelse: Niels Brunse
Instruktion: Rune David Grue
Scenografi: Mie Riis
Musik: Benjamin Koppel
Lysdesign: Clement Irbil
Dramaturgi: Anne Middelboe Christensen
MEDVIRKENDE
Romeo: Lue Støvelbæk
Julie: Luise Kirsten Skov
Lorenzo: Peter Gilsfort
Julies amme: Lone Rødbroe
Hr. Capulet: Michael Brostrup
Mercutio: Simon Kongsted
Benvolio: Søren Højen
Fru Capulet: Sara Marie Maltha
Fyrsten af Verona: Jørgen Bing
Paris: Magnus Haugaard
Tybalt: Nicklas Søderberg Lundstrøm
Sangerinde: Molly Koppel